Prædiken til 1. søndag i fasten
Prædiken til fastelavnssøndag
Prædiken til søndag septuagesima:
Prædiken til 2. søndag efter Hellig Tre Konger:
Vejret.
Programfladen i dansk flow-tv.
Donald Trumps ansigtskulør.
Og i øvrigt, hvad han mon skal give sig til, når han om føje dage ikke sidder i Det Hvide Hus længere.
På den mere alvorlige skala, kan vi undre os såre over året der er ved at være gået.
Hvordan det på én gang kunne gå så flyvende hurtigt og samtidig så uendeligt langsomt.
Alt det kan optage vældig hjernekapacitet, og vi kan tage os selv i at stirre tænksomt og tomt ud af vores vinduer, mens tankerne myldrer rundt.
Nu skal man jo høre meget før ørerne falder af, og se meget, før end øjnene bliver blinde og sikkert også tænke meget før hjernen går i stå.
Så jeg tænker ikke, at der er problemer i retningen af at undre sig for meget, sådan fysiologisk i hvert fald.
For det kan i længden blive lidt anstrengende at undre sig meget, og det kan også være aldeles anstrengende at være sammen med én, der undrer sig meget, og som udtaler denne undren højlydt.
Børn undrer sig generelt meget.
Det er helt forståeligt.
Verden er jo ny for dem, og de skal opleve meget for første gang.
Derfor er det jo heller ikke så mystisk at mange børns første sætning er: Hva’ deet?
For de ved jo vitterligt ikke, hvad ting er eller hedder, og det må vi mere eller mindre tålmodige voksne så informere dem om.
Gang på gang, igen og igen.
Men voksne undrer sig også.
Nogle voksne nok mere end andre.
Jeg tror det er en god evne, og en måde at blive klogere på, få en mere udvidet horisont på.
Der har været nok at undre sig over på det sidste.
Først og fremmest om det overhovedet ville blive jul.
Det blev det.
Dernæst om kirken skulle og burde holde åbent til jul.
Det skulle den og gjorde den.
Men til sidst også, hvor alle de spørgsmål, der optog os præ marts 2020 er blevet af.
Spørgsmålet om klimaforandringer, de verserende internationale konflikter, den generelle skævvridning i samfundet og flygtningesituationen rundt omkring i verden.
Det holdt vi på mange måder og af gode grunde op med at undre os over som månederne gik i 2020.
Men det kan vi jo så med rette genoptage i 2021.
Den undren.
Det er i hvert fald mit håb, og spæde forventning.
Og apropos spæd, så kan spædbørn også være kilde til megen undren.
Bare det, at livet kan opstå som det gør.
Fra bittesmå celler du ikke kan se med det blotte øje til et fuldt levedygtig og fødeklart barn.
Det kan nok sætte grå hår i hovedet af undren, selv hos biologer, fordi det er så forunderligt og mageløst.
Der er så meget, der kan gå galt i processen, og alligevel går det så ofte godt.
Når spædbarnet er født er det også genstand for stor undren og beundring.
Forældrene undrer sig over deres nye liv og beundrer det lille barn.
Bedsteforældrene beundrer bare, men de har jo heller ikke samme ansvar, og kan nøjes med bare at elske.
I beundringens og forundringens sfære har Lukas taget os med i dag.
Det handler om spædbarnet Jesus, men lige så meget om hans undrende forældre, Josef og Maria, og om to ældre mennesker, der bare beundrer højlydt.
De to ældre mennesker, Anna og Simeon, ser et helt særligt lys i Jesus.
De ved instinktivt, at dette barn er skabt til noget helt andet og meget større end andre børn.
De foregriber så at sige, hvad der skal ske og giver os, tilhøreren, en lille snas af, hvad Jesus i virkeligheden er skabt til.
Vi vidste nok, at han var Guds Søn, vi vidste nok, at både hyrder, engle og visemænd faldt på halen over ham, da han blev født i Betlehem, men nu også i templet, hvor hans forældre har taget ham med efter skik og brug i jødedommen, er præsten og profetinden næsegrus af beundring.
Hans forældre har ikke helt endnu gennemskuet, at det er sådan fat med Jesus, at han skal medvirke til Jerusalems forløsning, og derfor undrer de sig.
De kan ikke se det, som Anna og Simeon ser.
De har ikke visdommen eller indsigten.
Det er de for unge til.
Interessant.
Det er de unge, der ikke har indsigten.
Der ikke kan se.
Det kan forekomme mærkværdigt når vi generelt priser ungdommens talenter og indsigter og hylder alt, der går stærkt, og som lærer hurtigt.
Men sådan er det ikke hos Lukas.
Her er det alderdommen, det langsommelige, dem, der kan se med al deres erfaring i bagagen, der fremdrages og fremhæves.
Jeg tror ikke forfatteren Lukas var så forudseende, at han vidste, at i 2020 ville vi have et andet syn på alderdom end det fremherskende på hans tid, men derfor kan vi sagtens udlede en lære af det.
For alderdom eller pænere sagt, det at blive ældre er værd at hylde.
Værd at fremhæve.
Ikke så meget på grund af antal af fødselsdage, de er jo blot et udtryk for, hvor mange gange solen har taget en tur om jorden.
Men mere fordi med alder følger erfaring og med erfaring følger indsigt og med indsigt følger visdom.
Hvis.
Og der er et hvis.
Hvis vi tør undre os.
Ikke nødvendigvis lige så meget som det lille barn.
Men stadig hele tiden, og over alt muligt.
For det gør os klogere.
Og det er der ingen, der tager skade af at blive.
Amen.
Det skete i DE dage.
Ordene har en særlig klang i vores ører.
Vi kender dem.
Holder af dem.
Har hørt dem tit.
Eller i hvert fald til jul.
Men i år har de en særlig klang.
Betyder de måske noget andet og mere end de plejer at gøre.
2020 har skrevet sig ind i historiebøgerne.
Årtiets første år har givet os alle sammen grund til at huske lige netop dét.
For det skete i de dage, at verden blev ramt af en pandemi.
Og Danmark lukkede ned.
Vi så det ske.
Lige for øjnene af os.
Mette Frederiksen stod der på talerstolen og fortalte os alle sammen, at vi skulle blive hjemme.
Kun sådan kunne vi passe på hinanden.
Hvor ville jeg nødigt være i hendes sko.
Hvilket ansvar.
Hvilken byrde at bære.
Godt nok valgte hun selv at stille op til statsministerposten, men ingen havde jo kunnet forudse, at hun ville stå i sådan en voldsom og alvorlig situation.
Alvorlige situationer følger med jobbet, javist, men pandemier er det nok de færreste statsministre, der kommer til at skulle tackle.
Hvorom alting er, det skete i de dage, og nu ER det jul.
Julen kan ikke undgås at være i coronaens tegn.
Hvor gerne vi end ville undgå lige netop det ord.
Hvor meget vi end prøver at gøre en Lord Voldemort ud af den og ikke udtaler dens navn, så er den jo ikke mindre virkelig.
For tiden, i alarmerende grad virkelig.
Men det er altså jul alligevel, og vi skal alle sammen finde juleglæden inde i os selv.
På trods.
Men sådan er det faktisk altid med julen.
Juleglæde rimer på julesorg, og de to tager hinanden i hånden og danser en lystig dans rundt om træet.
For vi holder altid jul i skyggen af det der sker.
Ikke blot pandemier, men alt det der sker og er sket i alle vores liv.
Ikke bare i år, men hvert eneste af vores år.
Den barnlige, ubekymrede juleglæde kan vi hige efter, men den tilhører netop det ubekymrede barn, som kan imødese julen med uskyld og uforfalsket glæde.
Vi, der har levet lidt længere, og for nogens vedkommende rigtig længe, ved, at julen er meget andet end hygge og Disneys juleshow.
Den er en stridsplads, og dér hvor alt det uforløste og alt det gedulgte kommer op til overfladen, og får afløb.
Dér, hvor de følelser vi ikke har turdet vedkende os, pludselig ikke kan skjules mere, fordi der er et både ud- og uudtalt krav om hygge.
Men sagen er, at alt dette til trods, så kan julen stadig godt være magisk.
Det tryllestøv, der drysser ned over barnets jul, kan sagtens drysse ned over os andre, og vores jul også.
Hvis vi møder hinanden med mildhed, uden frygt, uden fordømmelse for hinandens valg, så kan magien måske snige sig ind i lommerne af fred og forsoning.
Men julen bliver anderledes i år.
Uden tvivl.
Vi kommer ikke uden om dét.
Den bliver en slags karantæne-jul.
En jul, hvor vi kan føle os lige så husvilde og fremmede, som Josef og Maria gjorde det den allerførste jul.
Deres jul blev også en jul på afstand.
På afstand af alt de kendte, af alle de kendte, og med en vished om, at deres liv aldrig ville blive det samme igen.
