Stines ord til dagen og vejen

Den 21 februar 2021:
Prædiken til 1. søndag i fasten

https://llk.dk/iyr8oy

Den 14 februar 2021:
Prædiken til fastelavnssøndag

https://llk.dk/96q9fy

Den 31 januar 2021:
Prædiken til søndag septuagesima:

https://llk.dk/fs3tzc.

Den 17 januar 2021:
Prædiken til 2. søndag efter Hellig Tre Konger:

https://llk.dk/vzdvki.

Den 27 december:

Prædiken til julesøndag:

Vi kan undre os over meget.
Vejret.
Programfladen i dansk flow-tv.
Donald Trumps ansigtskulør.
Og i øvrigt, hvad han mon skal give sig til, når han om føje dage ikke sidder i Det Hvide Hus længere.
På den mere alvorlige skala, kan vi undre os såre over året der er ved at være gået.
Hvordan det på én gang kunne gå så flyvende hurtigt og samtidig så uendeligt langsomt.
Alt det kan optage vældig hjernekapacitet, og vi kan tage os selv i at stirre tænksomt og tomt ud af vores vinduer, mens tankerne myldrer rundt.
Nu skal man jo høre meget før ørerne falder af, og se meget, før end øjnene bliver blinde og sikkert også tænke meget før hjernen går i stå.
Så jeg tænker ikke, at der er problemer i retningen af at undre sig for meget, sådan fysiologisk i hvert fald.
For det kan i længden blive lidt anstrengende at undre sig meget, og det kan også være aldeles anstrengende at være sammen med én, der undrer sig meget, og som udtaler denne undren højlydt.
Børn undrer sig generelt meget.
Det er helt forståeligt.
Verden er jo ny for dem, og de skal opleve meget for første gang.
Derfor er det jo heller ikke så mystisk at mange børns første sætning er: Hva’ deet?
For de ved jo vitterligt ikke, hvad ting er eller hedder, og det må vi mere eller mindre tålmodige voksne så informere dem om.
Gang på gang, igen og igen.
Men voksne undrer sig også.
Nogle voksne nok mere end andre.
Jeg tror det er en god evne, og en måde at blive klogere på, få en mere udvidet horisont på.
Der har været nok at undre sig over på det sidste.
Først og fremmest om det overhovedet ville blive jul.
Det blev det.
Dernæst om kirken skulle og burde holde åbent til jul.
Det skulle den og gjorde den.
Men til sidst også, hvor alle de spørgsmål, der optog os præ marts 2020 er blevet af.
Spørgsmålet om klimaforandringer, de verserende internationale konflikter, den generelle skævvridning i samfundet og flygtningesituationen rundt omkring i verden.
Det holdt vi på mange måder og af gode grunde op med at undre os over som månederne gik i 2020.
Men det kan vi jo så med rette genoptage i 2021.
Den undren.
Det er i hvert fald mit håb, og spæde forventning.

Og apropos spæd, så kan spædbørn også være kilde til megen undren.
Bare det, at livet kan opstå som det gør.
Fra bittesmå celler du ikke kan se med det blotte øje til et fuldt levedygtig og fødeklart barn.
Det kan nok sætte grå hår i hovedet af undren, selv hos biologer, fordi det er så forunderligt og mageløst.
Der er så meget, der kan gå galt i processen, og alligevel går det så ofte godt.
Når spædbarnet er født er det også genstand for stor undren og beundring.
Forældrene undrer sig over deres nye liv og beundrer det lille barn.
Bedsteforældrene beundrer bare, men de har jo heller ikke samme ansvar, og kan nøjes med bare at elske.

I beundringens og forundringens sfære har Lukas taget os med i dag.
Det handler om spædbarnet Jesus, men lige så meget om hans undrende forældre, Josef og Maria, og om to ældre mennesker, der bare beundrer højlydt.
De to ældre mennesker, Anna og Simeon, ser et helt særligt lys i Jesus.
De ved instinktivt, at dette barn er skabt til noget helt andet og meget større end andre børn.
De foregriber så at sige, hvad der skal ske og giver os, tilhøreren, en lille snas af, hvad Jesus i virkeligheden er skabt til.
Vi vidste nok, at han var Guds Søn, vi vidste nok, at både hyrder, engle og visemænd faldt på halen over ham, da han blev født i Betlehem, men nu også i templet, hvor hans forældre har taget ham med efter skik og brug i jødedommen, er præsten og profetinden næsegrus af beundring.
Hans forældre har ikke helt endnu gennemskuet, at det er sådan fat med Jesus, at han skal medvirke til Jerusalems forløsning, og derfor undrer de sig.
De kan ikke se det, som Anna og Simeon ser.
De har ikke visdommen eller indsigten.
Det er de for unge til.

Interessant.
Det er de unge, der ikke har indsigten.
Der ikke kan se.
Det kan forekomme mærkværdigt når vi generelt priser ungdommens talenter og indsigter og hylder alt, der går stærkt, og som lærer hurtigt.
Men sådan er det ikke hos Lukas.
Her er det alderdommen, det langsommelige, dem, der kan se med al deres erfaring i bagagen, der fremdrages og fremhæves.
Jeg tror ikke forfatteren Lukas var så forudseende, at han vidste, at i 2020 ville vi have et andet syn på alderdom end det fremherskende på hans tid, men derfor kan vi sagtens udlede en lære af det.

For alderdom eller pænere sagt, det at blive ældre er værd at hylde.
Værd at fremhæve.
Ikke så meget på grund af antal af fødselsdage, de er jo blot et udtryk for, hvor mange gange solen har taget en tur om jorden.
Men mere fordi med alder følger erfaring og med erfaring følger indsigt og med indsigt følger visdom.
Hvis.
Og der er et hvis.
Hvis vi tør undre os.
Ikke nødvendigvis lige så meget som det lille barn.
Men stadig hele tiden, og over alt muligt.
For det gør os klogere.
Og det er der ingen, der tager skade af at blive.

Amen.

Den 24 december

Prædiken til juleaften:

Og det skete i de dage.
Det skete i DE dage.
Ordene har en særlig klang i vores ører.
Vi kender dem.
Holder af dem.
Har hørt dem tit.
Eller i hvert fald til jul.
Men i år har de en særlig klang.
Betyder de måske noget andet og mere end de plejer at gøre.

2020 har skrevet sig ind i historiebøgerne.
Årtiets første år har givet os alle sammen grund til at huske lige netop dét.
For det skete i de dage, at verden blev ramt af en pandemi.
Og Danmark lukkede ned.
Vi så det ske.
Lige for øjnene af os.
Mette Frederiksen stod der på talerstolen og fortalte os alle sammen, at vi skulle blive hjemme.
Kun sådan kunne vi passe på hinanden.
Hvor ville jeg nødigt være i hendes sko.
Hvilket ansvar.
Hvilken byrde at bære.
Godt nok valgte hun selv at stille op til statsministerposten, men ingen havde jo kunnet forudse, at hun ville stå i sådan en voldsom og alvorlig situation.
Alvorlige situationer følger med jobbet, javist, men pandemier er det nok de færreste statsministre, der kommer til at skulle tackle.

Hvorom alting er, det skete i de dage, og nu ER det jul.
Julen kan ikke undgås at være i coronaens tegn.
Hvor gerne vi end ville undgå lige netop det ord.
Hvor meget vi end prøver at gøre en Lord Voldemort ud af den og ikke udtaler dens navn, så er den jo ikke mindre virkelig.
For tiden, i alarmerende grad virkelig.
Men det er altså jul alligevel, og vi skal alle sammen finde juleglæden inde i os selv.
På trods.
Men sådan er det faktisk altid med julen.
Juleglæde rimer på julesorg, og de to tager hinanden i hånden og danser en lystig dans rundt om træet.
For vi holder altid jul i skyggen af det der sker.
Ikke blot pandemier, men alt det der sker og er sket i alle vores liv.
Ikke bare i år, men hvert eneste af vores år.
Den barnlige, ubekymrede juleglæde kan vi hige efter, men den tilhører netop det ubekymrede barn, som kan imødese julen med uskyld og uforfalsket glæde.
Vi, der har levet lidt længere, og for nogens vedkommende rigtig længe, ved, at julen er meget andet end hygge og Disneys juleshow.
Den er en stridsplads, og dér hvor alt det uforløste og alt det gedulgte kommer op til overfladen, og får afløb.
Dér, hvor de følelser vi ikke har turdet vedkende os, pludselig ikke kan skjules mere, fordi der er et både ud- og uudtalt krav om hygge.
Men sagen er, at alt dette til trods, så kan julen stadig godt være magisk.
Det tryllestøv, der drysser ned over barnets jul, kan sagtens drysse ned over os andre, og vores jul også.
Hvis vi møder hinanden med mildhed, uden frygt, uden fordømmelse for hinandens valg, så kan magien måske snige sig ind i lommerne af fred og forsoning.

Men julen bliver anderledes i år.
Uden tvivl.
Vi kommer ikke uden om dét.
Den bliver en slags karantæne-jul.
En jul, hvor vi kan føle os lige så husvilde og fremmede, som Josef og Maria gjorde det den allerførste jul.
Deres jul blev også en jul på afstand.
På afstand af alt de kendte, af alle de kendte, og med en vished om, at deres liv aldrig ville blive det samme igen.
Sådan er det for alle når de venter, nok især deres første barn.
Men for det helt unge par, Josef og Maria, var forventningen helt anderledes.
De ventede sig Guds Søn.
Men de vidste ikke, hvad de kunne vente sig af dette, af ham.
Selvfølgelig ikke, hvor skulle de kunne det fra.
Ingen af os ved, hvad vi går ind til når vi bliver forældre.
Heller ikke selvom vi har prøvet det før.
For hvert barn er sit eget.
Jesus var også sin egen.
Ligesom den første jul blev helt sin egen, uden alt det vi i dag forbinder med jul, af åbenlyse grunde, men med alt det som julen i virkeligheden handler om.
Kærlighed, nærhed, omsorg for dem, der har brug for det.
Den ydmyghed over for den første jul bør vi holde os for øje hvert år.
Den ydmyghed over for, hvad julens budskab er, bør vi anskue klart.
For det handler ikke om, at vi skal holde op med at være os selv med alle vores fejl og mangler, alle vores følelser og fornemmelser, alt hvad vi er, blot fordi vi skal hygge os på kommando, eller fordi vi vil presse en bestemt stemning ned over matriklen.
Nej, det handler netop om, at vi skal være os selv og være i det, sammen med alle de andre.

I år, knap så mange, men sammen med dem som vi forhåbentlig selv har valgt at fejre jul med.
Og at være sig selv, at være menneske og at være kristent menneske er lidt groft sagt at være i konflikt med omverdenen.
Det er ikke noget jeg har fundet på, men noget jeg har tyvstjålet fra Søren Ulrik Thomsen, men jeg synes det er meget rigtigt.
For vi er ikke som Jesus, og det skal vi heller ikke være.
Vi skal være mennesker.
Mennesker, der fejler gang på gang.
Mennesker, der ikke orker at fejre jul, men som gør det alligevel.
Mennesker, der forventer en hel masse af andre og ikke selv formår at leve op til forventningerne.
Sådan er vi.
Derfor kan julen jo godt blive tilforladelig.
Måske tilmed hyggelig.
Hvis vi kan acceptere, at tingene er som de er.
At vi ind imellem har lyst til at skride fra det hele og holde en absolut karantæne-jul.
At julen på film er film og ikke virkelighed.
Og at det hele faktisk på sin egen måde, er rigtig fint, så skal det nok blive jul.

For julen skal som sagt fejres på trods.
På trods af corona.
På trods af sorg.
På trods af fortvivlelse.
På trods af, at vi ikke kan bytte vores julegaver lige med det første.
For jul handler om at byde frygten trods, om ikke andet så lige den ene aften om året.
Der er meget at frygte, men jul bliver det jo, uanset hvad, og så kan vi jo lige så godt prøve, bare en lille bitte smule, at nyde den.
Nyde tanken om, at det lille barn i Betlehem blev født for vores skyld.
Som et lys i mørket.
I år har vi mere end nogensinde før, brug for det lys.

Rigtig glædelig jul.
Amen.

Den 29 november

Prædiken til 1. søndag i advent:

Jeg har aldrig været i krig, heldigvis.

Krig er ikke noget for nogen, og slet ikke noget for mennesker og dyr.

Men jeg har både hørt og læst krigsberetninger.

Beretninger om uhyrligheder.

Beretninger om umenneskelige tab.

Skæbner, som man ikke kunne forestille sig i sin vildeste fantasi.

Det er desværre sandt, at virkeligheden overgår fantasien.

Det forfærdelige ved krigen og dens væsen kan vi let blive enige om, afskyen over det nok også.

Men noget jeg har studset over, som også er fællesnævner for krigsberetningerne, er den stilhed, der kan opstå.

En nærmest larmende stilhed.

Når massakrerne er overståede.

Når de sårede er hentede.

Så bliver der stille.

Måske ubehageligt stille.

Jeg hørte i hvert fald Jan Grarup på et tidspunkt fortælle, at da han kom ind i Rwanda ovenpå hutuernes nedslagtning af tutsierne, var der en stilhed, som gik ham gennem marv og ben, og som efterfølgende har gjort ham decideret angst for stilhed.

Han kan ikke tåle den.

Der skal konstant være lidt forstyrrende larm.

Larm, der minder ham om, at han er i live.

Og om, at der er liv omkring ham.

Tænk engang, at man kan blive så angst for fraværet af lyd.

Personligt nyder jeg ellers fraværet af lyd.

Om end det ikke forekommer ret ofte, for der er lyd overalt.

På gaden, i butikkerne, på cafeerne, inde i vores eget hoved måske.

Der foregår der en konstant summen.

Så meget, at stilheden kan være noget vi kunne ønske os.

Noget at stræbe efter.

For nogen kan der også være for meget stilhed.

Den stilhed, der minder om et ændret liv, en ensomhed, et identitetstab.

Den stilhed er også kvælende og drænende.

Så skillelinjen mellem for meget og for lidt stilhed, er hårfin.

Vi kan finde støj overalt, men det ændrer jo ikke noget, hvis der er stille de steder, hvor vi allermest kunne ønske os støj.

Personligt nyder jeg støj.

Og er også i meget støj.

Måske også derfor, at jeg også nyder fraværet af støjen.

Stilheden giver mig nemlig anledning til at dykke ind i mig selv, og tænke mine tanker på en større måde.

Lige så vel som larm og tilstedeværelsen af andre mennesker og verdens larm kan være inspirerende, så kan stilheden også åbne en kanal til kreativitet.

Måske fordi vi tvinges til at fokusere.

I nogle kirker er det sådan, at man er stille sammen efter kirkebønnen.

Den bøn, der kommer i umiddelbar forlængelse af prædiken.

Det er man så menigheden får en mulighed for at bede for sig selv, sende kærlige tanker til nogen de savner, i bedste fald give prædiken en tanke med på vejen, i værste fald tænke, at det da var det argeste vrøvl.