Sådan er det for alle når de venter, nok især deres første barn.
Men for det helt unge par, Josef og Maria, var forventningen helt anderledes.
De ventede sig Guds Søn.
Men de vidste ikke, hvad de kunne vente sig af dette, af ham.
Selvfølgelig ikke, hvor skulle de kunne det fra.
Ingen af os ved, hvad vi går ind til når vi bliver forældre.
Heller ikke selvom vi har prøvet det før.
For hvert barn er sit eget.
Jesus var også sin egen.
Ligesom den første jul blev helt sin egen, uden alt det vi i dag forbinder med jul, af åbenlyse grunde, men med alt det som julen i virkeligheden handler om.
Kærlighed, nærhed, omsorg for dem, der har brug for det.
Den ydmyghed over for den første jul bør vi holde os for øje hvert år.
Den ydmyghed over for, hvad julens budskab er, bør vi anskue klart.
For det handler ikke om, at vi skal holde op med at være os selv med alle vores fejl og mangler, alle vores følelser og fornemmelser, alt hvad vi er, blot fordi vi skal hygge os på kommando, eller fordi vi vil presse en bestemt stemning ned over matriklen.
Nej, det handler netop om, at vi skal være os selv og være i det, sammen med alle de andre.
I år, knap så mange, men sammen med dem som vi forhåbentlig selv har valgt at fejre jul med.
Og at være sig selv, at være menneske og at være kristent menneske er lidt groft sagt at være i konflikt med omverdenen.
Det er ikke noget jeg har fundet på, men noget jeg har tyvstjålet fra Søren Ulrik Thomsen, men jeg synes det er meget rigtigt.
For vi er ikke som Jesus, og det skal vi heller ikke være.
Vi skal være mennesker.
Mennesker, der fejler gang på gang.
Mennesker, der ikke orker at fejre jul, men som gør det alligevel.
Mennesker, der forventer en hel masse af andre og ikke selv formår at leve op til forventningerne.
Sådan er vi.
Derfor kan julen jo godt blive tilforladelig.
Måske tilmed hyggelig.
Hvis vi kan acceptere, at tingene er som de er.
At vi ind imellem har lyst til at skride fra det hele og holde en absolut karantæne-jul.
At julen på film er film og ikke virkelighed.
Og at det hele faktisk på sin egen måde, er rigtig fint, så skal det nok blive jul.
For julen skal som sagt fejres på trods.
På trods af corona.
På trods af sorg.
På trods af fortvivlelse.
På trods af, at vi ikke kan bytte vores julegaver lige med det første.
For jul handler om at byde frygten trods, om ikke andet så lige den ene aften om året.
Der er meget at frygte, men jul bliver det jo, uanset hvad, og så kan vi jo lige så godt prøve, bare en lille bitte smule, at nyde den.
Nyde tanken om, at det lille barn i Betlehem blev født for vores skyld.
Som et lys i mørket.
I år har vi mere end nogensinde før, brug for det lys.
Rigtig glædelig jul.
Amen.
Prædiken til 16. søndag efter trinitatis:
Da min Farmor var død, var jeg så privilegeret at få en stund med hende alene.
Jeg stod ved den åbne kiste og kiggede på min Farmor, der helt fromt og gudsfrygtigt holdt sin bibel i hænderne.
Helt så from og gudsfrygtig var hun ikke i levende live, men det er ikke sagen vedkommende.
Mens jeg stod der og så på hende, sang for hende.
”Den yndigste rose er funden”.
Den salme havde altid mindet mig om hende, så derfor var det helt naturligt.
Jeg var ked af det.
Og bliver egentlig også ked af at tænke på det nu.
Selvom det er 16 år siden.
Men jeg bliver også taknemmelig.
Taknemmelig over at have haft så vidunderlig en Farmor.
En Farmor, der kendte mig bedre, end jeg kender mig selv.
Som var klog og ikke mindst livsklog.
Hendes død satte tanker i gang.
Mindet om hende sætter stadig tanker i gang.
Især når jeg sådan virkelig tager mig tid til at tænke på hende.
Eller bliver tvunget til det af den ene eller anden årsag.
Så tænker jeg over min egen eksistens.
Og det er godt at gøre i en kirke.
Kirken indbyder til, at vi tænker og reflekterer over vores egen eksistens.
I kirken oplever vi et sted, hvor vi ikke skal præstere noget.
Vi kan bare være.
Vi behøver faktisk ikke at tænke over noget som helst, men kan bare følge med liturgien og slappe af i det.
Men alligevel sætter rummet, rummets indretning.
Orglets brusen, salmesangen.
Ordene, der bliver læst op, bønnerne, der bliver bedt.
Det sætter tanker i gang.
Om egen eksistens.
Eller måske bare om den morgenkaffe som vi lod stå på køkkenbordet, og som jo stensikkert er kold, når vi kommer hjem igen.
Det er også en del af eksistensen.
Alt det små.
Alt det, der er helt nært.
Men også om alt det, der er stort.
Livet.
Døden.
Kærligheden.
Kærligheden er om noget evangeliernes budskab, og Guds væsen og væren.
Den kærlighed vi møder hos Gud og i kristendommen er så radikal, at vi ikke kan andet end overveje vores egen eksistens og vores egen ageren i verden.
Mest af alt, synes jeg, det minder os om, at vi ikke er vores eget livs direktører.
Vi har ikke magt eller kontrol over alt.
Heldigvis.
Mennesket er et magtbegærligt og kontrolsøgende væsen, og i dets stræben efter både magt og begær, kan det glemme det, der i virkeligheden er livets mening.
Kærligheden.
Ikke erotisk forstand.
Ikke i eksklusiv forstand.
Men i den forstand, at det er hele essensen af menneskelivet.
Vi elsker, fordi Gud elskede os først.
Gud ER kærlighed.
Jesus ER opstandelsen og livet.
Derfor SKAL vi elske.
Og leve.
Og opstå.
Døden ER overvundet.
Så vi er ikke vores eget livs direktører.
Og vi bliver mindet om det om vinteren, når sneen ligger tyk og glat og våd på veje, cykelstier og fortove, og tvinger os til at færdes forsigtigt og langsomt.
Vi bliver mindet om det om sommeren, når heden sætter tankerne i stå og driver os mod kølende vand og svalende brise.
Vi bliver mindet om det ved ethvert lille barns fødsel.
Når smerten, forløsningen, bekymringen og glæden går hånd i hånd.
Og vi bliver mindet om det, når vi står ved graven.
Når vi lukker den dødes øjne, og knuger den kolde hånd for sidste gang og ser tilbage på den tid, der er gået.
Minderne.
Både de gode og de dårlige.
Ser tilbage på livet med den afdøde, og på livet fremadrettet uden den vi har elsket.
Alt dette er livet.
Og at elske Gud, som elsker os, er at se dette mangfoldige liv på denne lille blå planet i et univers, der er så stort, at det er som et paradoks for tanken, som en gave.
En kærlighedsgave.
En gave givet af lutter kærlighed.
Derfor skal vi også behandle det med kærlighed og udvise kærlighed.
Ømhed, omsorg, barmhjertighed.
Blidhed og mildhed.
Men kærligheden er ikke bare blid og mild.
Den er også skarp.
Og vi skal turde sætte ord på den skarphed.
For kærligheden kan have trange kår i mennesket.
Vi gør ikke altid det gode som vi vil, men tværtimod det onde, som vi ikke vil.
For selvom der er forskel på liv og død, godt og ondt, sandhed og løgn, så er det alt sammen i hver eneste én af os.
Uanset de skel, der ellers er mellem os.
Men disse skel går tværs igennem hvert eneste menneske.
Hvad afgør, hvem vi er og i hvilket lys vi sætter os selv, er vores valg.
Set i det store lys.
I Guds lys.
Gud vil os nemlig på trods.
På trods af tvivl og stort besvær og på trods af det som smerter.
I netop dét ligger Guds stædige kærlighed til mennesket.
Den kærlighed som blev kød og tog bolig iblandt os i Jesus Kristus.
Som var et menneske, som vi er mennesker, men også uendeligt meget mere end det.
Som opvakte de døde.
Som trøstede to sørgende søstre.
Som græd af fortvivlelse.
Som blev vred.
Som blev ulykkelig.
Som døde for, at vi kan leve.
Det er den fortælling vi skal se vores eget liv i, og det er den fortælling vi selv skal skrive videre på.
Guds fortælling – menneskets historie.
Den 21 juni
2020
Den 14 juni 2020
Den 7 juni 2020
Stines ord under corona lukningen
Den 17 maj 2020
Historien er på mange måder nådesløs.
Den sker rundt om os.
Den ligger under os.
Den er bag os.
Og den er foran os.
Vi er alle en del af historien.
Dem, der skriver historien og skriver den ned, kan jo ikke undgå andet end at skrive den fra deres synsvinkel.
Sådan er det.
Jeg tror ikke rigtig på objektiv historieskrivning.
Man kan formidle fakta, men det vil altid være ud fra forfatterens subjektive afvejning af vigtighed.
Derfor vil der også ofte være nogen, der føler sig truffet eller måske direkte ramt, når historien gengiver deres gøren og laden.
Et godt eksempel er, hvordan politikere og modtandsfolk under besættelsestiden er blevet skildret, på både godt og ondt.
Når der store følelser i spil vil det nødvendigvis være sådan.
Men det betyder ikke, at de store begivenheder i historien ikke skal fortælles, for det skal de altid.
Det betyder blot, at vi som læsere og modtagere bare altid skal holde os for øje, at der er mere én side af en sag og af en fortælling.
Lige nu, i disse dage og disse timer, nærmer os en form for afslutning på en spektakulær historie.
Historien om da Danmark lukkede ned.
For selvom historien nok langt fra er slut endnu, så kan vi efterhånden få et billede af, hvordan historien kommer til at ende.
Måske.
Sikkert og vist er det dog, at vi nærmer os afslutningen på den nedlukkede Folkekirke.
Og når vi alle når på den anden side af alt det her, begynder historieskrivningen.
Den er såmænd allerede godt i gang.
Lad os nu dømme hinanden med milde øjne.
Lad os se med overbærenhed på alt det, der måske forargede os.
Lad os stole på, at alle gjorde det bedste de kunne.
Dagens evangelietekst er også en optakt til afslutningen.
En bøn om, at det hele skal ende godt, og at historiens dom vil blive så nådig som muligt.
Det er på en måde Jesu sidste vilje.
Det han ønsker sig som eftermæle.
Men det er også, hvad Jesus ønsker for os.
For menneskeheden.
Han ønsker sig på vores vegne nærhed og nærvær.
Han ønsker, at vi skal være lige så nær hinanden som han og faderen er.
Han er faderen som er lig med kærlighed, nærvær og lidenskab.
Når han ønsker det for os er det fordi han godt ved, at enden er nær.
Den ekstra tid han fik på jorden efter påskesøndag nærmer sig slutningen.
Derfor formulerer han sit testamente.
Som en påmindelse til os.
VI skal også påminde hinanden om alt det gode vi ønsker for hinanden.
Og især når historien om det nedlukkede Danmark skrives.
En historie, der med små skridt nærmer sig sin afslutning.
Den startede brat.
Med noget ingen af os havde regnet med.
Men den slutter gradvist.
Med alt det vi alle sammen har længtes efter.
Med håbet om, at vi ses til gudstjeneste på torsdag i Kapernaumskirken.
Amen og kærlige hilsner
Stine, præst
Den 16 maj 2020
Nogle evangelietekster er bare sværere end andre.
Og det er selvfølgelig forskelligt fra præst til præst, hvad man finder udfordrende.
Denne uges evangelietekst, synes jeg personligt er svær.
Svær at læse.
Svær at læse op.
Men også svær at komme til bunds i.
Men det er jo det gode ved, at vi har bundne evangelietekster i Folkekirken, for så tvinges vi til at forholde os til de tekster vi ikke bryder os så meget om.
I morgen vil jeg prædike fra denne virtuelle prædikestol, og reflektere lidt over de samtaler vi har med dem, der ikke er hos os, men som kender os bedre end vi kender os selv.
Kærlige hilsner
Stine, præst
Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.« Johs. 17, 1-11
Den 15 maj 2020
Noget af det jeg har savnet mest, mens vi har måttet undvære gudstjenester, og noget af det jeg glæder mig mest til at kunne igen, er at fejre nadver sammen med jer alle.
Det nærvær og den særlige stemning der er, når vi indtager nadveren sammen i kirken er helt uden sammenligning. Skaber et helt særligt fællesskab.
Vi ved stadig ikke, om nadveren i første omgang bliver en del af gudstjenesterne, desværre.
Men fra på mandag er kirkerne åbne igen, og jeg kan ikke vente med at fejre gudstjeneste sådan i rigtig levende live.
De kærligste hilsner
Stine, præst
Den 14 maj 2020
Danmark har været i undtagelsestilstand de sidste to måneder.
Vi har skullet leve på en ny måde.
Skullet ændre vores liv fra den ene dag til den anden.
Nu står vi for at skulle ud af undtagelsen og ind i livet igen.
Det medfører en masse tanker.
Tanker, der kan variere over alt fra bekymring og angst til eufori og taknemmelighed.
Det må vi vist bare tage med, som en del af den her krise.
Vi er nok alle på én eller anden måde under alle omstændigheder blevet klogere.
På os selv.
På vores familie.
På samfundet.
Sådan er det med kriser.
Det skærper blikket.
Får os til at fokusere på det væsentlige.
Og - forhåbentlig – på hinanden.
Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer,
det skal I også gøre mod dem. Matt. 7, 12
Kærlige hilsner
Stine
Den 13 maj 2020
Grundtvig skulle have sagt, at mennesket er et guddommeligt eksperiment af støv og ånd.
Jesus siger i Matthæusevangeliet, at mennesket ikke lever af brød alene.
Begge de herrer har en pointe.
For er der noget, der er gået op for mig under den her nedlukning, så er det, at vi mennesker har brug for ånd og åndelighed.
Brug for at være sammen OM ånd og ikke kun I ånden.
Kirkerne står nu - heldigvis - for at skulle åbne igen.
Vi afventer stadig retningslinjer for, hvordan og hvorledes, men dem forventer vi snarest.
Jeg glæder mig til at skulle være sammen igen med ånd og brød og hele det levede menneskeliv.
Kærlige hilsner
Stine, præst
Den 10 maj 2020
Jeg glæder mig inderligt til - snart - at kunne stå på prædikestolen i Kapernaumskirken og se jer alle i øjnene, men indtil da stadig prædiken fra denne virtuelle prædikestol.
Og dagens prædiken handler om frihed. Og om hvordan vi forvalter vores frihed. Det med frihed og ansvar kan være meget godt at tænke over i disse dage, tror jeg.
Kærligst,
Stine
Da frihedsbudskabet lød den 4. maj 1945 kl. 20.36 blev Danmark hensat i en glædesrus, og alt blev lukket pga. glæde.
5 års besættelse var slut.
5 års sorg og savn var, om end ikke slut, så på vej mod sin ende.
6 års krig så sin ende.
Tyskland havde kapituleret.
Men selvom besættelsen var slut, var afsavnene ikke ovre.
Der var stadig vareknaphed.
Bornholm var stadig besat.
Dem, der måtte flygte, var stadig ikke vendt tilbage.
De, der havde lidt store tab, var stadig i sorg.
Sårene var knapt begyndt at hele.
Men glæden var der.
For vi havde følelsen af at have fået vores frihed tilbage.
Frihed, som nu engang er det bedste guld.
Om end man ikke ved det, før man ikke har den.
Vi tager den i udgangspunktet for givet.
Jeg ved, at jeg gør.
Jeg betragter den med selvfølgelighed, måske nogle gange med arrogant selvfølgelighed.
Og har ikke fantasi til, eller bruger energi på at forestille mig, hvordan livet uden den ville være.
Alligevel ved jeg jo godt, at mennesker over hele verden og gennem hele historien har kæmpet for den og stadig kæmper for den.
At nogen har kæmpet for den, så jeg i dag kan svælge mig i min arrogante selvfølgelighed.
Danmark var måske ikke hårdt ramt under Anden Verdenskrig.
Danmark var flødeskumsfronten.
Men vi kæmpede alligevel på vores danske måde.
Og vi led.
Vi var ikke herre i eget hus.
Andre dikterede, hvad man måtte og ikke måtte.
Så da frihedsbudskabet lød, brød ekstasen løs.
Og der var lukket på grund af glæde.
Snakken i dag handler nemlig om frihed.
Om at være fri.
Frie.
Og glade.
For frihed gør glad.
Men det kan også gøre alvorlig.
Frihed er nemlig et stort ansvar.
Frihed betyder ikke, at man kan gøre alt, og at alt er tilladt.
Tværtimod.
Frihed betyder, at man har ansvaret for det fælles bedste.
Jesus taler også om frihed.
At Sønnen gør mennesker virkeligt frie.
Det er et stort løfte.
Og hvad mener han overhovedet med det?
For at forstår det, skal vi have fat i synden.
Vi kender den alle sammen, selvom vi måske ikke altid vil kendes ved den.
Den er grim og sort og ubehagelig og vi vil helst gemme den væk, men den er altså alligevel i os alle sammen.
Og synden gør os ufri.
Den gør os til slaver for vores egen dårlige moral og dernæst vores dårlige samvittighed.