Mange er glade for den lille stille stund, nogen føler det som et direkte ubehag.

Måske fordi de ikke kan bevæge sig væk fra det, fjerne sig fra det, men tvinges til at være i det.

Være i tid og stilhed og rum.

Men det er netop kirkens styrke og kraft, synes jeg.

At vi her kan være sammen i stilhed og støj, med sorg og med glæde, behag og ubehag.

Kirken står på den måde, som et direkte modsvar til det øvrige liv, hvor vi altid kan bevæge os væk og vælge noget andet.

Du kan jo sagtens bevæge dig ud af kirken, vi låser trods alt ikke nogen inde, men vil du bevæges af kirken, må du blive herinde.

Og bevægelsen indebærer, at kirken insisterer på at være anderledes.

Helt ned i sin grundvold.

Ikke fordi kirken er gammel - også på grund af det - men fordi kirken skal være sin egen, fordi Jesus var sin egen.

At Jesus er helt sin egen bliver vi igen mindede om, når det i dag er 1. søndag i advent.

Vi hører om indtoget i Jerusalem, hvor Jesus bliver hyldet som en konge, selvom han langt fra ligner stereotypen af sådan én.

Jesus var anderledes.

Han blev født helt anderledes og brugte sit, ret korte liv på at gå imod strømmen.

Provokere samfundets spidser, spise sammen med alle udskuddene, tale alle de svages og minoriteternes sag, gå sine helt egne veje.

Han var en provokateur.

En, der ikke var bange af sig.

Han var, anderledes.

Derfor kommer han også til os på en anderledes måde.

For det kan ikke være anderledes.

Han kommer ikke til os med bål og brand, men sagtmodigt og ydmygt.

Fordi han ikke kun er en provo, men også en stille og fredelig herre.

Han er både støj og stilhed.

Og i dag er han en mærkværdig kombi.

Han kommer stille og roligt ind i Jerusalem, ridende på et æsel, men folkeskarerne skaber støjen, så der pludseligt er et kæmpe virak omkring ham.

Fordi de tror på, at han er den konge, der skal genoprette deres liv.

Det var han, men ikke på den måde de forestillede sig.

Han var igen helt anderledes.

Derfor skal vi som kirke også være det helt anderledes.

Ikke som et alternativ, men som et supplement i livet.

Det sted, hvor kalenderen starter på et andet tidspunkt end i resten af samfundet.

Det sted, hvor det gamle er moderne, og det nye skal ses an.

Det sted, hvor alle, og jeg gentager alle, er velkomne, lige meget hvem de er.

Det sted er, og skal kirken være, fordi ham vi hviler vores grund på, var sådan.

Det er godt at minde sig selv om i dag, hvor kirkeåret starter.

Hvad det hele går ud på, altså, det er godt at minde sig selv om.

At det handler om, at både støj og stilhed er et tegn på liv.

For helt sikkert minder både den nødvendige og den unødvendige støj os om, at vi er i live, på godt og på ondt.

Men det gør stilheden også, hvis vi tør overgive os til den.

Overgive os til at nyde både støj og stilhed.

Jeg har aldrig været i krig.

Det håber jeg heller aldrig, at jeg kommer.

Men jeg har været der, hvor stilheden har været øredøvende og larmen knugende.

Det hører med.

I den tid og i de rum vi er.

Men det er ikke så skidt, for det forvisser mig om, at jeg er levende.

Den 22 november

Prædiken til sidste søndag i kirkeåret

Sidste søndag i kirkeåret.

Det lyder næsten som sidste salgsdato.

Som om noget er på vej til at blive dårligt.

Muggent.

Uden smag og kraft.

Uden mulighed for at rejse sig igen.

Og så dog.

For efter noget, der er sidste, kommer ofte noget, der er første.

Når mælken har nået sidste salgsdato, kommer vi en ny og frisk i køleskabet.

Når sidste skoledags klokke lyder af frihed, leg og lyse nætter for skolebørnene, ved vi, at der kommer en første skoledag, hvor skolebøgerne og penalhuset skal hives frem igen.

Og når kirkeåret har sunget på sidste vers og vi har hørt på Jesu tale om åg og dom og trængsler, mødes vi af adventstidens varme og lys, håb og forhåbning.

Så både først og sidst er en del af vores lille menneskeliv.

Der vil være både og.

Det er ikke enten eller.

For livet er dualistisk.

Enhver, der har været så heldig at føde et barn – eller har stået tæt på én, der har født et barn – ved, at ud af uendelig smerte kan der komme uendelig glæde.

Enhver, der har siddet ved et dødsleje, eller i det hele taget mistet et menneske de elskede eller holdt af, ved at ud af uendelig kærlighed, kan der komme uendelig sorg.

Enhver, der været så heldig at opleve forelskelse – både den gengældte og den mere ulykkelige – ved at ud af uendelig lykkerus, kan der komme uendelig sårbarhed og jalousi.

Det er et menneskeligt vilkår, at følelserne er dualistiske og ligger uendeligt tæt op af hinanden.

Er nært forbundne.

Som lys er forbundet med mørke.

Som tro er forbundet med tvivl.

Som glæde er forbundet med sorg.

Som kærlighed er forbundet med had.

Sådan er de menneskelige følelser.

Men selvom alle følelser er både almindelige og menneskelige, så gør det dem jo ikke mindre gode eller mindre svære når de tilkommer os.

Nogle gange kan en byrde føles uendelig tung.

Og nogle gange kan et åg føles så tungt, at du ligeså godt allerede kunne være lagt i din grav.

Nogle gange ER livet bare brast sammen.

Under os.

Som en grusgrav vi er sunket i.

Det er forsvundet mellem hænderne på os som sand.

Det føles som om det ikke er der mere.

Som om vi ikke er mere.

I de stunder, er det svært at se, at livet er andet end elendighed.

I de stunder har vi svært ved at huske alt lyset, al glæden, al kærligheden.

Måske har vi tilmed svært ved at se Gud.

I mine mørkeste stunder, har jeg i hvert fald svært ved at få øje på ham, og må spørge mig selv; Gud, hvor er du henne?

Han svarer mig altid.

Ikke altid med det samme, men svaret kommer.

Nogle gange inde i mig selv, som en følelse af håb.

Nogle gange udefra.

Når et andet menneske når mig og skaber den trøst, der er brug for.

Så vender Gud tilbage til mig, midt i elendigheden.

Og det liv, der er brast sammen, bliver genoprettet.

For nogle år siden havde Ateistisk selskab sin meget berømte buskampagne, hvor der på mange af de københavnske busser, var et kæmpe banner, hvor på der stod ”Hvorfor tro på en gud” - Gud med lille vel at mærke.

Det var en del af et korstog mod blandt andre også Folkekirken, og talsmanden fra selskabet havde umanerligt travlt med, i nedladende toner, at dømme troende mennesker som svage, og Gud som et barnligt luftkastel.

Nu har han muligvis travlt med andre ting, politik fx .

Lad os lade det ligge.

For spørgsmålet var jo godt nok.

Hvorfor tro på Gud?

Når livet alligevel er fuldt af elendighed.

Når vores liv alligevel braser sammen.

Når vi alligevel fra tid til anden fyldes af tvivl.

Når Jesus selv i dag siger, at vi alligevel aldrig kan komme til at kende Gud, endsige se ham.

Hvorfor så tro på ham overhovedet?

Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvordan I har det, men jeg tør ikke forestille mig en verden, hvor jeg ikke tror på Gud.

Selv når jeg er allermest vred på ham eller er allermest i tvivl om, om han overhovedet er der for mig, så er tanken om at forlade min tro alligevel mere skræmmende, ja, det er bare ikke en mulighed.

For han er der.

Som en varme i mit – og dit - hjerte.

Som en hånd på min - og din - skulder.

En favn at græde i.

En klippe at råbe af og læne sig op ad.

Men jeg forstår godt, hvorfor det kan synes skræmmende at tro på noget, læne sig op ad noget, som man ikke kan se eller føle.

Det er grænseoverskridende.

Og angstprovokerende.

Og kræver tillid.

Blind tillid.

Og derfor er det også provokerende.

Provokerende når Jesus siger som han gør: ”Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.”

Et sådant udsagn kan føles som en spand kold vand, eller en syngende lussing, hvis man står i mørkets og dødens skygge.

Eller bare, hvis man føler, der er mere modgang end medgang i livet, eller måske tilmed uendeligt tomgang.

Men det han vil, er at give os et forsæt, et nytårsforsæt måske.

Noget vi kan hvile vores tro i.

Noget, der netop kan løfte åget fra vores skuldre.

Vi kan ikke komme til at se Gud, men vi kan stole på ham, som Jesus stolede på ham, da han var allermest bange og i tvivl.

Vi kan læne os tilbage i forvisningen om, at vi er elskede og tilgivet, som vi altid er elsket og tilgivet af vores forældre.

Vi kan vide, at selv når vi ikke tror på Gud, så tror han på os, og er der når livet braser sammen.

Så når det i dag er Sidste søndag i kirkeåret, så er det ikke sidste salgsdato og noget, der bare skal kasseres med badevandet, nej, det er nærmere markeringen af den tillid vi skal have til, at Gud er der for os når alt synes håbløst og træls.

En markering af, at lige om lidt fødes glæden ud af smerten og stjernen i Betlehem lyser mørket op, ikke bare den ene nat, men hver dag og til alle tider og for os alle sammen.

Den 8 november

Prædiken til 22. søndag efter trinitatis:

Den kendte fysiker Richard Feynman er citeret for at have sagt: I am always looking, like a child, for wonders I know I am going to find.

Oversat til dansk: ”Jeg leder altid, som et barn, efter de vidundere jeg ved, at jeg kommer til at opdage.

Richard Feynman er på mange måder en ener i fysikkens verden.

Hans måde at gå til videnskaben på, hans evne til at formidle, ikke mindst, og hans ydmyge holdning til, hvordan vi skal behandle verden og hinanden, er uovertruffen.

Hans videnskabelige resultater taler ligeledes for sig selv.

På både godt og ondt, hvad han da også selv var helt bevidst om, og på sine senere dag ikke havde lyst til at tale eller blive mindet om.

Han var humanist til fingerspidserne, og skammede sig over, at mens japanerne i både Nagasaki og Hiroshima brændte op, så festede han og de andre på Manhattan-projektet i Los Alamos.

De reddede så på den anden side også en ordentlig bunke menneskeliv, og det er jo det barske ved krig, det koster menneskeliv at redde menneskeliv.

Men, Richard Feynman havde altså et særligt blik på barnet, og på barnets syn på verden.

Han anså børn for at være de bedst tænkelige videnskabsmænd, fordi de netop kigger uspoleret og nysgerrigt på verden.

Børn stiller de spørgsmål, der falder dem ind og har ikke alle mulige forudindtagelser.

De er ikke hæmmede i deres forestillingsverden, men ser hele tiden verden som ny.

Børn kigger på, hvad ting kan, og er, ligesom Feynman var det, mere optagede af hvad noget er end af, hvad det hedder.

Det var en evne Feynman forsøgte at bevare i sit arbejde, og noget han virkelig bestræbte sig på.

For at være som et barn er vel, blandt andet, at undre sig over alt, både muligt og umuligt.

Og at turde det.

At kigge fordomsfrit på verden.

Barnet er ikke spoleret af alverdens konventioner og tør lade fantasien få frit løb.

Som barn kan alt lade sig gøre, og det er ikke mærkeligt, at ænder ikke har bukser på, men kan tale, og at en tyk mand i en rød dragt kan komme flyvende i en kane med rensdyr frit galoperende i luften.

Det er blot en del af alt det andet forunderlige, der er i verden.

Hvornår holder vi egentlig op med at se på verdenen som barnet?

Det kommer vel gradvist, som vi bliver ældre og mere bevidste.

Så bliver vi som Kaj, i H.C. Andersens Snedronningen, der pludselig har fået en glassplint i øjet og som derfor slet ikke kan se, endsige interesserer sig for sin ellers bedste ven, Gerda.

Sådan er det at blive voksen.

Vores blik ændrer sig og sløres for det, der før var det vigtigste, og som måske er det væsentligste.

Vi kan jo ikke undgå at blive voksne.

Det er en del af at være til, at vi bliver ældre, og som vi bliver ældre får vi mere erfaring, og mere ansvar, og det er så det vi kalder ”at være voksen”.

Men behøver vi, som Paulus siger det i 1. Korintherbrev at aflægge det barnlige, blot fordi vi bliver ældre?

Skal vi holde op med at være lig barnet?

Ikke hvis man skal tage Jesus for pålydende.

Så skal vi tværtimod bestræbe os på at være SOM børn.

Ikke være børn, men være som børn.

Børnene har absolut lettere adgang til det himmelske, og her er der ingen dørmand, der vurderer, om du er værdig eller ej.

Er du én af disse mine små, er du værdig.

Jesus understreger sin egen pointe med børnene med den lille historie, om det ene får, der blev væk, så hyrden efterlod de 99 andre.

Meningen med det er, at hver enkelt menneske har lige så stor værdi, som et lille barn.

Vi vil jo også altid lede efter hvert enkelt lille barn, der er blevet væk.

Og sager om børn, der er blevet væk står stadigt klart og tydeligt for de fleste af os, bare tænk på Madeleine McCann-sagen, som stadig spøger.

Så stor værdi har alle for Gud.

Og alle der, tillader sig selv at være som børn, hører til hos Gud.

Så enkelt er det i grunden.

Enkelt er det også at forstå, at det gælder om, at vi skal være sådan overfor alle mennesker.

Vi skal se på hinanden, ligesom Gud ser på sine børn.

Enkelt er det bare ikke at gøre.

Det er ikke enkelt at se på alle mennesker med den mildhed vi ser på et lille barn med.

Det er heller ikke enkelt selv at være lig et barn.

At aflægge alle de lag, der gør os voksne, og som giver os glassplinterne i øjnene.

Men måske er det heller ikke helt det, der skal til for at være lig et barn.

Det handler næppe om, at vi konstant og hele tiden skal ned på alle 4 og kravle rundt, og tillade os at gøre, hvad som helst.

Det handler vel nærmere om, at vi skal hive frem, hvad Richard Feynman sagde.

At vi skal undre os.

Kigge på verden med barnets øjne, efter alle de vidundere, der gemmer sig.

Det er den nysgerrighed vi ind imellem skal hive op af hatten.

Det er selvklart ikke noget vi har tid til, hver dag.

Vi er vel voksne mennesker, der har travlt med at forholde os til pandemier, præsidentvalg, klimaproblemer og alt det andet muntre, verden lader regne over os i denne tid.

Vi har slet ikke tid til at undre os over småting.

Men tænk engang, hvis vi alligevel gjorde det.

Tænk, hvis det er dét verden behøver.

Ud over kærlighed.