Dårlig samvittighed kommer intet menneske udenom.
Vi har alle sammen, gjort noget vi ikke er stolte af, og som vi nødigt eller slet ikke tænker på.
Og på den måde er vi ufrie.
Det er ikke kun dårligt, for det viser noget om vores empati og vores medfølelse og verdenssyn.
Men det kan også være hæmmende.
Både hvis de konkrete synder, eller den dårlige samvittighed over fortidens synder fylder uhensigtsmæssigt meget i tilværelsen.
Der er ikke noget quick fix mod synd.
Den er der bare og er present.
Den er en del af det at være menneske.
Men det Jesus forsikrer os i dagens tekst, er at troen på ham, kan sætte os tilstrækkeligt fri.
Troen på ham fjerner ikke vores synder som mennesker, men den gør, at vi er tilgivet.
Han har taget alle vores fortidige, nutidige og fremtidige synder på os, og gør os dermed i stand til bare at være mennesker.
På godt og ondt.
Frihedsbudskabet gjorde danskerne fri fra den tyske besættelsesmagt, men det gjorde ikke danskerne fri fra sig selv, og deres egen dårlige samvittighed.
Der fulgte et retsopgør og en oprydning, som historikerne stadig har travlt med at dykke ned i.
Men den aften, den 4. maj 1945, var det friheden, der herskede.
Man følte sig ægte fri.
Verden lå åben.
Alt var nu muligt.
Intet kunne slå os ud.
Sådan er ægte frihed.
Den gør i stand til at leve.
Vores opgave er så at gøre det.
Under ansvar og med næstekærligheden som rettesnor og guideline.
Men kan vi det og gør vi det, er vi ægte frie.
Syndige, uperfekte, frie mennesker.
Den 9 maj 2020
Det handler om frihed og synd.
Det første vil vi rigtig gerne beskæftige os med.
Det andet, knap så meget.
Men i denne uges evangelietekst hænger de sammen.
Jesus sagde da til dem:
»Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg.
Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.«
Da han talte sådan, kom mange til tro på ham.
Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.«
De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?«
Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.« Johs. 8, 28-36
Den 7 maj 2020
I aften skal rigtig mange af os nok spise varme hveder, som det er tradition at gøre det aftenen før Store Bededag.
Store Bededag er en særlig dansk helligdag, som ikke har sin oprindelse i Biblen, men som blev indført af biskoppen over Sjælland i 1686, og ikke af Struense, som mange af os igennem vores skoletid er blevet fortalt.
Hvederne spiser vi som et levn fra dengang, da alt, inklusive bagerne skulle være lukkede Store Bededag, og man derfor skulle have noget brød, der kunne lunes.
Jeg glæder mig altid til at skulle spise hveder og være sammen med min familie.
I år vil jeg dog sende en kærlig tanke til alle de konfirmander, der måske nok er lidt triste i aften, fordi de ikke kan blive konfirmerede i morgen.
Store Bededag er nemlig blevet én af årets største konfirmationsdage.
Sådan bliver det ikke i år.
Men det bliver.
Konfirmationerne bliver holdt.
Bare senere.
Det må vi sige til os selv i år.
Det hele kommer.
Bare senere.
Jesus sagde:
»Bed, så skal der gives jer;
søg, så skal I finde;
bank på, så skal der lukkes op for jer.
For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder;
og den, som banker på, lukkes der op for. Matt. 7, 7-8
Mange kærlige hilsner
Stine, præst
Den 5 maj 2020
Den 5. maj 1945 kl. 8 bimlede alle landets kirkeklokker.
De bimlede for den fred og det fredsbudskab, der havde lydt aftenen før, og som sendte Danmark ud i euforisk glæde.
I morges kl. 8 bimlede kirkeklokkerne igen.
For at fejre den frihed vi aldrig må tage for givet.
For at minde os om, at historien ikke må gentage sig.
For at ære alle dem, der gav deres liv og ikke lod sig kue.
I går aftes satte vi lys i vinduet.
Lys for frihed, fred og kærlighed.
Aldrig har det måske været mere relevant end netop nu.
At ihukomme vores fælles historie og fælles erindring.
Så vi altid husker på, at både tanken og sjælen er fri, og at fællesskabet er det, der gør os stærke.
Rigtig glædelig 5. maj.
Kærligst
Stine, præst
Link til video på Facebook: https://llk.dk/8srjyi
Den 4 maj 2020
Den 3 maj 2020
Dagens prædiken er en to-trinsraket.
Samme prædiken, to formater.
Som podcast og som tekst.
Hvem er jeg?
Hvem er du?
Hvem er vi?
Jesus siger, at han er vejen, sandheden og livet.
Jesus er vejen!
Jesus er sandheden!
Jesus er livet!
For alle mennesker er der en vej at gå.
Livets vej på mange måder.
Den vej vi vælger at gå i livet, og nogle gange den vej vi tvinges til at gå.
Begge er de en del af samme vej – vores vej.
Det er et menneskeligt vilkår at vi ikke kender denne, men må gå den i tro på og tillid til, at det er den rigtige vej at gå, at vi gennem alle omvejene, alle genvejene, alle rundkørslerne, alle bjergene, alle dalene, ender der, hvor vi skal være.
Et sted, hvor vi er trygge, udfordrede og tilfredse.
Vejen er fra starten en ukendt størrelse, et uopdaget landskab. Et ukendt terræn.
Men det er en del af vejen, at vi først lærer den at kende når vi går på den.
At får hver skridt vi tager, bliver vi klar over, hvorfor vi tog det forrige. Og nogle gange overhovedet ikke.
Vejen er uforudsigelig.
Hvis vi tror, at vi kan kontrollere den, kan vi tro om igen. Nogle gange kan vi, nogle gange bliver vi som en marionetdukke styret af en vej, vi ikke regnede med.
Det er bare sådan vejen er.
Min vej – din vej.
For alle mennesker er der en sandhed.
Eller er der?
Jeg kan næsten ikke tage ordene i min mund.
De smager af fanatisme og fundamentalisme.
Jeg er opdraget til, at der ikke er én sandhed.
At alt er pluralistisk.
Derfor stritter det på mig, at der skulle være en sandhed.
For hver enkelt af os, er der masser af sandheder – de ændrer sig hele livet igennem.
I takt med vores liv, vores vandring, vores erfaringer.
Og selvom vi må acceptere, at vi i én eller anden grad går rundt med hver vores sandhed, må vi i lige så høj grad acceptere de andres sandheder.
For hvem er jeg, hvis jeg vil tvinge min sandhed ned over andre mennesker?
Hvor spændende er tilværelsen overhovedet, hvis vi alle sidder inde med samme syn på tingene?
Måske ér der en sandhed for alle mennesker – at der ikke er én sandhed, men et hav at spændende mulige sandheder.
Det kan være sandheden.
Min sandhed – din sandhed.
For alle mennesker er der et liv.
Det er uomtvisteligt.
Vi får givet livet som gave af vores forældre.
Vi bliver født ind i et liv vi i udgangspunktet ikke har bedt om eller i første omgang er herre over.
Lige så langsomt og under vejledning får vi givet ansvaret for vores eget liv.
Sådan bør det i hvert fald være.
Man skal lære at leve.
Ethvert lille barn bør kun gradvist blive overgivet ansvaret for sit eget liv, for livet er en overvældende størrelse.
Vi kan ikke kapere det hele på én gang eller helt alene.
Det skal læres.
Det skal øves.
Det skal absorberes.
Men pludselig står man der med sit eget liv og skal leve det.
Og godt det samme, for, for at tilværelsen skal give mening, må vi tage den i vores egne hænder og leve den.
Omfavne den på godt og ondt og ikke være bange.
Livet er som udgangspunkt godt – det er en velsignelse.
Men vi må også tage ansvaret.
Det ansvar, som vi kun kan tage i fællesskabet.
Når vi har lært livet i fællesskabet.
Det er livet.
Mit liv – dit liv.
Jeg er vejen, sandheden og livet.
Siger Jesus.
Jeg er!
Hvem er jeg?
Er jeg det andre siger om mig?
Er jeg det jeg selv tror jeg er?
Eller er jeg noget inde midt imellem?
Nok alle tre ting.
Men hvordan kan Jesus sige, at han ER vejen, sandheden og livet?
Det er en radikal udtalelse.
Ah ha, sagens natur.
Jesus er radikal. I alt han gør og siger.
Radikal uden fundamentalisme eller fanatisme.
Radikalt kærlig.
Fordi Jesus ER det kærlighedens fællesskab, der peges hen på, på den kristnes bugtede vej, pluralistiske sandhed og brogede liv.
Det er der den lander.
Hos Jesus.
Som rendte rundt her på jorden.
Som gik sin vej i livet og prøvede at omfavne de sandheder han mødte.
Derfor er vi så heldige, at vi ikke skal stige op til Gud, for Gud i Jesus er kravlet ned til os.
Afstanden mellem Gud og mennesket er helt fjernet, for Jesus/Gud er vejen.
Vi kan gå på livets vej uden helt at vide, hvor vi skal hen, men med tro og tillid til, at det nok skal gå alt sammen.
Den 2 maj 2020
Så er ugens evangelietekst klar.
En tekst, der indeholder eet af de mest berømte Jesus-citater: ”Jeg er vejen, sandheden og livet”.
Netop det siger jeg noget om i søndagens prædiken, som kommer både som tekst og podcast.
Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.« Johs. 14, 1-11
Kærligst
Stine, præst
Den 1 maj 2020
Der bliver for tiden sunget på livet løs.
Sammen- hver for sig.
Det er dejligt, og nogle herlige initiativer, der er sat i værk.
Der bliver sunget bredt fra den danske sangskat, lige fra Salmebogen og Højskolesangbogen til De Små synger.
Derfor har jeg også i stedet for den traditionelle salme til denne uge, valgt en sang fra Højskolesangbogen.
Jeg har valgt Nordahl Grieg og Otto Mortensens ”Kringsatt av fiender”.
Den vækker nok mange følelser hos de fleste af os, og minder os om de gange danskerne stået sammen, under besættelsen, ved terrorangrebet i 2015, og nu senest under coronakrisen.
Tematisk passer den også til denne uges prædiken, som også handler om menneskeligt fællesskab, om gensidig tillid.
Teksten får I her:
1. Kringsatt av fiender,
gå inn i din tid!
Under en blodig storm -
vi dig til strid!
Kanske du spør i angst,
udekket, åpen:
hvad skal jeg kjempe med,
hvad er mitt våpen?
2. Her er dit vern mot vold,
her er dit sverd:
troen på livet vårt,
menneskets verd.
For all vår fremtids skyld,
søk det og dyrk det,
dø om du må - men:
øk det og styrk det!
3. Stilt går granatenes
glidende bånd.
Stans deres drift mot død,
stans dem med ånd!
Krig er forakt for liv.
Fred er å skape.
Kast dine krefter inn:
døden skal tape!
4. Elsk og berik med drøm
alt stort, som var,
Gå mot det ukjente,
fravrist det svar.
Ubygde kraftverker,
ukjente stjerner -
skab dem, med skånet livs
dristige hjerner.
5. Edelt er mennesket,
jorden er rik!
Finnes her nød og sult,
skyldes det svik.
Knus det! I livets navn
skal urett falle.
Solskinn og brød og ånd
eies av alle.
6. Da synker våpnene
maktesløst ned.
Skaper vi menneskeverd
skaper vi fred.
Den, som med høire arm
bærer en byrde,
dyr og umistelig,
kan ikke myrde.
7. Dette er løftet vårt
fra bror til bror:
vi vil bli gode mot
menskenes jord.
Vi vil ta vare på
skjønnheten, varmen -
som om vi bar et barn
varsomt på armen!
Kærligst
Stine, præst
https://www.hojskolesangbogen.dk/syng-med/hoer-melodierne/
Den 29 april 2020
Selvom vi nu ser bidder af verdenen som vi kendte den, så er ensomhed stadig et stort problem.
Vi er på mange måder isolerede endnu, og for mange er det nok usikkerheden, der i særligt grad skaber ensomheden.
Vi ved ikke, hvornår vi kan vende tilbage til hverdagen,
Vi ved ikke, om vi overhovedet får en hverdag, som vi kendte den.
Det gør vi nok ikke.
Lige med det samme, i hvert fald.
Og det skaber bekymringer, angst og ensomhed.
En del af præsters opgave er at tage vare på de ensomme.
At yde omsorg for sjælen.
Det gør vi stadig.
Blandt andet på det, der hedder www.sjaelesorg.nu
Her sidder præster, hvis særlige opgave er at yde online sjælesorg, online samtale.
Man kan være ganske anonym og tavshedspligten gælder naturligvis stadig.
Ud over det er vi almindelige sognepræster også til rådighed.
Også selvom det er på andre måder end vi plejer.
De kærligste hilsner
Stine, præst
Den 28 april 2020
Dovenskab kan ramme os alle sammen.
Også hunde, præster og reformatorer.
Især på en tirsdag, hvor vejret er noget gråt i det.
Så her er en lille bøn skrevet af Martin Luther:
Herre,
jeg er en doven hund,
derfor kommer jeg til dig,
så du kan hjælpe mig
og sætte skub i mig.
Mange kærlige hilsner
Stine, præst
Den 26 april 2020
Ord skal I ikke snydes for.
Heller ikke denne søndag.
Idag som podcast.
Find link til podcasten her:
Den 25 april 2020
Ligesom sidste uge, står denne uges evangelietekst i Johannesevangeliet.
Jesus bliver trængt op i en krog af nogle jøder, der gerne vil udfritte, muligvis provokere ham lidt.
De havde måske håbet et raserianfald al la det vi ser, da Jesus rydder templepladsen.
Men Jesus er mere rolig, mere fattet, ikke desto mindre nok også irriteret.
I hvert fald får han givet dem svar på tiltale, og får fortalt dem, hvad han mener om dem.
Læs med her:
Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.« Johs. 10, 22-30
Den 24 april 2020
Kirken er lukket.
Endnu.
Vi ved ikke, hvornår vi får lejlighed til at synge salmer sammen igen.
Forhåbentligt bliver det snart.
Men denne uges salme, skal I ikke snydes for.
Jeg har valgt nr. 484 i salmebogen, ”Du, som vejen er og livet” med J.P.E. Hartmanns melodi.
Hvis jeg havde skullet holde almindelig højmesse, ville jeg have placeret den lige før prædikenen, for at anslå det tema jeg ville fokusere på i prædikenen: ”Fællesskabet gør stærk”.
I denne tid, kan det måske være ekstra godt at tænke på.
https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/484/517
Kh Stine, præst
Den 23 april 2020
Lige ved indgangen til præsteboligen er der en lille mosaik.
Et lille kunstværk, der pryder murværket.
Det ser ud til, at det engang har været et vindue.
Et vindue ud til verden.
Jeg har ikke tænkt så meget på mosaikken før.
Bare noteret mig, at den var der, og at det var underfundigt, at der var muret til bag den.
Men i denne her tid, hvor mange af os har været mere på vores egen matrikel end ellers og måske også i perioder har været mere eftertænksomme, har jeg funderet over det lille billede dér på gavlen, hvor jeg så ofte går forbi.
Det forestiller et kors, der bryder igennem en sol. Symbolikken er tydelig; Kristus som solen, der bryder igennem til livet, trodser døden.
Det er ikke det, jeg har tænkt så meget over, for det er jo lige til højrebenet.
Det jeg har tænkt over er, at dengang det var et vindue, så man ud på verden gennem korset og solen.
Kiggede man ud på verden med et kristent udsyn.
Det kan man jo mene meget om, men at se på verden og på andre mennesker med næstekærlighedens øjne kan vel aldrig være helt skidt.
Kan vel kun gøre både én selv og andre godt.
I skal se med kærlighedens øjne,
alt det skabte skal I passe på.
I skal ikke tro på gyldne løgne,
i mit rige er de store små.
I skal ikke frygte nogen fjende,
kærlighedens liv har ingen ende! DDS 369 v. 5
Kærligst
Stine, præst
Den 21 april 2020
Vi har stadig øjnene på klem, men er ikke desto mindre ved at vågne op igen.
Vågne op fra den døs, der nedsank over store dele af samfundet den 11. marts.
Vi har trykket på snoozeknappen mange gange, men nu er det ved at være tid.
Danmark skal så småt i gang igen.
Forsigtigt og under hensyntagen til, at vi ikke får lyset for skarpt i øjnene.
Men der lukkes så småt op.
Vi får en smag af, at der stadig er en verden derude.
På den anden side af gardinerne.
En verden som vi kendte før coronakrisen.
En verden med mennesker, arbejde, skole, butikker og alt det andet, der hører vores verden til.
Kirken sover stadig.
Den er ikke blevet hevet ud af fjerene endnu.
Men når den vågner, er den klar.
Klar til at rumme mennesker, der kommer med alt det de er.
Klar til at glædes og sørge, mindes og feste.
Og i Kapernaumskirken skal vi i særlig grad feste.
For den smukke gamle dame på Frederikssundsvej har jubilæum.
Den 20. september fejrer vi, at hun fylder 125 år.
Så der er hun – og os i den – vågen.
Hvordan og hvor meget vi skal fejre og feste ved vi ikke.
Men feste, det skal vi.
Vi glæder os.
Den 18 april 2020
I dag får I evangelieteksten til i morgen, 1. søndag efter påske.
Den er fra Johannes-evangeliet og som det så ofte er hos Johannes, så er ordene lidt kringlede og man kan let falde over dem.