Den 25 oktober

Prædiken til 20. søndag efter trinitatis:

Historien lyder, at dengang John Lennon mødte Yoko Ono første gang, og hans, og dermed The Beatles skæbne dermed blev beseglet, var det fordi han så det lille ord JA.

Yoko var installationskunstner.

John var bare almindelig kunstner.

Han var flyttet til New York.

Hun udstillede i byen.

Ved et tilfælde kom han ind på det galleri i New York, hvor hun udstillede. Midt i det kridhvide lokale stod der et stige.

Han kravlede op på stigen, hvor der for enden hang en lup.

Da han kiggede gennem luppen, stod der ordet JA.

Han sagde efterfølgende, at hvis der havde stået NEJ, var han gået igen prompte.

Men ordet JA fik ham til at blive og blive nysgerrig på, hvem kunstneren var.

Hvad der efterfølgende skete ved vi jo godt, Beatles gik i opløsning, John blev skudt og det er nu 40 år siden til december.

Utroligt, som tiden går.

Men ordet JA var simpelthen med til at ændre historiens gang for os alle sammen.

Det er nok ikke første gang det er sket, og vil sikkert heller ikke være sidste.

For JA kan noget.

Noget helt særligt.

Vi siger to gange ja, når, eller hvis, vi står foran præsten ved alteret med vores elskede, og lover at leve i medgang og modgang, måske tilmed tomgang.

Der siger vi ja, og ja igen for at understrege, at vi mener det her.

Vi vil det virkelig.

Det er ikke pjat.

Til dåben siger vi ja hele 5 gange.

Dåben er en alvorlig sag, vi skal mene det.

Generelt går vi også meget rundt og siger ja.

Det er moderne.

At sige ja viser overskud og engagement og rummelighed.

En ja-hat er én de andre gerne vil være sammen med og som naturligt samler folk omkring sig.

Et ja bryder den pinlige tavshed når ingen vil melde sig og et ja sikrer, at tingene bliver gjort.

Men ja fratager også ind imellem andre for ansvar og bebyrder ja-sigeren mere end godt er.

Det er jo naturligvis vores helt eget personlige ansvar at sige ja og nej på rette tid og sted, dog vil jeg dog anbefale, at hvis er nået hele vejen til foran alteret, at man så tager løsningen med de to gange ja.

At sige nej dér virker lidt dumt.

Men i alle andre situationer må det være den enkeltes vurdering, hvad man vil sige.

Sagen er bare den, at vi lever i en kultur, der hylder ja og rynker på næsen af nej.

Grænserne er på alle måder brudt ned, og vi kender og vil ikke kendes ved begrænsninger.

Derfor er der mange, der kommer til at sige ja, når de i virkeligheden skulle have sagt nej og i virkeligheden mente nej.

Nej er tilsyneladende svært for mennesket er få sagt.

Nu ville nogen sikkert indvende, at det er et fænomen det moderne menneske kæmper med, og meget kan man bestemt også beskylde det moderne og senmoderne samfund for, men jeg køber den alligevel ikke.

Mennesket vil grundlæggende bare gerne være elsket.

Bare gerne være en del af flokken og være med.

Derfor siger vi ja.

For ikke at blive ladt ude og i stikken.

Det er jo også dejligt at sige ja, og det er også dejligt, når nogen siger ja til os.

Men omkostningerne kan blive for store, hvis det ikke er et ægte ja, og der ikke ageres efter jaet.

De to lignelser vi hører Matthæus fortælle i dag handler også om at sige ja, men i virkeligheden mene nej, og om at lade som om man vil nogen det godt, men fortryde det bagefter.

Jesus har det jo med at sige ting indirekte, og det kan i øvrigt være frygteligt forvirrende, men sådan fatter han sig altså oftest.

Han skorter ikke på ordene, men grundlæggende fortæller han os en historie om én, der siger ja, men ikke handler på sit ja, og én, der siger nej, men som fortryder og gør det han blev bedt om.

Det understreger han med historien om vingårdsbønderne, og her er det, at det hele bliver lidt tricky.

For hvad menes der egentlig med hele den historie om vingårdsbønderne, der bliver grådige og tyer til vold.

Det er såmænd et billede på alle dem, der følger Jesus og alle de vidunderlige ting han gør, men som er de første til at vende ham ryggen, da det hele spidser til.

På en måde er det Jesus´ advarsel til sine følgere.

En måde at sige, jeg ved godt, hvilke typer I er. Jeg har set jer.

For de er ligesom dem, der siger ja, men ikke gør det de lover.

Opmuntrende er det jo ikke just, med sådan en løftet pegefinger.

Den gode nyhed er jo, at tilgivelsen venter lige om hjørnet.

Jesu død er nærtforestående og dermed også den ultimative tilgivelse for alle os hundehoveder og hængerøve.

Så selvom vi skulle være sådan nogen, der kan finde på at falde andre i ryggen, så de ikke kan stole på os.

Stole på, at vi mener det ja, vi siger, så er der tilgivelse også for os.

Så vidtfavnende er Guds kærlighed og så stort hans løfte til os, at vi ikke bliver ladt i stikken.

Da John Lennon så det lille ja gennem luppen i galleriet i New York følte han sig mødt og taget imod.

Men det havde jo aldrig kunnet stå alene.

Efterfølgende må der have været handling bag, siden han blev så optaget og betaget af denne kvinde.

Sådan er det for os alle sammen.

Der skal være handling bag både det vi selv siger, men også af dét, der siges til os.

Ellers virker det ikke og bliver ligegyldigt.

Jesu ord til os er aldrig ligegyldige, og der var den ultimative handling bag.

Så langt skal vi andre aldrig gå, men det er godt at have in mente, at et nej med en ærlig handling bag er langt mere troværdig og ægte, end en falsk ja-hat.

Den 11 oktober

Prædiken til 18. søndag efter trinitatis:

Alle mennesker har et stamtræ.

Et sted de kommer fra, oprinder fra, er rundet af.

Et genetisk ophav.

En familie, der kan have alle regnbuens farver.

Vores stamtræ kan være et kroget gammelt egetræ, der forgrener sig højt op, bredt og vidt ud og som har dybe rødder.

Men det kan også være en smuk ung birk, der flot og hvid og slank, rejser sig.

Vores stamtræ, uanset hvordan det ellers må se ud, er vores livstræ.

Eller i hvert fald eet af vores livstræer.

Noget vi kan klamre os til, men også noget vi blot kan vælge at anskue udefra, kigge på, betragte.

I dag kan man, hvis man enten er tilpas interessant eller betaler for det, få kortlagt sit stamtræ.

Og således kan man så blive oplyst om, at man nedstammer fra en fattig fransk fisker og det er jo ualmindeligt nyttigt at vide for en ripensisk pige.

Nyttigt er det i hvert fald at vide, hvor man har rødder.

Uanset om man selv vil koble sig på samme rodnet eller vil rykke sig selv op med rode og slå nogle nye.

Vores rødder er nemlig med til at definere, hvem vi er.

Det siger ikke alt, og determinerer ikke noget, men det giver os en forståelse for os selv, hvem vi er, hvordan vi ser ud.

Og selvom vi gerne vil vende vores stamtræ ryggen, fælde det, brænde det på bålet, så vil det have noget at sige for vores verden.

Og for den måde vi er i verden.

Med stamtræet i ryggen eller ej.

Begge dele gør os til det menneske vi er, eller gerne vil være.

Hvem man gerne vil være er en alvorlig overvejelse.

Og heldigvis ikke noget stillestående.

Som Einstein så fornuftigt sagde det: “Jeg må være villig til at opgive hvad jeg er, for at blive hvad jeg ønsker at være”

Det er vel det vi lever med hele livet.

At vi skal overveje, hvad og hvem vi ønsker at være.

Og så må vi arbejde hen mod det mål.

Et mål som ændrer sig undervejs, heldigvis.

Ellers var jeg endt som tryllekunstner, og så havde I jo ikke haft fornøjelsen af mit selskab.

Så kan man jo så diskutere om det at være præst også er at være en slags tryllekunstner.

Man har i hvert fald mange bolde i luften.

Nå, tilbage til stamtræet, og hvor vi kommer fra.

Jesu ophav både kender vi og kender vi ikke.

Der er noget gådefuldt over det, og en masse ubekendte, og han taler også mest om det i billeder.

Hans Far er vingårdsmanden, Jesus er vintræet og alle vi andre er grenene.

Jesus er altså den, der bærer alle vi andre, mens hans Far er den, der passer Jesus.

Det er da et tydeligt nok billede.

Men det fortæller os ikke synderligt meget om Jesu stamtræ.

Men det fortæller os noget om os selv, om hvem vi er som mennesker, og dermed dybest også noget om vores allesammens stamtræ.

At vi er intet alene.

At vi behøver nogen.

At det giver mest mening at være i verden i forgrening med andre.

Jesus giver os mulighed for at se vores liv i lyset af ham og hans gådefulde stamtræ.

Et stamtræ, der er vokset ud af kærligheden selv, men som vi ikke kan sætte yderligere navne på.

Men pyt med det.

Det vigtige er nemlig vores eget liv og vores eget stamtræ.

Hvem er vores vingårdsejer og hvilke grene sætter vi, hvilke grene klipper vi af.

Førnævnte Albert Einstein både satte og klippede grene og levede til fulde op til eget citat.

Men det kan i min optik altså også overdrives.

I hvert fald, hvis det fortolkes således, at vi hele tiden skal være omstillingsparate.

Det skal være så moderne.

Men moderne skal nogle gange gøres umoderne.

For jeg tror ikke, at evig omstillingsparathed kan være meningen.

Hverken med Einsteins citat eller med livet i det hele taget.

Nok skal vi være parate (alle mulige slags parate, som vi ikke gider komme nærmere ind på her), men vi skal også huske at dvæle og genoverveje og lade tiden gå langsomt.

Det er en hårfin balance.

Det medgiver jeg.

Og til tider en umulig opgave, for bare fordi vi tillader os selv at sagtne til sneglefart, så kører verden jo stadig videre i 5. gear.

Den personlige opgave er vel så at finde ud af at geare op og ned alt efter hvor meget benzin, der er på motoren, eller finde ud af, om man mere er elbilstypen, der styrer det hele mere automatisk.

Ikke flere bilanalogier for i dag.

Mit stamtræ stammer fra en fattig fransk fisker.

Han har som sådan direkte ikke lært mig noget, men mon ikke en del af hans værdier og hans forholden sig til verden er nedarvet i én eller anden form til mig.

Einsteins stamtræ var lige så krøllet som ham selv, og forgrener sig stadig.

Jesu stamtræ bliver vi hele tiden klogere på.

Ikke fordi vi får yderligere historisk viden, men fordi vi ved at blive klogere på os selv, ved at blive ved med at være nysgerrige på, hvad der står i Biblen, hele tiden får en fornyet forståelse af, hvem han er og hvad han kommer fra.

På den måde bliver Jesus hele tiden en anden, selvom han er den samme.

Hvad har jeg så glemt i dag.

Jo, jeg har sørme glemt Svend Brinkmann.

Han har slet ikke blandet sig i dag.

Til gengæld står han for ugens bedste citat, da han anførte, at det jo kan være at vi får TILBAGE, nu hvor partiet Fremad er blevet droppet, men det er vist en snak vi skal tage en anden dag.

Den 4 oktober

Prædiken til 17. søndag efter trinitatis – høstgudstjeneste:

Følg mig, får vi i dag at vide.

Jesus siger det til én, som nærmest tilfældigt kommer forbi ham, og det virker efter hensigten.

Vedkommende rejser sig og følger Jesus.

Følger ham.

Budskabet er såre enkelt.

Udførelsen måske knap så simpel endda, når vi træder ud af den bibelske kontekst.

At følge nogen eller noget.

At følge efter, at forfølge nogens eksempel og levevis.

For hvad vil det i grunden sige?

Hvad betyder det for et menneske eller for en befolkning, hvis de følger efter nogen eller lader sig blive ført.

Historien viser os utallige eksempler på, hvor galt det går, hvis vi mennesker følger nogen blindt.

Behøver jeg nævne Hitler, Stalin, Mao, Charles Manson.

For blot at tage nogle virkelig skrækeksempler.

Eksempler på mennesker, der decideret har forført hele befolkninger eller store grupper af mennesker til at gøre, hvad de ville.

Og hvor det på alle måder er endt grueligt galt.

For alle involverede parter.

Hvor død, gru og ødelæggelse er fulgt i kølvandet, og antallet af ofre ikke har været småt.

Hvor vi er ude i kategorien folkeforførelse.

Men vil vi, folket på et generelt plan, måske gerne forføres?

Tanken er nærliggende og skræmmende.

Forførelse ligger den menneskelige natur nær.

Vi forfører den vi har et godt øje til og lader os gerne forføre af den vi elsker.

Forførelsen er en del af livet, som så meget andet er det.

Men hvornår er det så, at den går hen og bliver usund, ligefrem ondskabsfuld.

Det gør den vel når den, der forfører har ondt i sinde eller gør det for egen vindings skyld.

Med de nævnte folkeforførere in mente, må vi antage, at det er sådan landet ligger.

Jesus gør ikke noget for egen vindings skyld eller for at gøre andre ondt.

Tværtimod.

Han blev slået ihjel for at være en folkeforfører, en oprører, men hans hensigter var på ingen måde i den retning.

Hans hensigt var at frigøre folk.

Frigøre dem fra nogle regler han ikke syntes gav mening.

Frisætte dem til at være de mennesker de var født som.

Derfor sagde han ”følg mig”.

Jeg ved ikke noget om Hitlers, Maos eller Charles Mansons intentioner, og det må også forblive mere eller mindre i det uvisse.

Men jeg ved, at det endte ret så ulykkeligt for både dem, der fulgte dem og for dem, de udpegede som deres fjender.

Nu skal det jo ikke kun handle om alt det, der er galt i verden.

Om folkemord, folkeforførere og folkets naivitet.

Det skal også handle om alt det, der er godt og smukt i verden.

Handle om at følge det gode eksempel, selv lade andre følge sit gode eksempel.

Sidstnævnte nok sværere end førstnævnte.

Men i en verden, hvor præsidentkampagner ligner grøn stue i børnehaven på en dårlig dag, hvor konspirationer og hjemmestrikkede teorier om corona trives i bedste velgående, hvor demokratiet i visse lande kan synes at have ringe kår, og hvor selveste Svend Brinkmann bliver censureret fra Facebook, når han gerne vil ønske god bedring til en kendt person, hvis navn vi ikke nævner, der er blevet smittet med corona, kan det også synes svært at finde det gode eksempel til efterfølgelse.

Men helt floskelagtigt, så skal man jo altid starte med sig selv.

Problemet er jo bare, at vi alle sammen er fuld af fejl.

Vi er alle sammen syndere.

Nogle af os mere end andre, dog.

Og hvis man er en synder, kan man så egentlig være et eksempel til efterfølgelse?

Igen kommer Jesus os til undsætning.

For ja, det kan man godt.

Man er et eksempel.

Jesus kalder selv på synderne.