Den handler om Jesus´ forhold til Peter.
Peter som fornægtede ham.
Peter som blev den discipel hele kirken blev bygget på.
Men den handler også om den tillid, Jesus ønsker vi mennesker skal møde hinanden med.
Den tillid som skal være hele grundlaget for vores sameksistens.
Læs med her:
Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!«
Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!«
Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får!
Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med.
Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!« Johs. 21, 15-19
Den 17 april 2020
Vi har netop fejret påske.
Vi har netop hørt det gennemgribende radikale budskab, at livet sejrer.
At Jesus trodsede døden.
At Gud, for vores skyld, trodsede døden.
Og det bliver vi aldrig færdige med at snakke om.
Slet ikke her 1. søndag efter påske.
Derfor er ugens salme også nr. 218 i salmebogen: Krist stod op af døde.
For påskens budskab er vedkommende hele året rundt og uanset, hvilken situation vi ellers måtte befinde os i.
https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/218
Den 16 april 2020
Bøn til eftertanken:
Kære Gud,
Du som er et sted derude.
Jeg kan mærke det boble.
Jeg kan mærke det spire.
Som en sitren.
Som en uro.
En uro af indespærrethed, som hænger over mig.
Jeg er spærret inde i mit eget hoved.
Hænger fast i min egen navle.
Jeg vil gerne bryde ud.
Ligesom Houdini.
Bryde ud i sang.
Synge i kor med alle de andre.
Ikke bare på altanerne.
Eller i fjernsynet.
Jeg vil danse.
Som Fred og Ginger.
Eller bare som min Mor.
For fuld kraft.
Med hele kroppen.
Jeg er utålmodig, Gud.
Kan næsten ikke vente mere.
Holde mere afstand.
Min krop skriger på kram og nærheden fra alle de andre.
Men så tænker jeg på alle dem, der kæmper mere end de fleste.
Kæmper for alt det vi har kært.
Og så kan jeg lidt endnu.
Amen.
Den 13 april 2020
Der er lys forude.
Uanset hvor mørkt det ser ud, eller hvor ulykkelig du er.
Så er der lys.
Hvis du tør tro.
Hvis du tør se.
Hvis du tør høre.
Så er der lys.
Glædelig 2. påskedag.
Kærlige hilsner
Stine, præst
Den 12 april 2020
Anemonerne har for længst fundet ud af det.
De holder påske i fuldt flor.
De har ladet livet og foråret sejre.
De lader sig ikke gå på af verdens omstændigheder, og er lykkeligt uvidende om den tilstand af limbo vi befinder os i.
Vi andre kunne også have brug for en stund af lykkelig uvidenhed, en pause fra det hele.
Hvor vi tager os tid til at lade livet sejre, suge foråret ind og nyde påsken.
Bare gå en tur i skoven eller sidde i vores bedste stol med en god bog.
For der er så meget at forholde sig til for tiden. Så mange informationer.
Så mange nyheder, at vi helt glemmer, at der var en verden før, og at der bliver en verden bagefter.
Verden er selvklart ikke den samme, vi er selvklart ikke de samme.
Der har sneget sig en fjende, et fremmedlegeme, ind, som vi ikke havde inviteret med til bords, som vi ikke havde lyst til at vaske fødder på, men som har lusket sig ind imellem os, så vi nu må holde afstand til hinanden.
Afstanden mellem os er heldigvis kun fysisk, desværre minder den os hele tiden om, hvilken situation vi befinder os i, men også om, hvor meget vores relationer betyder for os.
Hvor stor en del af hinandens liv vi holder i hænderne.
De viden er værd at holde påske på.
At vi er en del af hinandens liv, uanset hvor vi er, og hvor stor afstanden mellem os er.
På den bevidsthed blev også den første påske holdt.
Kvinderne forventede eet scenarie, eet ganske andet viste sig for dem.
Eet scenarie, der ikke kun vakte frygt, men også stor glæde.
For døden var åbenbart ikke det sidste, der var at sige.
Jesus havde været isoleret og ingen ved derfor, hvad der i virkeligheden skete mellem gravlæggelsen fredag, og søndag morgen, hvor kvinderne finder graven tom.
Men tom var den.
Det tror vi.
Og det giver os håb.
Håb om, at afstanden ikke er så stor alligevel.
At vi, selv når vi står ansigt til ansigt med døden, kan være nær hinanden.
At døden ikke behøver at være lig med afstand.
For livet sejrede, da kvinderne fandt den tomme grav.
Anemonerne sejrer også hvert år, når de overvinder vinterens kulde og frost.
De holder deres årlige påskefest, og også vi skal holde påskefest, på trods.
På trods af det, der sker i verden.
På trods af alt det, der gør os bange.
På trods af tvivl og stort besvær.
For kærligheden er og blir’.
Og hvad end hele verden sir’.
Så har den være hjerter.
Glædelig påske.
Kærlige hilsner
Stine, præst
Den 7 april 2020
Foråret er lige uden for vores vinduer.
Vi kan se det bag de ruder, der måske ikke er blevet pudsede for nyligt.
Påskeliljerne blomstrer, insekterne er begyndt at summe og alligevel er det som om, at foråret ikke rigtigt er her.
Som om vi stadig afventer, at det skal komme.
Som om vi ikke har tid til at tage os af, at det er forår.
Som om vi har forsømt foråret.
Eller som om det har forsømt os.
Det forsømte forår.
Nogle gange skal man forsømme noget, for at opdage noget andet eller for at genopdage dét man kender så godt.
Intet er som det plejer, men det har givet os en chance for at se på os selv og vores kære på en ny måde.
Og derfor er forsømmelsen måske slet ikke så dårlig.
Som Edward Ellerstrøm blev nødt til at dræbe Lektor Blomme (eller var det nu det, der skete?) for at frigøre sig og komme videre med sit liv, så er også vi nødt til at frigøre os fra alt det, der kan føles tungt og ubarmhjertigt for tiden.
For det ER forår.
Og forår er også en følelse vi tager ind og tillader os selv at føle.
Ligesom håbet.
Håbet, som vi med påskens snarlige komme, bevæger os mod.
Håbet om den genopstandelse, som vi fejrer påsken på.
Og håbet om den genåbning, som vi længselsfuldt venter på.
Begge dele kommer.
Vi ved bare ikke præcist, hvornår eller hvordan.
Men vi ved, at det er påske lige om lidt, at solen i skrivende stund skinner smukt udenfor, og at Hans Scherfigs geniale roman, fylder 80 år i år – tillykke med den.
”Livet ville føles lyst som på en solskinsdag;
selv på mørke dage ville du mærke morgenlyset.
Så kunne du stole på, at der var håb for dig,
se dig trygt omkring og lægge dig til ro.” Job.11, 17-18
Kærlige hilsner
Stine, præst
Den 4 april 2020
Vi bliver i dag deltagere i et drama.
Et drama i 5 akter.
Akter, der skal tage os igennem hele følelsesregistret.
Fra eufori til sorg, forfærdelse og lykke.
Det er palmesøndag og vi indleder derfor påsken.
Historien kender vi.
Historien om Jesus, der red ind i Jerusalem mod sin lidelse og død.
Men i fortællingen til i dag er der hverken æsler eller jublende folkemængde.
Men en kvinde.
En kvinde, der ødsler alt, hvad hun ejer og har på Jesus.
En kvinde, der skammes ud fordi hun på total ublufærdig vis viser sin kærlighed.
Med hende sætter vi dramaet i gang.
Med en kvinde starter det hele:
Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved.
Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: »Hvorfor ødsle sådan med olien?
Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.« Og de overfusede hende.
Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid.
Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen.
Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende. Mark. 14, 3-9 os jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid.
Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen.
Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende. Mark. 14, 3-9
Den 3 april 2020
Ugens salme er måske én af de mest kendte og elskede.
Nr. 192 i Den danske Salmebog: Hil dig, frelser og forsoner.
Den kan bruges hele året rundt, da den har en intensitet over sin måde at formidle det kristne budskab, og Jesu betydning på, men den knytter sig i særlig grad til fastetiden, som vi er på vej ud af og påsketiden, som vi er på vej ind i.
På søndag er det nemlig Palmesøndag og dermed startskuddet til påskeugen.
En anderledes påske for os alle sammen, men ikke desto mindre.
Og selvfølgelig skal vi fejre påske med hinanden, på den måde vi nu kan.
Vi starter på søndag.
Og du kan være med.
https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/192
Den 2 april 2020
En bøn til eftertanken:
Far i himlen.
Alting er så anderledes.
Alting er på en måde nyt.
Og alligevel er alt det samme.
Foråret er her og giver os det længe ventede håb om sommer og varme.
Solen, som har været gemt væk så længe, viser sig og åbenbarer den klar-blå himmel.
Hvorfor kan jeg så ikke, trods alt, være glad?
Det her er jo kun en parentes, et lille bitte komma, i det store hele.
Jeg føler mig alene, Gud.
Alene i min lejlighed.
Alene med mine tanker.
Alene når jeg står to meter væk fra de andre.
Jeg vil gerne stå sammen.
Men jeg vil også gerne kunne hænge sammen.
Så jeg hænger i.
Det gør jeg virkelig.
For jeg vil gerne være én af dem, der har samfundssind.
Men mit sind er også bare fyldt.
Fyldt til randen.
Men jeg hænger i.
Det lover jeg.
Og suger til mig af solen gennem mit vindue.
Amen.
Den 31 marts 2020
3 uger er nu næsten gået.
3 uger i den her underlige tilstand.
3 uger med uvished, bekymringer, afsavn.
Stress, nervøsitet.
Men også 3 uger med forårssol, tid til eftertanke, et andet tempo.
Alting går på en måde langsommere, alting er sat på pause.
For mange af os, i hvert fald.
For en hel masse mennesker løber stærkere end nogensinde.
For din og for min og for vores skyld.
Her er tingene ikke sat på pause, her handler det mere end nogensinde om liv og død.
Påsken er over os fra på søndag.
En påske, der ikke bliver som den plejer.
Vi kan ikke komme i kirke.
Vi kan ikke mødes med familie og venner.
Men påskens budskab er stadig det samme.
Døden fik ikke det sidste ord, livet ER det stærkeste vi har.
Derfor skal vi også sørge for, at livet vinder.
Sørge for at så mange som muligt får glæde af påskeliljerne, når de – igen – spirer næste år.
”Kom til mig, alle I,
som slider jer trætte og bærer tunge byrder,
og jeg vil give jer hvile.
Tag mit år på jer, og lær af mig,
for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet,
så skal I finde hvile for jeres sjæle.” Matt. 11, 28-29
Kærlige hilsner
Stine, præst
Den 29 marts 2020
Meget bliver udsat for tiden.
Konfirmandernes konfirmation.
Fødselarens fødselsdag.
Brudeparrets bryllup.
Fodboldspillernes fodboldkonkurrence.
Præstens barns dåb.
Vi skyder alting.
Til senere.
Til en anden dag.
Måske til hjørne.
For det må vente.
Meget kan udsættes.
Meget kan vente.
For det skal det.
Det er et vilkår lige for tiden.
For os alle sammen.
Og selvom det kan gøre ondt.
Selvom det ikke er let.
Så lader vi det vente.
For der er noget, der for tiden er vigtigere.
Dog er der ting, der ikke kan vente.
Som ikke lader sig udsætte.
Som kommer, når de kommer.
Efter deres egen vilje.
Efter årstidernes kommen og gåen.
Efter livets gang.
Nullermændene i hjørnet.
Som måske for tiden får lov til at ligge lidt kortere end de plejede – eller længere.
Påskeliljerne.
Som blomstrer og folder sig ud, på trods af, at påsken også er lukket ned.
Døden.
Som er uhyggelig præsent for os alle lige nu, og som vi må og skal forholde os til.
Jordens rotation om solen, den spæde forårssols livgivende stråler i vindueskarmen, og en mængde andre ting, som vi ikke er herrer over.
Som sker, og som sker hver dag, pandemi desuagtet.
Sådan er livet fint og forunderligt.
Det tager på sin egen barske – og smukke - måde ikke hensyn til kriser og karantæne.
Men sker bare.
Rundt om os.
Børnene bliver også ved med at blive født.
Midt i en virustid.
Kvinder bliver også stadig gravide.
Livet fortsætter.
Det er værd at holde fast i, når vi står midt i orkanens øje og ikke ved, hvornår eller hvordan vi kommer ud på den anden side.
Derfor går en masse kvinder også rundt nu og er gravide.
Nogen ved det, andre har stadig ikke opdaget det.
En masse højgravide går også rundt – på behørig afstand af andre - og ved, at de skal føde.
De ved bare ikke, hvornår.
De ved ikke under, hvilke omstændigheder.
Sådan har det på mange måder altid været, ser vi bort fra de skærpede corona-omstændigheder, som naturligvis ikke gør det lettere at være gravid og skulle føde.
Men livets mirakel er altid dukket op, når det selv ville.
Når den lille spire i maven, havde groet sig stor og stærk.
Et mirakel er det.
At det, der starter som stort set ingenting og usynligt for det blotte øje, ender med et barn.
Det er også overvældende og angstprovokerende og alt muligt andet.
For det kræver, at man tager et umådeligt stort ansvar på sig.
Et ansvar for et andet menneske, som er helt og holdent afhængig af én.
Sådan har det gennem hele menneskehedens historie været og jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at det nogensinde bliver anderledes.
Et barn fødes uden evne til at tage vare på sig selv og det er forældrenes opgave at passe på det.
Derfor kan det også været overvældende at finde ud af, at man er gravid.
Uanset om det er planlagt eller ej.
Om man har prøvet at blive gravid længe eller det er sket som et lyn fra en klar himmel.
Så sætter det en strøm af tanker i gang.
Vækker nogle dybe bekymringer i os.
Når de to streger viser sig.
Den unge pige Maria, havde ikke planlagt at blive gravid.
Hun havde nok nærmest ikke engang tænkt på det.
Men pludselig får hun at vide, at det er hun.
Hun er gravid.
Og hun skal føde et barn, der er meget mere end et almindeligt barn.
Det har naturligvis sat et mylder af tanker i gang hos hende.
For hvordan skulle hun forholde sig til det?
Mange havde nok reageret med panik.
Mange havde nok reageret med at ville stikke af fra det hele.
Men ikke Maria.
Hun tager sin skæbne på sig.
Hun accepterer, at det er sådan det må være.
Og at hendes lod i livet må blive at være Mor til Guds Søn.
Hun tager ansvaret på sig.
Vores opgave lige nu er også at tage ansvaret for hinanden på os.
Derfor er kirkerne som store dele af resten af Danmark lukkede.
Det giver mening, fordi kirken skal passe på de svageste.
Derfor må vi vente med at være sammen.
Meget må vente for tiden.
Sådan er det.
Og vores opgave er at væbne os med tålmodighed.
Men børnene venter ikke.
De bliver stadig født.
Amen.
Ære være Faderen, Sønnen og Helligånden,
som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.
Den 26 marts 2020
I går den 25. marts var det Mariæ Bebudelsesdag.
Og på søndag er det Mariæ Bebudelsesdag i kirken.
Den dag i kirkeåret, hvor vi hører om dengang Maria fik besked om, at hun var gravid og skulle føde en helt særlig søn.
Hun fik at vide, at hun ikke skulle frygte, at hun ikke skulle være bange, men det må alligevel have været overvældende for den helt unge Maria.
Hun accepterer, at det er sådan, og hun tager sin skæbne på sig.
Men der må have været meget på spil for hende.
Masser af bekymringer og tanker. Tanker om udstødelse, bekymringer for barnet.
Vi vil alle sammen bare gerne høre til og være en del af noget; samfundet, et alternativt samfund, vores familie,
vores vennegruppe, noget.
I dag, såvel som dengang.
Det vil Maria også.
Hun vil høre til og derfor tager hun det på sig og til sig som hun får at vide.
Det, der bliver bebudet hende 9 måneder før jul.
”Da sagde englen til hende:
Frygt ikke, Maria! For du
har fundet nåde for Gud.” Luk. 1, 30
Kærlige hilsner
Stine, præst
Den 25 marts 2020
Ensomhed rammer nok os alle fra tid til anden.
Som en lille usynlig mide kommer den kravlende ind under huden og besætter os.
Ofte er den i følgeskab med sin onde fætter tomhed. De to går hånd i hånd.
Det kan være svært at vide, hvad man skal gøre, når ensomhed og tomhed melder sig, og det værste man kan få,
er næsten gode råd: Du skal ”bare” gøre dit eller dat…
For man orker jo hverken dit eller dat eller noget i det hele taget.
Nogle gange kan man måske føle sig så ussel, at ensomhed er det eneste, man kan forholde sig til. Det eneste, der giver mening.
For mange af os, er ensomhed en tilstand, der dukker op, besøger os, men som forsvinder igen.
Og som man med alderen lærer at håndtere og forholde sig til.
Men for andre er ensomhed og tomhed noget helt andet.
Nogle ganske få har positivt valgt den og ønsker det ikke anderledes.
Men for andre er ensomhed den knude i maven, der forhindrer dem i at stå op om morgenen, forhindrer dem i at leve.
Det er så let at sige, at vi bare skal række ud hinanden og være der for vores medmenneske.
For det er altså sværere end som så, og selvfølgelig specielt i øjeblikket.
Hvordan skal man tage det første skridt?