Dem som godt ved, at de ikke altid er helt fine i kanten.

Og netop den indsigt, den erkendelse gør, at man er forfølgelsesværdig.

I ikke negativ forstand.

Men tilbage til det smukke og gode i verden, trods alle de nævnte knap så gode eksempler fra før.

For at se det gode er også at VILLE se det gode.

At tage det sæt briller på, der fokuserer positivt, eller måske bare pudse dem man har på i forvejen.

Alle de smukke farver, lyset og den lave sol, den klare luft, og udsigten til advent og jul, som efteråret bringer, kan minde os om det.

At verden er dejlig.

Og at alt ikke er dårligt.

At det, der ser sort og vissent ud, engang har været smukt og grønt, og at det nok skal springe ud og komme igen.

Jeg kan næsten få kvalme af alle de floskler jeg får fyret af, men der er den ting ved floskler og klicheer, at de jo kommer fra et sted, at der er noget hold i dem.

At de på én eller anden måde repræsenterer en sandhed.

I hvert fald den sandhed, at meget af livet går i ring og kommer i cirkler.

Det kan efteråret vise os, og derfor er det stadig værd at fejre høst, selvom vi i vores lille hjørne af verden ikke har mange marker, traktorer eller mejetærskere omkring os.

Men vi kan markere, at vi er taknemmelige for alt det vi har, og alt det andre før os, har sørget for, at vi har.

At dem, der gik foran os, banede vores vej.

Jesus baner vejen og siger lige så nonchalant ”følg mig.

Det kan vi alle sammen roligt gøre, hvis vi ønsker det.

Jesus var nemlig lige så uperfekt som alle vi andre, og var ikke mindst fuldstændig klar over det selv.

Han ville på ingen måde forføre, ikke engang føre, men blot lede og guide.

Og så er vi heldigvis frie til at vælge om vi vil ledes og guides.

Eller om blot er med på en kigger

Den 27 september

Prædiken til 16. søndag efter trinitatis:

Da min Farmor var død, var jeg så privilegeret at få en stund med hende alene.

Jeg stod ved den åbne kiste og kiggede på min Farmor, der helt fromt og gudsfrygtigt holdt sin bibel i hænderne.

Helt så from og gudsfrygtig var hun ikke i levende live, men det er ikke sagen vedkommende.

Mens jeg stod der og så på hende, sang for hende.

”Den yndigste rose er funden”.

Den salme havde altid mindet mig om hende, så derfor var det helt naturligt.

Jeg var ked af det.

Og bliver egentlig også ked af at tænke på det nu.

Selvom det er 16 år siden.

Men jeg bliver også taknemmelig.

Taknemmelig over at have haft så vidunderlig en Farmor.

En Farmor, der kendte mig bedre, end jeg kender mig selv.

Som var klog og ikke mindst livsklog.

Hendes død satte tanker i gang.

Mindet om hende sætter stadig tanker i gang.

Især når jeg sådan virkelig tager mig tid til at tænke på hende.

Eller bliver tvunget til det af den ene eller anden årsag.

Så tænker jeg over min egen eksistens.

Og det er godt at gøre i en kirke.

Kirken indbyder til, at vi tænker og reflekterer over vores egen eksistens.

I kirken oplever vi et sted, hvor vi ikke skal præstere noget.

Vi kan bare være.

Vi behøver faktisk ikke at tænke over noget som helst, men kan bare følge med liturgien og slappe af i det.

Men alligevel sætter rummet, rummets indretning.

Orglets brusen, salmesangen.

Ordene, der bliver læst op, bønnerne, der bliver bedt.

Det sætter tanker i gang.

Om egen eksistens.

Eller måske bare om den morgenkaffe som vi lod stå på køkkenbordet, og som jo stensikkert er kold, når vi kommer hjem igen.

Det er også en del af eksistensen.

Alt det små.

Alt det, der er helt nært.

Men også om alt det, der er stort.

Livet.

Døden.

Kærligheden.

Kærligheden er om noget evangeliernes budskab, og Guds væsen og væren.

Den kærlighed vi møder hos Gud og i kristendommen er så radikal, at vi ikke kan andet end overveje vores egen eksistens og vores egen ageren i verden.

Mest af alt, synes jeg, det minder os om, at vi ikke er vores eget livs direktører.

Vi har ikke magt eller kontrol over alt.

Heldigvis.

Mennesket er et magtbegærligt og kontrolsøgende væsen, og i dets stræben efter både magt og begær, kan det glemme det, der i virkeligheden er livets mening.

Kærligheden.

Ikke erotisk forstand.

Ikke i eksklusiv forstand.

Men i den forstand, at det er hele essensen af menneskelivet.

Vi elsker, fordi Gud elskede os først.

Gud ER kærlighed.

Jesus ER opstandelsen og livet.

Derfor SKAL vi elske.

Og leve.

Og opstå.

Døden ER overvundet.

Så vi er ikke vores eget livs direktører.

Og vi bliver mindet om det om vinteren, når sneen ligger tyk og glat og våd på veje, cykelstier og fortove, og tvinger os til at færdes forsigtigt og langsomt.

Vi bliver mindet om det om sommeren, når heden sætter tankerne i stå og driver os mod kølende vand og svalende brise.

Vi bliver mindet om det ved ethvert lille barns fødsel.

Når smerten, forløsningen, bekymringen og glæden går hånd i hånd.

Og vi bliver mindet om det, når vi står ved graven.

Når vi lukker den dødes øjne, og knuger den kolde hånd for sidste gang og ser tilbage på den tid, der er gået.

Minderne.

Både de gode og de dårlige.

Ser tilbage på livet med den afdøde, og på livet fremadrettet uden den vi har elsket.

Alt dette er livet.

Og at elske Gud, som elsker os, er at se dette mangfoldige liv på denne lille blå planet i et univers, der er så stort, at det er som et paradoks for tanken, som en gave.

En kærlighedsgave.

En gave givet af lutter kærlighed.

Derfor skal vi også behandle det med kærlighed og udvise kærlighed.

Ømhed, omsorg, barmhjertighed.

Blidhed og mildhed.

Men kærligheden er ikke bare blid og mild.

Den er også skarp.

Og vi skal turde sætte ord på den skarphed.

For kærligheden kan have trange kår i mennesket.

Vi gør ikke altid det gode som vi vil, men tværtimod det onde, som vi ikke vil.

For selvom der er forskel på liv og død, godt og ondt, sandhed og løgn, så er det alt sammen i hver eneste én af os.

Uanset de skel, der ellers er mellem os.

Men disse skel går tværs igennem hvert eneste menneske.

Hvad afgør, hvem vi er og i hvilket lys vi sætter os selv, er vores valg.

Set i det store lys.

I Guds lys.

Gud vil os nemlig på trods.

På trods af tvivl og stort besvær og på trods af det som smerter.

I netop dét ligger Guds stædige kærlighed til mennesket.

Den kærlighed som blev kød og tog bolig iblandt os i Jesus Kristus.

Som var et menneske, som vi er mennesker, men også uendeligt meget mere end det.

Som opvakte de døde.

Som trøstede to sørgende søstre.

Som græd af fortvivlelse.

Som blev vred.

Som blev ulykkelig.

Som døde for, at vi kan leve.

Det er den fortælling vi skal se vores eget liv i, og det er den fortælling vi selv skal skrive videre på.

Guds fortælling – menneskets historie.

Den 13 september

Prædiken til 14. søndag efter trinitatis:

De bliver nævnt i mange bibeltekster.

Farisæerne.

Ofte som nogen, der er i opposition til Jesus.

Ikke så sjældent som én, der stiller kritiske, nærmest fjendske spørgsmål.

Og som regel ender med at fremstå i et negativt lys.

Det er ikke umiddelbart godt at være farisæer.

En farisæer er én, der er bedrevidende.

Én, der fremhæver sig selv.

Én, der tror han har sandheden.

Og som ikke har meget til overs for andre, og som gerne sladrer om dem han synes gør noget forkert.

Lidt ligesom dem, der i skolegården var ”politimænd” og som sladrede om de mindste ting til gårdvagterne.

Farisæerne sladrer også.

Til hinanden.

Og til magthaverne i samfundet.

Og de har meget travlt med andres opførsel.

Om de nu følger reglerne.

Reglerne kommer før mennesket.

Systemet kommer før mennesket, og systemet må jo helst ikke bryde sammen.

Og så kommer Jesus og skaber røre i dammen.

Han sætter pludselig mennesket først, og er ligeglad med de regler han synes er ligegyldige eller uden mening.

Der er ikke noget at sige til, at farisæerne bliver provokerede.

Jeg tror de har det lidt ligesom Egon Olsen, når han føler han er mest omgivet af hundehoveder og hængerøve.

Slapsvanse, skidesprællere og socialdemokrater.

Ignoranter, fæhoveder og lusede amatører.

Ingen forstår Egon.

Ingen forstår farisæerne.

Men hvem er de egentlig.

Ud over at være nogle sure gamle mænd.

De er jøder.

Med et særligt fokus på at holde Moseloven.

Især renhedsforskrifterne.

Man måtte ikke være uren, når man var uren havde man taget afstand fra Gud.

Og der var uendelig meget, der kunne gøre én beskidt.

Som fx at bære rundt på en båre på sabbatten.

Men i virkeligheden handler dagens tekst jo ikke om sure gamle mænd, der er efter dem, der ikke gør som de synes.

Den handler om at skabe røre i dammen.

Om at være handlekraftig frem for handlingslammet.

Om at sætte mennesker før regler og religion.

Om at være afstand af andre, og ikke mindst sig selv.

Manden vi hører om, som ligger dér ved dammen er nemlig – måske - mere end noget handlingslammet.

Uden, at vi skal tale om krænkelseskultur- og parathed, så er han et offer for et sæt regler, som fastlåser ham.

Ingen vil hjælpe ham, for så bliver de selv urene, kommer de selv på afstand af Gud.

Vi får ikke noget at vide om, hvad han fejler.

Bare, at han er syg og har været det i 38 år.

Han vil gerne i dammen når der er røre i den, for så kan han tilsyneladende blive rask.

Det tror han på.

Og mange andre end ham.

Tro kan på mange måder flytte bjerge.

Men manden kan ikke flytte sig.

Han er handlingslammet.

Har ikke muligheden for at røre på sig.

Men Jesus skaber den røre, der skal til for at manden kan blive rask og få sin førlighed.

Jesus skaber en handlekraft hos manden, så han bare rejser sig og tager den båre han har ligget på - i 38 år - og går frejdigt ud i verden.

Det lyder mirakuløst.

Det synes jeg i hvert fald.

Det synes de lovtro jøder også.

De undrer sig over, hvad der er sket.

I deres optik må nogen jo have flyttet på manden, rørt ved ham og dermed være blevet uren.

Og det kan vi jo ikke have.

Så de vil vide, hvem det er.

Hvem der har forbrudt sig og ikke holdt den nødvendige afstand.

For Jesus handler det også om afstand.

Men ikke fra Gud og ikke fra mennesker.

Men fra regler, der skaber afstand mellem mennesker.

I parentes bemærket kan en regel om afstand mellem mennesker være den mest næstekærlige, og den, der er til det fælles bedste.

Men det er ikke dét, der er på spil her.

Her fastholdes folk i en afstand.

Her holdes de på afstand fordi de ikke synes værdige som mennesker.

Og det er dét Jesus opponerer imod.

Han tolerer ikke, at nogen i Guds navn fastlåser folk i lidelse og ikke giver dem nogen mulighed for at handle sig ud af, eller ændre på deres situation.

Som han ser det kommer man netop på afstand af Gud, hvis man ikke kommer mennesker i møde.

Det skaber ikke afstand til Gud at hjælpe andre, uanset hvem de er.

Men det er provokerende for farisæerne.

Og i sidste ende er det dét, der får Jesus dræbt.

Dagens tekst handler ikke om sure mænd, farisæere, krænkelser, ofre eller sygdomme.

Den handler om at skabe røre.

Som jazzen skaber røre i musikken, så skaber englen røre i dammen og Jesus skaber røre blandt mennesker.

Han skaber en røre, der går gennem marv og ben, og som skaber befrielse og handling.

Det er ikke så lidt sådan en almindelig søndag i september.

Men det er også pointen.

At Jesus på helt almindelige dage og blandt helt almindelige mennesker skaber nye muligheder.

Muligheder for at komme tæt på det der er vigtigt.

Komme tæt på sig selv.

Og andre.

Farisæerne føler sig nok lidt misforstået.

Muligvis føler de sig krænkede.

Og det er selvfølgelig synd for dem, men ikke desto mindre synes jeg, at det er helt essentielt, at der kom en mand som satte mennesket før systemet og før de menneskeskabte religiøse regler.

Satte mennesket fri til at vælge.

Vælge om de brød sig om systemet.

Vælge om de brød sig om de religiøse regler.

For det må jo være op til det enkelte menneske.

Hvad vi bryder os om, og hvad vi ikke bryder os om.

I fællesskab skal vi blot sørge for, at der altid og for alle er handlemuligheder.

At nogen ikke fastlåses på andres præmisser.

Og at andre ikke ser sig bedre og mere værd end andre.

Den 6 september

Prædiken til 13. søndag efter trinitatis:

Er være undertrykt og misbrugt er en alvorlig sag.

Det er ødelæggende for det enkelte menneske, for den befolkning, for den gruppe det går ud over.

Det kan være skadeligt i generationer efter de faktiske overgreb er foregået.

Det kan blive en del af menneskets eller gruppens identitet.

Vi ved godt, at det sker overalt i verden.

På enhver målestok.

I større eller mindre grad.

Vi ved også godt, at det er noget, der altid er forekommet.

Så længe, der har været mennesker til, har der været en form for magtbalance, som er blevet udnyttet af de, der har følt sig stærkere end andre.

Det er en del af den menneskelige natur.

Vi er jo trods alt ikke andet end dyr.

Vi ved underbevidst også, at det er noget der sker nu.

Vores informationssamfund giver os et kæmpe indblik i os selv og hinanden.

På godt og på ondt.

Derfor er der meget undertrykkelse og misbrug, som hver dag klaskes lige op i vores åbne ansigt.

Hvor vi i uhyggelig grad bliver udsat for, hvor ulige verden er.

Hvor forskellige vores vilkår er.

Men der er også alt det rædselsfulde, der holdes hemmeligt.

Det, der ikke bliver os til del.

Før end det måske er overstået.

Før end løsesummen er betalt.

Før end gidseltagerne, magtmisbrugerne er blevet uskadeliggjort.

Eller værst er alt, før end det værst tænkelige er sket.

At et menneskeliv er gået tabt.

Jesus siger i dagens tekst, at han giver sit liv som løsesum for mange.

Underforstået og med kendskab til oversættelsen af det nye testamente, så betyder det løsesum for alle, underforstået igen med kendskab til teologisk tolkning, så betyder det løsesum for alle, der vil.

Jeg er nemlig ret overbevist om, at Jesus ikke vil tvinge nogen til frelsen, men at alle er frelst, hvis de vil.

Men hvem er så Jesu gidseltagere?

For det ligger implicit i en løsesum, at nogen skal have summen.

Eller hvad?

Det vender jeg tilbage til.

Gidseltagninger er nemlig en alvorlig og forfærdelig sag.

Det sker nok oftere end vi er vidende om.

Og generelt, at holdningen, at man ikke forhandler med gidseltagere.

At løsesummen ikke er noget, der overhovedet kan komme på tale.

Men hvis det nu var én man kendte og elskede, ville man så ikke være til sinds at betale hvad som helst for at få vedkommende frigivet?

Da den danske fotograf Daniel Rye i foråret 2013 tog til Syrien havde han nok ikke regnet med, at tingene ville udvikle sig som de gjorde.

Han var i midten af 20´erne og var som mange på den alder energisk og idealistisk.

Han havde tidligere været i Somalia, og nu ville han lave en fotoreportage om flygtninges vilkår.

Men pludselig var hans egne vilkår ændret til det ukendelige

Pludselig vidste han ikke, hvad dagen i morgen ville bringe.

Pludselig så hans fremtid anderledes ud.

Pludselig var han gidsel.

I andre menneskers vold.

Gidseltagningen var ikke offentligt tilgængelig viden.

På grund af Daniels sikkerhed.

I modsætning til mange af de andre Daniel sad fanget med, blev han frigivet.

Han kom hjem.

Prisen var høj på alle tænkelige plan.

Men et menneskes værd kan ikke måles i penge.

Et menneskes værdi lader sig ikke opgøre i de mål vi sædvanligvis bruger til at måle værdier.

Og Daniels liv var ubetaleligt for hans familie og venner, så de samlede sammen til løsesummen, og selvom det ikke gav nogen garantier, så kom han hjem.

Vi kender til historien fra medierne og ikke mindst fra Puk Damgaards bog om sagen.

Den er – nu – offentligt tilgængelig viden.

Dengang vidste vi ingenting.

Levede vi i lykkelig uvidenhed.

Derfor er det nærliggende at forestille sig, at lignende dramaer udspiller sig overalt og hele tiden.

Med knap så lykkelige slutninger måske.

Hvor løsesummen ender med at være menneskets liv.

Løsesummen Jesus betalte var hans liv.

Og han betalte den ikke til nogen decideret gidseltager, men til os.

Menneskeheden som sådan.

Det lyder en kende overdrevet når jeg sådan står her og siger det så direkte, men ikke desto mindre er det sådan det er.

Han gav sit liv som løsesum for alle, der vil løses.

Løses fra det, der kan gøre det svært at være menneske, alle vores fejl og mangler.

Alt det, der gør, at vi gør dumme ting.

Da Jesus døde blev vi sat frie fra de dumheder, der kan gøre os til vores egne gidsler.

Det sætter os selvfølgelig ikke fri til at gøre og sige hvad som helst.

Vi skal i særdeleshed behandle hinanden ordenligt og altid sørge for at passe på vores medmennesker.

Men vi blev sat frie til at være mennesker, og at være menneske er at være fuld af fejl.

Også dem vi ikke kan lide at se i øjnene, er flove over og helst vil glemme.

Men det gav os samtidig et ansvar for altid at stræbe efter at gøre det gode.

For det godes egen skyld.

Ikke fordi vi får noget ud af det.

Men bare fordi.

Og her ligger den virkelige udfordring.

For ligesom Zebedæussønnernes Mor, så vil vi altid passe mest på vores egne og sørge for deres bedste.

Vi er opvokset under så væsensforskellige kår, at vi ikke har fået det gode ind under huden.

Sådan må det have været for dem, der tager andre til gidsler.

De må have lært på et tidspunkt, at en sådan opførsel er i orden, at de gør det bedste på den måde.

For hvordan skulle de ellers kunne leve med deres egne handlinger.

Daniel Rye må leve med konsekvenserne af både egne og især andres handlinger.

Det gør han godt.

Zebedæussønnernes Mor så på Golgata konsekvensen af at være på højre og venstre side af Jesus.

Der var hun nok glad for, at det ikke var hendes sønner.

Vi bør også hver dag sende en venlig tanke til ham, der gav sit liv som løsesum for mange, for alle.

Hvis de vil.

Den 21 august

Prædiken til 11. søndag efter trinitatis:

For 6 år siden udspillede der sig et drama på dansk jord.

Et drama, der gik over i historien.

Et drama, der medførte både breaking news, optøjer og politijagt.

Det er ikke sikkert I kan huske det, selvom det gik over i historien.

Der er jo sket så meget siden.

Det er mangt et breaking news siden.

Vi er blevet så vant til breaking news, at det næsten føles som hverdagskost.

Sørgeligt, men sandt.

Dramaet udspillede sig på to fløje, og ikke af den politiske slags, og de to fløje havde intet med hinanden at gøre.

Den ene del af dramaet handlede om en vase, og den anden om en printer.

Er der noget, der dæmrer?

Kort fortalt, så handlede det om, at der på denne tid for 6 år siden var udsendt en 175 års jubilæumsversion af Kählervasen.

En vase med nogle helt særlige messingbånd rundt om.

Det er jo smag og behag om man bryder sig om den slags, men det kom i hvert fald til formelige scener i diverse isenkræmmere rundt om i landet, fordi vasen lynhurtigt var udsolgt, og ikke kunne skaffes igen.

Mange så det åbenbart som deres RET som forbrugere at få fingre i den vase.

Næsten samtidig, sad der en ung mand i et tog.

Han var på vej til eksamen.

I emnet ”Krig mod terror”.

Derfor sad han med en bog om globalisering og terror.

Med sig havde han også en printer.

I en taske.

For han ville være sikker på, at han kunne printe sin opgave ud og stolede ikke på universitetets printere.

Det kan jeg, i parentes bemærket, godt forstå.

Toget bumlede og skrumlede, som sådan noget ofte gør, og printeren væltede.

Det gjorde selvklart den unge mand nervøs, for han ville gerne bestå sin eksamen.

Men det gjorde også andre nervøse, for pludselig var Alisiv Ceran jaget vildt i Købehavn.

Hovedbanen blev lukket ned og politiet var ude med kampvognene.

En medpassager i toget havde nemlig fundet hans opførsel mistænkelig.

Jeg gad nok vide, om det samme var sket, hvis det var mig, der havde siddet i samme tog, med samme bog og en printer i en taske, som jeg var øm over.

Eller min bror, for den sags skyld.

Jeg tror det ikke.

Jeg er næsten sikker på, at det ikke ville være sket.

Selvom min bror er ualmindeligt langhåret.

Hvorom alting er, så ryddede de to begivenheder sendefladen.

Hen mod slutningen af august 2014.

Samtidig var verden jo, som den var dengang og til dels stadig er.

Der var krig i Syrien, konflikten i Gaza blev optrappet.

Om det har været med til at gøre folk stressede og mindre rummelige ved jeg ikke, men tanken er nærliggende.

Der var i hvert fald ikke meget tillid og næstekærlighed at spore.

Hvorfor kommer jeg til at tænke på noget, der ligger 6 år tilbage i tiden.

Det gør jeg fordi den tekst jeg læste før fra Lukas handler om at tilgive meget og elske meget.

Om mistro og fordomme.

Om rummelighed og solidaritet.

Kvinden i historien er ikke af det gode selskab.

Hun har syndet meget.

Men hun ved det godt selv.

Hun er smerteligt bevidst om sin egen status.

Men hun kan ikke lade være.

Hun kan ikke lade være med at ville elske Jesus og give ham af den smule hun har.

Fordi hun føler en samhørighed med ham.

Og fordi hun har fattet, at man ikke kan elske for meget.

At kærlighed kun er en ressource, der bliver mere af, hvis man giver meget af den.

De andre i selskabet ser på hende med foragt, fordømmer hende for hendes lisstil, føler sig bedre end hende.

Men jeg skal lige love for, at de får svar på tiltalen, og de bliver dømt skyldige. Skyldige i at elske for lidt, i at have for lidt at tilgive.

Det er en hård dom.

Men vi dømmer alle sammen.

Hele tiden og så igen.

Og vores domme kan hurtigt komme til at skygge for en hel masse.

Den gode studerende Alisiv Ceran blev dømt på sit udseende, og på en bog han sad med.

Igen, i parentes bemærket, så ville jeg ikke sidde med en bog om terror, hvis det var en sådan handling jeg var på vej for at udføre, men det kan jo være, at det bare er mig.

Imerco og de andre isenkræmmere blev dømt af den rasende horde af kvinder, der ikke kunne leve uden den messingbelagte vase.

Vasen kunne ikke noget, som andre vaser fra samme mærke ikke også kunne, men det var netop dens udseende kvinderne ville have.

Både det ene og det andet udseende kunne give anledning til ballade.

Og sådan er der så meget.

Jeg dømmer jo sådan set også lige nu, når jeg mener, at dem, der dømte både den ene og den anden vej, der for 6 år siden, havde glemt både solidariteten og næstekærligheden.

Men så kan jeg jo bare huske på Jesu dom over dem han spiste med.

Hvis man har meget at få tilgivet, har man også elsket meget.

Den dom kan jeg godt leve med.

Jeg håber, at den gode Alivis bestod sin eksamen og i dag har et job, han brænder for.

Jeg håber også, at de kvinder, der ikke kunne leve uden Kählervasen i sidste ende fik den, og at den stadig står og pryder hjemme hos dem.

Men mest af alt håber jeg, at vi alle sammen husker at elske lidt for meget, og tilgive hinanden det meste.

Den 16 august

Prædiken til 10. søndag efter trinitatis:

Bjarne Reuter har skrevet en bog, der hedder ”Vi, der valgte Mælkevejen”.

Det er én af mine yndlingsbøger.

Den er skrevet med Reutersk lune og en kæmpe kærlighed til det danske sprog og alle nuancerne i det.

Det er en generationsroman, der følger efter tre andre bøger med samme persongalleri.

Drengen Bjørn, og hans familie og venner, der bor i 50´erne og 60´ernes Brønshøj.

En historie om et Danmark og en verden i vild forandring, men også en almen menneskelig historie om skismaet mellem barndom, ungdom, og at blive voksen.

En historie om styrke og sårbarhed,

En historie om storhed og fald.

Bogen er som nævnt den sidste i fortællingen om Bjørn og starter i sommeren 1966.

En epokegørende tid.

I hele verden.

En tid, hvor alting på en måde blev nyt.

Hvor der man havde kendt før, måtte bukke under eller i hvert fald kom under kraftig forandring.

I der var det, kan huske det tydeligt.

På både godt og ondt.

Vi andre kan kun få erindringerne derom, og nyde godt, at de forandringer, som andre kæmpede for, for os.

Bagsiden af medaljen har vi naturligvis også alle hørt om, eller oplevet, for ingen forandringer kommer gratis.

Dem er der også skrevet et væld af bøger om.

Men vi kan nok alle blive enige om, at den frihed og de muligheder der blev skabt for både store og små, mænd og måske især kvinder, er værd at være taknemmelig over.

De forandringer og den tid, handler ”Vi, der valgte Mælkevejen” om.

Men den handler også om kærlighed og misforståelser mellem mennesker.

For når en tid var som omkalfatrende som 60´erne og 70´erne var, vil der uvægerligt ske misforståelser og opstå brud mellem mennesker.

På den tid i så voldsom grad, at vi taler om en generationskløft.

Ungdommen, som i øvrigt var noget helt nyt, talte slet ikke samme sprog som deres forældre.

Forældrene kunne ikke genkende deres børn, og følte måske en skuffelse over deres egen opdragelse, og en sorg over, at den måde de havde tænkt, at deres slægt skulle videreføres, nok ikke blev realiseret.

Slægt fulgte ikke længere slægters gang, men man gik i sine absolut egne fodspor og allerhelst på bare tæer, mens man dansede rundt med blomster i håret.

If you´re going to San Francisco, be sure to wear some flowers in your hair, blev der sunget, sammen med All you need is Love og Blowin´in the wind.

Jo, jeg mener virkelig, at vi har meget at takke den tid for.

I dag taler vi også om en spirende generationskløft.

Den nye generation, som mine børn blandt andet tæller, har et helt andet fokus og taler et helt andet sprog end os andre.

De er opvokset med sociale medier, computere, internet, mobiltelefoner, og en velstand, som har nået højder, man aldrig havde kunnet forestille sig, da jeg var barn i Fattigfirserne, men de er også børn af en tid med en voksende klimaangst og en globalisering, der viser sig fra sin grimmere side.

De beskylder os for ikke at have taget ansvar i tide, og mener selv, at de opfører sig mere voksent end vi har gjort.

Det er sandelig lidt af en lussing at få smasket i ansigtet.

Dog når det følges af et ”okay boomer”, så kan det være svært at tage seriøst.

Om der bliver tale om en reel generationskløft eller ej, kan kun tiden vise.

Det kan der ikke siges noget endegyldigt begavet om endnu, men hvad vi i hvert fald ved, er at generationskløfter er og har altid været en del af menneskets historie.

Vi ser det overalt gennem historien og dagens Jesus udviser også en gedigen skuffelse over den slægt, han omgiver sig med.

Det er få steder i Det Nye Testamente Jesus hidser sig op, men her er der tale om en skideballe af den helt store slags.

Han skælder og smælder, og det er byer, og dermed forstås indbyggerne i byerne, der bliver ofre for hans møgfald.

Han føler sig ikke forstået.

Han føler, at de steder han har været, ikke har taget noget som helst til sig.

At det har været skønne spildte kræfter, at han har prædiket næstekærlighed, barmhjertighed, fred og glæde og ubekymrethed.

Når menneske på menneske, befolkning på befolkning alligevel opfører sig dovent og selvisk.

Det lyder jo som noget, der kunne være skrevet nu, eller for 50 år siden.

Det lyder som en historie, der gentager sig selv.

Tanken om, om vi bare er dømt til misforståelser og modtryk mellem slægterne, kommer snigende.

Nu er det jo sådan, at erfaringerne ikke umiddelbart kan gives videre, men selv skal, erfares.

Hvor gerne vi end vil forhindre nogen i at begå de samme fejltagelser som os selv, så kan vi ikke.

Vi kan vejlede og opmuntre, men alle må begå deres egne dumheder.

Med det in mente, er det nok ikke så mærkeligt, at generationer ikke altid taler samme sprog.

At det så ind imellem går helt amok og vi taler om en kløft mellem generationerne er så åbenbart også en universel sandhed, noget vi må acceptere og leve med.

Og i langt de fleste tilfælde fører det jo til større oplysning, store tiltrængte forandringer.

Vi der valgte Mælkevejen beskriver en generationskløft, der bragte meget kaos med sig, men som også gav hele verden anledning til håb.

Det håb lever vi hver dag godt af.

Alle os, der har været en del af de efterfølgende generationer.

Om vi så har forvaltet den gave vi har fået godt eller skidt, er det kommende generationers opgave at vurdere.