Vil den, der er ensom overhovedet have hjælp?
Hvordan ved man, om nogen er ensom?
Jeg er ikke orakel. Jeg er bare præst. Og jeg har ingen opskrift på, hvordan man skal gøre.
Men jeg ved, at det aldrig er forkert at tænke på andre mennesker.
Tage telefonen og ringe.
Skrive en sms.
Smile venligt over gaden.
Gøre eet eller andet, der viser, at du er der.
Også selvom vedkommende måske ikke havde brug for dig.
”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer,
siger Herren,
planer om lykke, ikke ulykke,
om at give jer en fremtid og et håb.” Jer. 29, 11
Kærlige hilsner
Stine
Foto af Mia Juul Otzen
Den 22 marts 2020
Miniprædiken til midfaste søndag:
For snart 80 år siden blev Danmark en del af den verdenskrig, der skulle hærge i Europa
og splitte befolkninger og lande ad i 5-6 år.
Den 9. april blev Danmark nemlig besat og intet blev som det plejede at være.
I disse dage, i disse tider, er det hele også lidt på den anden ende.
Der ER ikke noget, der er som det plejer at være.
De fleste af os har aldrig prøvet nogle lignende.
Nogle få kan kun sammenligne med begivenhederne for 80 år siden.
Dengang var der også behov for at stå sammen.
Man samledes mere end nogen sinde før.
Kreativiteten blomstrede.
Nye initiativer opstod.
Blandt alsangen.
Hvor høj og lav mødtes for at synge danske sange.
For tiden skal vi også stå sammen.
Men ved at være alene.
Det er det eneste rigtige at gøre.
Men mennesket er et socialt væsen.
Vi har brug for andre.
Også når vi ikke må være sammen.
Og derfor blomstrer kreativiteten også.
Nye omgangsformer opstår.
Og selvom man kan sige meget dårligt om digitaliseringen og alle de sociale medieplatforme, så kommer de allerhøjeste grad til deres ret lige nu.
Vi kan hver morgen synge morgensang sammen-alene med Philip Faber på DR1.
Vi kan drikke morgenkaffe sammem-alene med influencerne på instagram.
Vi kan mødes sammen-alene til fyraftensøl med vennerne på Skype.
Og vi kan komme til gudstjenester på Facebook.
Sammen-alene
Fantasien kender ingen grænser lige nu.
Det er betagende.
Og viser, at vi vitterligt har brug for hinanden.
Vi har brug for at være sammen.
I evangelieteksten til den her søndag, midfaste søndag, taler Jesus og disciplene om brød.
Det brød, der er brug for til livets almindelige opretholdelse.
Disciplene vil mættes.
Men Jesus lader dem forstå, at mæthed er ikke kun en fysisk ting.
Brød er ikke kun en fysisk ting.
Brød er også noget åndeligt.
For selvfølgelig har vi brug for føde.
Men ikke kun den egentlige, så sandelig også den åndelige.
Og måske især i den her tid, hvor vi går og bliver nervøse for, om der bliver ved med at være nok af den egentlig føde til os alle, kan vi have brug for lidt mere af den åndelige føde.
For den åndelige føde kan give os håbet om, og troen på, at det bliver godt igen.
Derfor skal vi blive ved med at være kreative i bestræbelserne på at mødes.
Vi skal synge sammen på altanerne, vi skal mødes online og vi skal vise hinanden, at vi er der.
I salmen ”Spænd over os dit himmelsejl” (DDS 29) synger vi om fællesskabets Herre, der satte fredens bue som et skjold mod mørke, død og krigens vold.
Gud satte nemlig regnbuen på himlen som et symbol på den aftale han havde lavet med Noah, som et symbol på den fred han ville holde med menneskene.
Og som Gud gjorde det, så sætter børn her i byen også lige nu regnbuen i deres vinduer med teksten ”Det bliver godt igen”.
For at række ud mod hinanden og for at vise, at selvom vi er for os selv, så er vi ikke alene.
Som mennesker og befolkninger rakte ud mod hinanden for 80 år siden, så rækker vi også ud nu.
Og står sammen.
Alene.
Sammen-alene.
Amen.
Kh
Stine
Den 17 marts 2020
For 100 år siden stod verden i en lignende situation som den vi står i i dag.
En pandemi hærgede og folk blev nødt til at tage deres forholdsregler i forsøget på at undgå smitte.
Sygdommen skelnede ikke mellem høj og lav, og klassesamfundets skel blev udlignet, mens sygdommen bredte sig med en hast man ikke havde set siden pesten.
Den forsvandt lige så hurtigt den var dukket op, men i dag ved vi, at den var en forfader til den pandemi vi står midt i lige nu.
Som den spanske syge forsvandt, forsvinder også det her udbrud af den her sygdom.
Pandemien går over.
Verden bliver en version af sig selv igen.
Men det er vores opgave indtil da at bevare håbet.
Håbet om, at vi får mindsket pandemiens skader.
Håbet om, at vores bidrag, hvor lille det end må føles, gør en forskel
Troen på, at bliver godt igen.
Så vi også husker på, at før alt dette skete, var krokussen sprunget ud på Assistens kirkegård.
”Tro er fast tillid til det, der håbes på,
overbevisning om det, der ikke ses.” Hebr. 11, 1
Kærlige hilsner
Stine, præst
Den 16 marts 2020
Den nuværende situation er på alle måder speciel.
Vores kirke, som ellers altid i nødens stund er et samlingspunkt, er lukket ned.
Må være samlingspunkt ved ikke at være fysisk til stede.
Men kirken er her stadig, bare på en anden måde, og vi står stadig til rådighed.
Kirkekontoret:
Åbningstider:
tirsdag, onsdag, fredag kl. 9-13
torsdag kl. 14-18.
Telefon: 38 10 65 76
Mail: kapernaums.sogn@km.dk
Præst:
Skriv gerne en mail på srd@km.dk, så kan der aftales derfra
Den 15 marts 2020
Den 3. oktober 1943 er en helt særlig dato i Folkekirkens historie.
Her blev et hyrdebrev læst op fra landets prædikestole som en protest mod tyskernes jødeaktioner i landet i dagene op til.
Folkekirken stod med få undtagelser sammen. Viste sig som en folkets kirke.
Den 12.marts 2020 kommer også til at gå over i historien som en særlig dato i Folkekirkens historie.
Her viste vores biskopper, ikke civil ULYDIGHED, men tværtimod civil lydighed.
De stod sammen og udstedte retningslinjer for hele kirken.
Ligesom hyrdebrevet af oktober 1943 blev et fredens våben i kampen for at tale mindretallets sag og ret, så er den nuværende nedlukning af Folkekirken også et udslag af at ville beskytte de svage.
For det er dét vi skal.
Passe på de svageste, passe på hinanden, ved at holde os for os selv.
” Vær modige og stærke! Vær ikke bange,
og nær ikke rædsel for dem, for Herren
din Gud går selv med dig, han lader dig
ikke i stikken og svigter dig ikke.” 5. Mosebog 31, 6
Kærlige hilsner
Stine, præst
Den 13 marts 2020
Kommunikation er en ligeså vanskelig som det er en vigtig størrelse.
Måske særligt i den her tid.
Men vi bombarderes også med den, og skal selv sørge for at forholde os kritiske og sortere i alle de informationer vi får.
Så selvom det er vidunderligt at få så meget viden som muligt, så bliver den ubegrænsede adgang til, og forholden sig til, de mange daglige informationer også hurtigt misforståelsernes holdeplads.
Der kan blive en afgrundsdyb forskel på intentionen bag en handling eller nogle ord, og på hvordan selvsamme bliver modtaget.
På den måde døjer vi kollektivt med dårlig hørelse og er svagtseende.
På søndag er gudstjenesterne landet over, aflyst.
Det fik biskopperne meget præcist kommunikeret i torsdags.
Dét er, ud over at være umisforståeligt, næstekærlighed.
For, ved så vidt muligt at holde os for os selv, udviser vi samfundssind og passer på vores nabo, udviser næstekærlighed.
Det er netop, hvad vi skal lige nu, udvise samfundssind. Og holde frygten fra døren.
For frygten driver os til at handle egoistisk.
Til at handle (i Netto?) ud fra vores egen navle, i stedet for at tænke på, at næsten altså også har brug for toiletpapir.
”Frygt ikke, tro kun” Lukas 8, 50
Kærlige hilsner
Stine, præst
Den 12 marts 2020
Kirken har et ansvar i samfundet og skal tage vare på mennesker. Derfor følger vi i Kapernaumskirken myndighedernes anbefalinger og aflyser alle gudstjenester og arrangementer frem til 13 april. Kirkelige handlinger som ikke kan aflyses eller udskydes, afholdes under særlige forhold.
Har du brug for at tale med en præst, kan Stine kontaktes på mail eller telefon.