Noget kunne tyde på, at det synes de ikke.

Og sådan følger slægter alligevel slægters gang, bare med visse overspring.

Det må vi ikke begræde, men tværtimod se på med et håb for fremtiden.

Den 9 august

Prædiken til 9. søndag efter trinitatis:

Sproget er en pudsig størrelse.

Ikke bare det danske, men sådan i al almindelighed.

Sprog kan være legende let, brutalt og hårdt, kærligt og varmt.

Ord kan føles som et kys eller en knytnæve i maven.

Bogstaver kan ved deres sammensætning gøre den hele forskel i et menneskes liv.

Ord er ikke bare ord.

Sprog er ikke bare sprog.

Vi definerer os selv med vores sprog.

Både det sprog vi taler, vores modersmål.

Men også, hvordan vi bruger det.

Er vi ordekvilibrister eller sprogligt an-alfabeter, eller noget helt tredje midt imellem.

Ord kan også betyde forskellige ting, alt efter hvordan de siges, i hvilken sammenhæng de siges eller af hvem de siges.

Vi bruger alle sammen ord.

På forskellig måde og i forskellig grad.

Jeg bruger for eksempel mange ord.

Både talte og skrevne.

Andre har det anderledes.

Med vores ord kan vi udtrykke os.

Vores behov.

Vores ønsker.

Direkte og ligeud.

Men vi kan også gøre det modsatte.

Med vores ord og vores sprog sætte vores tilhører på prøve.

Se, om den, der hører vores tale i virkeligheden forstår, hvad vi mener og vil, selvom vi ikke siger det direkte, men mellem linjerne.

Ord kan også male billeder.

Når jeg siger, at verden står i flammer, så får I med garanti et form for billede på jeres nethinde.

Et formentligt ubehageligt billede.

At stå i flammer er uhyggeligt.

Det gør ondt.

Er ubehageligt.

Og når det tilmed er verden, der står i flammer, så er der pludseligt meget, der er i fare.

Men verden står i flammer.

Bogstaveligt talt i Beirut, hvor eksplosioner for nyligt har ødelagt store dele af byen og presset hospitalsvæsenet til det yderste.

Men mere overført, så har coronaen også sat verden i brand.

Flammerne blusser hele tiden op, gløderne ligger og ulmer.

Vi ved ikke, hvornår vi får held til at få slukket det og gjort den til aske.

Den er pludselig blevet en del af vores sprog, og corona kommer muligvis til at blive det hyppigst sagte ord i år.

Sammen med mundbind og håndsprit.

De ord har virkeligt været definerende for 2020.

Ord er definerende.

De definerer os, vores verden og vores handlinger.

Og ord kan i deres betydning ligge så tæt på hinanden, at de finere nuancer kan være svære at se.

For at bevæge os ind på dagens tekst kan vi jo bruge ordene plagsom og ihærdig som eksempel.

At være plagsom er negativt ladet.

Vi lærer vores børn, at de ikke må plage.

Og vi kan absolut ikke holde ud, hvis nogen eller noget plager os.

Med ihærdig er det anderledes fat.

At være ihærdig er et godt karaktertræk.

Den ihærdige får, hvad han ønsker.

Får udrettet noget.

Og kommer ud over stepperne.

Den ihærdige er ikke doven, og ved, at hun skal gøre noget selv for at få resultater.

Forskellen på de to ligger vel i, at man ved at plage sig til noget, forventer andres indsats og når man er ihærdig kommer i mål ved egen hjælp.

Den ihærdige kan holde ud.

Den plagsomme generer andre.

Men det er en hårfin grænse.

For ihærdighed kan også blive plagsomt for andre.

Og plagsomhed kan faktisk også være en noget ihærdig indsats.

Uanset hvad, så virker det i hvert fald til, at verden er skruet sådan sammen, at nogle mennesker bare opnår alt, hvad de ønsker sig.

Om de plager sig til det eller om det er resultatet af ihærdige anstrengelser ved jeg ikke.

Andre mennesker igen, kan dårligt bevæge sig ud af døren uden, at noget ondt sker dem.

Sådan er livet grundlæggende uretfærdigt.

Eller hvad?

For kan vi opnå, hvad vi vil, hvis vi bare er ihærdige og/eller plagsomme nok?

Kommer alt ned til vores egen indsats?

Det tror jeg i grunden ikke.

Langt hen ad vejen, jo.

Men der er også bare noget, der er uden for vores rækkevidde og handlekraft.

I mange tilfælde kan det dog altid betale sig selv at gøre noget.

Ikke stille sig til tåls med sin skæbne.

Som enken, der ikke vil finde sig i den uretfærdige dommer og som derfor plager ham på allermest ihærdige måde til han giver hende, hvad hun vil have, fordi han ellers er bange for repressalierne.

Om enken plagede eller om hun var ihærdig, så fik hun i hvert fald retfærdighed.

Moralen er vel, at man ikke skal give op.

Og Jesus fortæller historien for at lære os noget om bøn.

At vi skal blive ved med at bede og ikke blive trætte.

Jeg tror ikke Jesus mener, at vi skal plage Gud med vores bønner og på den måde få, hvad vi vil have.

Så indgribende en Gud er der ikke tale om.

Men jeg tror, at Jesus mener, at vi ikke skal give op i forsøget på at få Gud i tale.

I forsøget på at pleje vores helt personlige relation til Gud.

For det er sådan en Gud vi har med at gøre.

Ikke én, der giver os den taske vi vil have, eller som på magisk vis kurerer kræft eller barnløshed.

Men én, som er der, som en ressource for den enkelte.

Den, der ønsker det.

Og ønsker vi ham, ønsker vi Gud i vores liv, så skal vi heller ikke opgive at bede til ham, blot fordi vi ikke opnår lige, hvad vi vil, når vi vil det.

Vi skal ikke plage, vi skal ikke være irriterende ihærdige, men vi skal gøre en indsats.

Så vi skal bede til Gud, inde i os selv og med vores egne ord.

Gud er også et ord.

Et ord, der er i vores sprog.

Når vi siger ordet Gud får vi hver især vores billede af, hvad han er for en.

For sådan er det med sprog og med ord.

De er personlige og kan tage os ad alle mulige og umulige veje.

Om vi vil plage andre med dem eller ej, er altid op til os selv.

Men vi skal huske at bruge dem, fornuftigt og hensynsfuldt.

For andre kan ikke bruge dem for os.

Den 2 august

8. søndag efter trinitatis:

Stormene suste og ramte et hus.

Det lyder som en ganske almindelig dansk vejrudsigt, ikke årstidsspecifik.

Det lyder også lidt som store stygge ulv og de tre små grise.

Det var kun den ene lille gris, der formåede at bygge et hus – af mursten vel at mærke, som kunne holde til ulvens prusten.

Huset, der blev bygget på sand, måtte også lade livet, og kunne ikke holde til naturfænomenernes rasen.

Selvom det umiddelbart kunne lyde sådan, er vi nok hverken ramt af vejrudsigter eller tegneserier.

Vi er nærmere ramt af livet, og er midt i livets skrøbelighed.

Livet ér skrøbeligt.

Det er desværre noget vi må leve med.

Alt kan ændre sig i et enkelt sekund.

Toget vi satte os ind i om morgenen kan kollidere med et andet.

Vinden kan rive en tagsten løs, der rammer os.

Lægebesøget vi har udskudt, giver det svar vi frygtede.

Sådan ér livet.

Fuld af skrøbelighed.

Fuld af alt det, der er farligt.

Og forgængeligt, ikke mindst.

De fleste mennesker lever heldigvis i lykkelig forglemmelse.

Vi går ikke rundt og tænker på togkollisioner, tagsten eller dødelige sygdomme.

Det mener jeg heller ikke, at vi skal.

Det bliver for hårdt og anstrengende, hvis vi skal gøre det.

Det kunne føre lige lukt ud i depressionens sorte afgrund.

Og hvis man selv har været dér eller set nogen af sine nærmeste være dér, så ved man, at det ikke er et sted man ønsker at være.

At det muligvis er det, der menes med helvede.

Men selvom vi ikke går rundt og tænker på vores egen eller andres forgængelighed på daglig basis, så kan den alligevel ramme os.

Når vi åbner for tv´et, når vi læser nyhederne, eller måske også når vi er i naturen.

Verden er fuld af ondskab og dårligdom, det kan vi slet ikke være i tvivl om, radio og tv skal nok minde os om det, hvis vi bliver i tvivl.

Men verden er endnu mere fyldt med skønhed.

Vi skal bare huske at lægge mærke til det.

Og skønheden og forgængeligheden hænger uløseligt sammen.

Det er på en måde et djævelsk dril.

At alt det, der smukt og dejligt en dag skal forgå.

Bare tænk på, når man har bygget et sandslot.

Flot og stolt knejser det der, midt på stranden.

Timevis er der måske blevet brugt på det.

Muslingeskaller er møjsommeligt sat på.

Og hvad sker der så?

Vandet tager det.

Og det er væk i eet nu.

Det er løbet ud.

Som sandet i timeglasset også løber ud.

Men smukt var det, mens det var, sandslottet.

Vi nød synet af det.

Og bygmesteren nød sin timevise optagen af at få det konstrueret.

Bygget på helt rigtige vis.

Og koncentrerede sig ikke om dets forgængelighed, men kun om at få det lavet som han ønskede det.

Husene Jesus taler om er naturligvis også et billede på livets forgængelighed og det fundament vi bygger vores liv på.

Bygger vi det på sand eller på klippe.

Bygger vi det på noget, der er virkelig er solidt, eller bygger vi det på noget, der så let som ingenting kan smuldre mellem hænderne på os.

Svaret er helt sikkert ikke enkelt, ikke bare det ene eller det andet.

Mit liv som prædikant ville ellers være nemt, hvis det var sådan.

Hvis jeg bare kunne sige til jer, at hvis I byggede jeres liv op på denne ene måde, så var alle sorger forsvundet og alle problemer løst.

Jeg ville nok få en kort karriere, hvis jeg gjorde det.

Det er nu ikke derfor, at jeg ikke gør det.

Jeg gør det ikke fordi livet bare ikke ER så enkelt.

Livet er vel sådan for os alle sammen, at ind imellem bygger vi det på noget bundsolidt, ind imellem bygger vi det på noget mere diffust.

Få mennesker går ad en snorlige vej og har fast grund under fødderne hele tiden.

Heldigvis.

For jeg vil vove den påstand, at det er fejltrinene, eller måske nærmere muligheden for fejltrinene, der giver livet mening.

Nu lyder jeg igen noget Svend Brinkmandsk i det, det medgiver jeg.

Og manden skrev da også for nyligt en klumme i Politiken om selvsamme emne.

Om at vi, ved at tæmme livet, tømmer det for mening.

Jeg ved ikke noget om, om Svend Brinkmann er kristen.

Muligheden for, at han ikke er, er stor.

Men han forholder sig i alle tilfælde kristeligt til mennesket.

Vi vil nemlig komme til at bygge hus på skrøbeligt fundament og må tage konsekvenserne deraf.

Men lærer vi af det, og bygger vi langsomt, men sikkert, lag for lag, det inderste af os selv på noget mere solidt, er chancen for, at vi næste gang bygger et bedre hus, ret stor.

At bygge sit liv på et kristent fundament er at bygge sit liv på et menneskes pligt til at omfatte sit medmenneske og sin omverden med kærlighed, uanset hvordan dette medmenneske og denne omverden må se ud.

Dét er i grunden såre simpelt.

Det er de ord, som Kristus, siger til os, og det er det Ord Gud sendte til os.

Det er også at bygge sit hus på noget solidt, men det er også ind imellem at bygge sit hus på noget, der vakler.

For vi kommer i tvivl.

Vi kommer ikke altid til at omfatte vores medmennesker og omverden med kærlighed.

Så simpelt er det trods alt heller ikke.

Det kristne fundament er visionært i den forstand, at det baserer sig på, at livet er stort og ikke lader sig indskrænke af nedarvede konventioner, men også på, at livet er skrøbeligt og forgængeligt.

Uden, at det går hen og bliver selvmodsigende.

Det favner bare, og peger mennesket i en retning uden at diktere.

Vi kommer alle sammen ud for solskin, men vi kommer også ud for stormvejr.

Stormvejret får os til at vakle, vi får vind i håret og har måske svært ved at holde fast.

Men uvejret afslører også for os, hvem vi er.

Om vi tør stå stærkt i os selv.

Hvilket fundament vi ønsker i vores liv.

Om vi tør stå ved os selv.

Stormene suste og ramte et hus.

Om det væltede eller ej handler om fundament og balance.

Begge dele er i evig forandring.

For sådan er livet.

Både for dig og for mig.

Den 21 juni

Evangelietekst til 2. søndag efter trinitatis:

Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!«

Luk. 14, 25-35

Prædiken:

Der er noget selvmodsigende over det.

Jeg står i hvert fald tilbage lettere konfus og forvirret.

Skal vi pludselig til at hade?

Jeg troede, at hele det kristne budskab, ja, at kristendommen som sådan, var bygget op omkring, at vi skal elske.

Ubetinget.

Nærmest grænseløst.

Selv de mennesker vi virkelig ikke bryder os om, skal vi elske, for også de er vores næste.

Men nu skal vi åbenbart til at hade.

Det giver ikke meget mening.

At Jesus på den ene side, helt radikalt og uden omsvøb, siger, at vi skal elske vores næste, at det er det eneste bud og krav, der er i kristendommen, og på den anden side siger, at vi ikke kan følge ham med mindre vi hader vores familie og vores eget liv.

Det sætter os, og i særdeleshed mig, som skal udlægge den her tekst i en kattepine.

Det eneste jeg kan komme i tanke om, for at få det hele til at gå op, er at vi må tolke Jesu brug af ordet had anderledes end vi normalt i vores verden tolker og bruger det.

Her er ikke tale om rendyrket ondskab, terrorplaner eller afstandtagen fra andre mennesker.

Men der er snarere tale om at give afkald på, som han også selv udlægger og modificerer det til slut i teksten.

At vi skal give afkald på os selv for at komme ham nær.

At vi skal give afkald på sit vores liv, på alt det materielle, på det, der gør, at vi går mest op i os selv.

Det er dét, der er meningen med, at vi skal hade vores liv.

Vi skal gå glip.

Det korresponderer jo vældig dårligt med vores tid, med dens FOMO.

Til dem, der ikke ved, hvad FOMO betyder kan jeg oplyse, at det betyder Fear of missing out.

Altså angst for at gå glip af noget.

Det er simpelthen en ting

En angst.

At man er bange for at gå glip af.

Og på den måde bliver Jesu ord pludselig frygteligt aktuelle.

Han vil, at vi skal lære at gå glip af.

Vi skal gå glip for at være i det liv, vi har fået som gave.

For ellers går vi netop glip af gaven.

Går vi glip af det væsentligste.

Livet som sådan.

Så misser vi livet. fordi vi har travlt med at lægge andre planer.

Livet er i sandhed en morgengave, men det kan også være en hadegave.

For livet er uendeligt besværligt.

Det er krævende.

Og det kræver ikke mindst vores liv.

Men det er også det skønneste, der findes.

Selvom det kan være svært at se ind imellem.

Nu kunne det lyde som om jeg har fået Svend Brinkmann på hjernen.

At jeg vil bringe psykologien sammen med teologien.

Det er ikke meningen.

Men den moderne psykologi har mange skæringsflader med teologien.

Så vi kunne også sige, at det faktisk er Svend Brinkmann, der har fået Jesus på hjernen.

Jesus er ikke forud for sin tid, han har bare fat i kernen ved det at være menneske.

Mennesket pisker rundt og vil alt muligt.

Det ville vi for 2000 år siden.

Det vil vi stadig.

Vi er nysgerrige.

Og vi er bange for at være uden for.

Ikke at være en del af flokken.

Bange for at gå glip.

Nu har det bare fået en fancy betegnelse.

Men der var nok mindst lige så meget FOMO på Jesu tid.

Det var nok bare på en anden måde.

Man var bange for at gå glip af andre ting, på en lidt anden skala.

Men det handlede immervæk stadig om social status.

Om man var accepteret.

Selvom der ikke var noget instagram eller lignende identitetsdyrkende tiltag.

Så fik vi altså slået det fast og kom så langt.

Vi skal ikke til at hade.

Vi skal stadig elske.

Elske vores liv så dybt, at vi tør gå glip.

For at turde gå glip af, betyder også, at man øver sig i at gøre ting grundigt.

Og langsomt.

Som fx at læse avis.

En rigtig papiravis, hvor der kommer sort sværte på fingrene, mens man bladrer sig igennem den.

Eller sætte sig ned og fordybe sig.

I et puslespil eller andet langsommeligt.

Som Peter Plys så klogt siger det: ”I dag er en perfekt dag til at lave ingenting”.

Men at lave ingenting er muligvis det sværeste i hele verden, for det kræver, at vi tør gå glip, og at vi har givet afkald på at være bedst, hurtigst, først.

Jeg tror ikke, at Jesus var særlig interesseret i psykoanalyse, det var jo heller ikke opfundet på hans tid.

Men han var ægte og oprigtigt interesseret i mennesker.

Og han ville mennesket, som art, det allerbedste.

Det er den opmærksomhed og den interesse, der gør, at Jesus bliver moderne.

At det psykologerne og mange andre kloge hjerner forsøger at fortælle os i dag, det fortalte Jesus os allerede for mere end 2000 år siden.

Det er alligevel utroligt.

Mest, at vi ikke rigtig er blevet klogere.

Jeg mener, vi kan sende folk til månen og opfinde yderst avancerede dippedutter, men at tage ægte vare på os selv, det kan mange af os ikke rigtigt.

Men så er det jo godt og heldigt, at vi kan komme i kirke.

Og høre, at også Jesus mener, at vi skal lære at give afkald, lære at gå glip.

Mest af alt fordi vi ikke må gå glip af livet.

Og har du mere lyst til at lave ingenting i stedet for at gå i kirken, så trøst dig med, at det er vigtigt at gå glip.

At du faktisk bare følger Jesu egen opfordring.

2020

Den 14 juni 2020

Prædiken til 1. søndag efter Trinitatis 2020:

Man kan mene meget om Folkekirken.

Mange mener også meget om Folkekirken.

Både os inden for murene.

Men også dem, der står uden for, og måske, måske ikke, mere eller mindre benytter Folkekirken og dens tilbud.

Og så er der dem, som gør en sport ud af at stå i opposition til Folkekirken og i særdeleshed deres præster.

De mener oftest rigtig rigtig meget.

Især om præsterne.

Og gør en dyd ud af at håne os, og fremstille os som mindre bemidlede eller svage.

Fred være nu med det eller med dem.

Diskussionen omkring kirken er jo god nok.

Den skal være der.

Vi må ikke stoppe med at kigge efter i sømmene, om tingene nu er som de skal og bør være.

Vi skal granskes og granske.

Teologer kan dog være nogle hårde hunde.

Selvom vi prædiker næstekærlighed, udviser vi det ikke særligt ofte over for hinanden.

Det må jeg indrømme, selvom det er pinligt.

Vi er så optagede af vores egen teologi og vores egen personlige tro og overbevisning, at vi ikke hører, hvad de andre siger.

Måske gider vi ikke engang høre, hvad de andre siger.

Én af de evindelige diskussioner er om indholdet i kirken.

Hvad kan vi og hvad må vi og hvad bør vi.

En relevant diskussion, særligt i år, hvor der er menighedsrådsvalg, og derfor skal hverves nye medlemmer, der kan være med til at sætte deres præg på den lokale Folkekirke de næste 4 år.

Men i stedet for at diskutere ægte indhold, og være nysgerrige på andres holdninger, og lære af, hvad andre gør, så bliver det som oftest en mere eller mindre lødig drøftelse af, om Folkekirken er ved at spille fallit.

Og det er lige så sikkert som amen i den kirke, der er genstand for diskussionen, at den ene fløj mener, at vi er ved at lave et cirkus ud af det hele, og den anden fløj påberåber sig at være kirke for folket.

Diskussionen dukker op fra tid til anden.

Så kører den lidt frem og tilbage.

For så at dø ud.

I den her uge blussede ilden op igen.

Og nogen fik hældt lidt brænde på bålet.

Andre prøvede at tone det lidt ned.

Nu skulle man jo tro og håbe og mene, at der var plads til alle.

At det er dét, der er Folkekirkens styrke, og grunden til, at Folkekirkens struktur er som den er.

Men den har åbenbart en grænse, rummeligheden.

Eller også tager teologer bare opfordringen fra Første Timotheusbrev meget seriøst, og strider troens gode strid.

Hvor god en strid så end kan være.

Diskussionen er jo, strid eller ej, stadig vigtig.

Vi skal diskutere med hinanden.

Rummelighedens grænse er også på spil for Jesus.

Han ville nok blive temmelig træt af de danske nutidige teologer og deres petitessediskussion, hvis han kunne overvære, overhøre og læse, hvad der foregår i dag.

For ham står og falder rummeligheden ikke med, hvordan man tror, hvor meget man tror, eller om hvordan man lader sin tro komme til syne, men blot om, AT man tror.

Det er det eneste afgørende.

Og det eneste krav, han stiller til os mennesker.

Foruden det, der med at elske sin næste.

Men det er jo også besværligt nok i sig selv.

Nej, Jesu rummelighed sættes på prøve, når vi ikke deler.

Af vores overflod.

Uanset om den er materiel, fysisk eller mental.

Hvad vi har af overflod skal vi ikke gemme væk, men øse ud af, så andre får glæde af det også.

For overflod virker kun, hvis det deles.

Det kunne vi folkekirkelige teologer lære noget af.

Det giver jo ikke mening at gå og skælde ud over, hvad de andre gør eller ikke gør, men tværtimod blot glædes over, AT de gør.

Og stole på, at andre ved, hvad de gør.

I stedet for at dømme.

For det er ikke givet os mennesker at dømme mellem hinanden, hvis man skal tage Jesu ord bogstaveligt.

Det gør vi jo hele tiden alligevel.

Jeg tror simpelthen ikke på, at der er nogen, der kan sige sig fri for det.

Vi dømmer hele tiden.

Uanset om det er de andres holdninger, gøre og laden, påklædning, eller hvad der nu kan være, så dømmer vi.

I det små.

Men også i det store.

Vores tid viser det med alt tydelighed.

At vi ikke kan nøjes med at passe vores egen butik, men også må følge med ovre hos de andre.

Vi gør det vel af usikkerhed.

Vi gør det vel af bekymring.

Men det skaber en afstand mellem mennesker, som ødelægger rummeligheden.

Vi skal have respekt for hinanden.

Vi skal passe på hinanden.

Men så længe vi ikke sætter andre mennesker i fare.

Så længe vores handlinger ikke ødelægger nogen eller noget, så må andre stole på, at vi har vores fornuft i behold.

Om teologer sådan generelt har deres fornuft i behold eller er ved deres fulde fem, vil jeg helst ikke svare på.

I kan jo kigge på mig og selv vurdere, for vi skal jo ikke dømme.

Men sikkert og vist er det, at selv teologer skal foregå med et godt eksempel.

Derfor kunne det være dejligt og ønskeligt, om vi også lærte at udvise lidt rummelighed.

Sådan ægte rummelighed.

En rummelighed, der tager udgangspunkt i næstekærligheden, og ikke i, hvem folk er, eller hvad de gør.

Men blot i, at de er mennesker, der gør deres bedste.

Vi kan ikke bestemme, at andre skal dele ud af det de har, men vi kan selv dele ud, og håbe på, at vores handlinger med tiden spreder sig som ringe i vandet.

Og så har man jo lov til at håbe, og håbet er da stadig lysegrønt, at teologer ikke er så langt uden for pædagogisk rækkevidde, at de ikke også en dag kan nå til at udøve den næstekærlighed de selv prædiker.

Den 7 juni 2020

De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne.Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede.

Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

Matt. 28, 16-20

Prædiken:

For 55 år siden, i marts måned 1965, gik omkring 3200 mennesker fra byen Selma mod byen Montgomery i Alabama, USA.

De var ført an af præst og borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King.

De var primært afro-amerikanere.

De var unge.

De var gamle.

De var mænd.

De var kvinder.

De var primært mennesker.

Men de gik i protest.

I protest over manglende rettigheder.

De gik i sympati.

I sympati med den helt unge hjælpepræst, der en måneds tid forinden var blevet skudt, og som senere døde af sine kvæstelser, af polotiet.

Fordi han kæmpede for sin ret til at være den han var.

Have den hudfarve han havde.

Under marchen fra Selma blev de fredelige demonstranter stoppet på en bro af politiet, og kunne ikke komme videre.

Da bad Martin Luther King dem sætte sig.

Folde deres hænder.

Og bede.

Hvad de bad for, ved vi ikke.

Men de bad.

Det må have været et imponerende syn.

Måske bad de for, at de kunne komme over broen.

Det lykkedes dem først tredje gang de forsøgte.

Men det lykkedes dem.

Måske bad de for, at menneskeheden ville holde op med at dømme hinanden.

På hudfarve.

På seksualitet.

På tro.

Vi ved det ikke.

Men de bad.

I dag ser vi lignende scener i USA.

Overalt er der demonstrationer.

Det er voldsomt.

Så voldsomt, at jeg næsten ikke forstår det, selvom jeg hører det i radioen og ser det på tv.

Jeg lever i en naiv boble.

En naiv boble, hvor min fantasi ikke rækker til, at der stadig er så stor ulighed, som det ind imellem viser sig, at der er.

Så brister min bobbel og jeg må forholde mig til verden som den faktisk er.

En værdig fuld af vrede.

En verden fuld af vold.

En verden fuld af bristede illusioner.

En verden fuld af bristede løfter.

For vi mennesker kan ikke altid holde det vi lover.

Og vi lover også ofte mere end vi kan holde.

Selvom Paulus skriver til Efeserne, at vi er udvalgt til at stå hellige og uden fejl, så er det vist mere et håb end en kendsgerning.

For vi er fulde af fejl.

Det ved Paulus også godt.

Men hans tro og overbevisning er den, at hvis vi ser os selv i lyset af Jesus, og ser hinanden i lyset af Jesu kærlighed, så er vi uden fejl.

Gid det var så enkelt.

Men det er det ikke.

For selvom vi giver vores æresord, så er det trods alt stadig kun ord, og har ikke tyngde bag sig førend vi handler på det.

Før vi viser, at vi mener, hvad vi siger, og lover.

I dag giver Gud os sit æresord.

Det er ikke så lidt, faktisk.

Og heller ikke noget vi skal tage let på.

Men i dag lover Gud os, at han er med os alle dage indtil verdens ende.

Hvor og hvornår den så end er.

Men det lover han os.

Det er hans gave til os.

Symbolet på den gave er dåben.

Dåben er vores gensides tegn til og fra Gud, om at vi vil hinanden.

Gud sætter som sådan ikke handling bag sine løfter, bag sit æresord, men dåben er den handling, der gælder for evigt.

Han behøver ikke vise os mere.

Nu er det op til os, om vi har lyst til at have ham med os.

Om vi vil være med ham indtil verdens ende.

Det er det nok de færreste, der kan præstere.

Vi har vist alle vores kampe med Gud, som vi har det med vores forældre.

Men uanset hvor langt væk vi kommer.

Uanset hvor vrede vi bliver.

Så er han der.

Og vil altid være der.

Han kan ikke vise os det, men vi kan folde vores hænder og bede.

Bede om, at vi har styrke til at holde vores løfter, og være kærlige over for vores medmennesker.

Verden er på mange måder et grumt sted at leve.

Vi ser det i dag.

Og historien viser os det hele tiden.

Mennesker, der kun vil det bedste, bliver dræbt.

Mennesker, der har magt, udøver uberettiget brutalitet.

Vi må nok erkende, at det er sådan verden er.

Men vi må IKKE acceptere det.

Vi SKAL ikke acceptere det.

Vi skal tværtimod gøre modstand.

På den måde vi nu hver især kan.

Med tale, med handling, med vores kærlige væren i verden.

Demonstranterne på broen mellem Selma og Montgomery ville intet andet end anerkendes for de MENNESKER de var.

De ville ikke dømmes for noget, der kun handlede om deres ydre.

Og de ville ikke svare vold med vold.

Og derfor bad de.

Bad som modsvar på brutaliteten og fordømmelsen.

For nogle gange er det det eneste at gøre.

At folde sine hænder og prøve at mønstre mest muligt styrke.

For at leve op til den fornemme gave vi har fået af Gud.

At han vil være med os alle dage, indtil verdens ende.

Amen.

Stines ord under corona lukningen

Den 17 maj 2020

Historien er på mange måder nådesløs.
Den sker rundt om os.
Den ligger under os.
Den er bag os.
Og den er foran os.
Vi er alle en del af historien.
Dem, der skriver historien og skriver den ned, kan jo ikke undgå andet end at skrive den fra deres synsvinkel.
Sådan er det.
Jeg tror ikke rigtig på objektiv historieskrivning.
Man kan formidle fakta, men det vil altid være ud fra forfatterens subjektive afvejning af vigtighed.
Derfor vil der også ofte være nogen, der føler sig truffet eller måske direkte ramt, når historien gengiver deres gøren og laden.
Et godt eksempel er, hvordan politikere og modtandsfolk under besættelsestiden er blevet skildret, på både godt og ondt.
Når der store følelser i spil vil det nødvendigvis være sådan.
Men det betyder ikke, at de store begivenheder i historien ikke skal fortælles, for det skal de altid.
Det betyder blot, at vi som læsere og modtagere bare altid skal holde os for øje, at der er mere én side af en sag og af en fortælling.

Lige nu, i disse dage og disse timer, nærmer os en form for afslutning på en spektakulær historie.
Historien om da Danmark lukkede ned.
For selvom historien nok langt fra er slut endnu, så kan vi efterhånden få et billede af, hvordan historien kommer til at ende.
Måske.
Sikkert og vist er det dog, at vi nærmer os afslutningen på den nedlukkede Folkekirke.

Og når vi alle når på den anden side af alt det her, begynder historieskrivningen.
Den er såmænd allerede godt i gang.
Lad os nu dømme hinanden med milde øjne.
Lad os se med overbærenhed på alt det, der måske forargede os.
Lad os stole på, at alle gjorde det bedste de kunne.

Dagens evangelietekst er også en optakt til afslutningen.
En bøn om, at det hele skal ende godt, og at historiens dom vil blive så nådig som muligt.
Det er på en måde Jesu sidste vilje.
Det han ønsker sig som eftermæle.
Men det er også, hvad Jesus ønsker for os.
For menneskeheden.
Han ønsker sig på vores vegne nærhed og nærvær.
Han ønsker, at vi skal være lige så nær hinanden som han og faderen er.
Han er faderen som er lig med kærlighed, nærvær og lidenskab.
Når han ønsker det for os er det fordi han godt ved, at enden er nær.
Den ekstra tid han fik på jorden efter påskesøndag nærmer sig slutningen.
Derfor formulerer han sit testamente.
Som en påmindelse til os.

VI skal også påminde hinanden om alt det gode vi ønsker for hinanden.
Og især når historien om det nedlukkede Danmark skrives.
En historie, der med små skridt nærmer sig sin afslutning.
Den startede brat.
Med noget ingen af os havde regnet med.
Men den slutter gradvist.
Med alt det vi alle sammen har længtes efter.

Med håbet om, at vi ses til gudstjeneste på torsdag i Kapernaumskirken.
Amen og kærlige hilsner
Stine, præst

Den 16 maj 2020

Nogle evangelietekster er bare sværere end andre.
Og det er selvfølgelig forskelligt fra præst til præst, hvad man finder udfordrende.
Denne uges evangelietekst, synes jeg personligt er svær.
Svær at læse.
Svær at læse op.
Men også svær at komme til bunds i.
Men det er jo det gode ved, at vi har bundne evangelietekster i Folkekirken, for så tvinges vi til at forholde os til de tekster vi ikke bryder os så meget om.
I morgen vil jeg prædike fra denne virtuelle prædikestol, og reflektere lidt over de samtaler vi har med dem, der ikke er hos os, men som kender os bedre end vi kender os selv.

Kærlige hilsner
Stine, præst

Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.« Johs. 17, 1-11

Den 15 maj 2020

Noget af det jeg har savnet mest, mens vi har måttet undvære gudstjenester, og noget af det jeg glæder mig mest til at kunne igen, er at fejre nadver sammen med jer alle.
Det nærvær og den særlige stemning der er, når vi indtager nadveren sammen i kirken er helt uden sammenligning. Skaber et helt særligt fællesskab.
Vi ved stadig ikke, om nadveren i første omgang bliver en del af gudstjenesterne, desværre.
Men fra på mandag er kirkerne åbne igen, og jeg kan ikke vente med at fejre gudstjeneste sådan i rigtig levende live.

De kærligste hilsner
Stine, præst

Den 14 maj 2020

Danmark har været i undtagelsestilstand de sidste to måneder.
Vi har skullet leve på en ny måde.
Skullet ændre vores liv fra den ene dag til den anden.
Nu står vi for at skulle ud af undtagelsen og ind i livet igen.
Det medfører en masse tanker.
Tanker, der kan variere over alt fra bekymring og angst til eufori og taknemmelighed.
Det må vi vist bare tage med, som en del af den her krise.
Vi er nok alle på én eller anden måde under alle omstændigheder blevet klogere.
På os selv.
På vores familie.
På samfundet.
Sådan er det med kriser.
Det skærper blikket.
Får os til at fokusere på det væsentlige.
Og - forhåbentlig – på hinanden.

Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer,
det skal I også gøre mod dem. Matt. 7, 12

Kærlige hilsner
Stine

Den 13 maj 2020

Grundtvig skulle have sagt, at mennesket er et guddommeligt eksperiment af støv og ånd.
Jesus siger i Matthæusevangeliet, at mennesket ikke lever af brød alene.
Begge de herrer har en pointe.
For er der noget, der er gået op for mig under den her nedlukning, så er det, at vi mennesker har brug for ånd og åndelighed.
Brug for at være sammen OM ånd og ikke kun I ånden.
Kirkerne står nu - heldigvis - for at skulle åbne igen.
Vi afventer stadig retningslinjer for, hvordan og hvorledes, men dem forventer vi snarest.
Jeg glæder mig til at skulle være sammen igen med ånd og brød og hele det levede menneskeliv.

Kærlige hilsner
Stine, præst

Den 10 maj 2020

Jeg glæder mig inderligt til - snart - at kunne stå på prædikestolen i Kapernaumskirken og se jer alle i øjnene, men indtil da stadig prædiken fra denne virtuelle prædikestol.
Og dagens prædiken handler om frihed. Og om hvordan vi forvalter vores frihed. Det med frihed og ansvar kan være meget godt at tænke over i disse dage, tror jeg.

Kærligst,
Stine

Da frihedsbudskabet lød den 4. maj 1945 kl. 20.36 blev Danmark hensat i en glædesrus, og alt blev lukket pga. glæde.
5 års besættelse var slut.
5 års sorg og savn var, om end ikke slut, så på vej mod sin ende.
6 års krig så sin ende.
Tyskland havde kapituleret.
Men selvom besættelsen var slut, var afsavnene ikke ovre.
Der var stadig vareknaphed.
Bornholm var stadig besat.
Dem, der måtte flygte, var stadig ikke vendt tilbage.
De, der havde lidt store tab, var stadig i sorg.
Sårene var knapt begyndt at hele.
Men glæden var der.
For vi havde følelsen af at have fået vores frihed tilbage.
Frihed, som nu engang er det bedste guld.
Om end man ikke ved det, før man ikke har den.

Vi tager den i udgangspunktet for givet.
Jeg ved, at jeg gør.
Jeg betragter den med selvfølgelighed, måske nogle gange med arrogant selvfølgelighed.
Og har ikke fantasi til, eller bruger energi på at forestille mig, hvordan livet uden den ville være.
Alligevel ved jeg jo godt, at mennesker over hele verden og gennem hele historien har kæmpet for den og stadig kæmper for den.
At nogen har kæmpet for den, så jeg i dag kan svælge mig i min arrogante selvfølgelighed.
Danmark var måske ikke hårdt ramt under Anden Verdenskrig.
Danmark var flødeskumsfronten.
Men vi kæmpede alligevel på vores danske måde.
Og vi led.
Vi var ikke herre i eget hus.
Andre dikterede, hvad man måtte og ikke måtte.
Så da frihedsbudskabet lød, brød ekstasen løs.
Og der var lukket på grund af glæde.

Snakken i dag handler nemlig om frihed.
Om at være fri.
Frie.
Og glade.
For frihed gør glad.
Men det kan også gøre alvorlig.
Frihed er nemlig et stort ansvar.
Frihed betyder ikke, at man kan gøre alt, og at alt er tilladt.
Tværtimod.
Frihed betyder, at man har ansvaret for det fælles bedste.

Jesus taler også om frihed.
At Sønnen gør mennesker virkeligt frie.
Det er et stort løfte.
Og hvad mener han overhovedet med det?
For at forstår det, skal vi have fat i synden.
Vi kender den alle sammen, selvom vi måske ikke altid vil kendes ved den.
Den er grim og sort og ubehagelig og vi vil helst gemme den væk, men den er altså alligevel i os alle sammen.
Og synden gør os ufri.
Den gør os til slaver for vores egen dårlige moral og dernæst vores dårlige samvittighed.
Dårlig samvittighed kommer intet menneske udenom.
Vi har alle sammen, gjort noget vi ikke er stolte af, og som vi nødigt eller slet ikke tænker på.
Og på den måde er vi ufrie.
Det er ikke kun dårligt, for det viser noget om vores empati og vores medfølelse og verdenssyn.
Men det kan også være hæmmende.
Både hvis de konkrete synder, eller den dårlige samvittighed over fortidens synder fylder uhensigtsmæssigt meget i tilværelsen.
Der er ikke noget quick fix mod synd.
Den er der bare og er present.
Den er en del af det at være menneske.
Men det Jesus forsikrer os i dagens tekst, er at troen på ham, kan sætte os tilstrækkeligt fri.
Troen på ham fjerner ikke vores synder som mennesker, men den gør, at vi er tilgivet.
Han har taget alle vores fortidige, nutidige og fremtidige synder på os, og gør os dermed i stand til bare at være mennesker.
På godt og ondt.

Frihedsbudskabet gjorde danskerne fri fra den tyske besættelsesmagt, men det gjorde ikke danskerne fri fra sig selv, og deres egen dårlige samvittighed.
Der fulgte et retsopgør og en oprydning, som historikerne stadig har travlt med at dykke ned i.
Men den aften, den 4. maj 1945, var det friheden, der herskede.
Man følte sig ægte fri.
Verden lå åben.
Alt var nu muligt.
Intet kunne slå os ud.
Sådan er ægte frihed.
Den gør i stand til at leve.
Vores opgave er så at gøre det.
Under ansvar og med næstekærligheden som rettesnor og guideline.
Men kan vi det og gør vi det, er vi ægte frie.
Syndige, uperfekte, frie mennesker.

Den 9 maj 2020

Det handler om frihed og synd.
Det første vil vi rigtig gerne beskæftige os med.
Det andet, knap så meget.
Men i denne uges evangelietekst hænger de sammen.

Jesus sagde da til dem:
»Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg.
Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.«
Da han talte sådan, kom mange til tro på ham.
Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.«
De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?«
Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.« Johs. 8, 28-36

Den 7 maj 2020

I aften skal rigtig mange af os nok spise varme hveder, som det er tradition at gøre det aftenen før Store Bededag.
Store Bededag er en særlig dansk helligdag, som ikke har sin oprindelse i Biblen, men som blev indført af biskoppen over Sjælland i 1686, og ikke af Struense, som mange af os igennem vores skoletid er blevet fortalt.
Hvederne spiser vi som et levn fra dengang, da alt, inklusive bagerne skulle være lukkede Store Bededag, og man derfor skulle have noget brød, der kunne lunes.
Jeg glæder mig altid til at skulle spise hveder og være sammen med min familie.
I år vil jeg dog sende en kærlig tanke til alle de konfirmander, der måske nok er lidt triste i aften, fordi de ikke kan blive konfirmerede i morgen.
Store Bededag er nemlig blevet én af årets største konfirmationsdage.
Sådan bliver det ikke i år.
Men det bliver.
Konfirmationerne bliver holdt.
Bare senere.
Det må vi sige til os selv i år.
Det hele kommer.
Bare senere.

Jesus sagde:
»Bed, så skal der gives jer;
søg, så skal I finde;
bank på, så skal der lukkes op for jer.
For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder;
og den, som banker på, lukkes der op for. Matt. 7, 7-8

Mange kærlige hilsner
Stine, præst

Den 5 maj 2020

Den 5. maj 1945 kl. 8 bimlede alle landets kirkeklokker.
De bimlede for den fred og det fredsbudskab, der havde lydt aftenen før, og som sendte Danmark ud i euforisk glæde.

I morges kl. 8 bimlede kirkeklokkerne igen.
For at fejre den frihed vi aldrig må tage for givet.
For at minde os om, at historien ikke må gentage sig.
For at ære alle dem, der gav deres liv og ikke lod sig kue.

I går aftes satte vi lys i vinduet.
Lys for frihed, fred og kærlighed.
Aldrig har det måske været mere relevant end netop nu.
At ihukomme vores fælles historie og fælles erindring.
Så vi altid husker på, at både tanken og sjælen er fri, og at fællesskabet er det, der gør os stærke.

Rigtig glædelig 5. maj.

Kærligst
Stine, præst

Link til video på Facebook: https://llk.dk/8srjyi

Den 4 maj 2020

Den 3 maj 2020

Dagens prædiken er en to-trinsraket.
Samme prædiken, to formater.
Som podcast og som tekst.

https://llk.dk/ntblun

Hvem er jeg?
Hvem er du?
Hvem er vi?
Jesus siger, at han er vejen, sandheden og livet.
Jesus er vejen!
Jesus er sandheden!
Jesus er livet!

For alle mennesker er der en vej at gå.
Livets vej på mange måder.
Den vej vi vælger at gå i livet, og nogle gange den vej vi tvinges til at gå.
Begge er de en del af samme vej – vores vej.
Det er et menneskeligt vilkår at vi ikke kender denne, men må gå den i tro på og tillid til, at det er den rigtige vej at gå, at vi gennem alle omvejene, alle genvejene, alle rundkørslerne, alle bjergene, alle dalene, ender der, hvor vi skal være.
Et sted, hvor vi er trygge, udfordrede og tilfredse.
Vejen er fra starten en ukendt størrelse, et uopdaget landskab. Et ukendt terræn.
Men det er en del af vejen, at vi først lærer den at kende når vi går på den.
At får hver skridt vi tager, bliver vi klar over, hvorfor vi tog det forrige. Og nogle gange overhovedet ikke.
Vejen er uforudsigelig.
Hvis vi tror, at vi kan kontrollere den, kan vi tro om igen. Nogle gange kan vi, nogle gange bliver vi som en marionetdukke styret af en vej, vi ikke regnede med.
Det er bare sådan vejen er.
Min vej – din vej.

For alle mennesker er der en sandhed.
Eller er der?
Jeg kan næsten ikke tage ordene i min mund.
De smager af fanatisme og fundamentalisme.
Jeg er opdraget til, at der ikke er én sandhed.
At alt er pluralistisk.
Derfor stritter det på mig, at der skulle være en sandhed.
For hver enkelt af os, er der masser af sandheder – de ændrer sig hele livet igennem.
I takt med vores liv, vores vandring, vores erfaringer.
Og selvom vi må acceptere, at vi i én eller anden grad går rundt med hver vores sandhed, må vi i lige så høj grad acceptere de andres sandheder.
For hvem er jeg, hvis jeg vil tvinge min sandhed ned over andre mennesker?
Hvor spændende er tilværelsen overhovedet, hvis vi alle sidder inde med samme syn på tingene?
Måske ér der en sandhed for alle mennesker – at der ikke er én sandhed, men et hav at spændende mulige sandheder.
Det kan være sandheden.
Min sandhed – din sandhed.

For alle mennesker er der et liv.
Det er uomtvisteligt.
Vi får givet livet som gave af vores forældre.
Vi bliver født ind i et liv vi i udgangspunktet ikke har bedt om eller i første omgang er herre over.
Lige så langsomt og under vejledning får vi givet ansvaret for vores eget liv.
Sådan bør det i hvert fald være.
Man skal lære at leve.
Ethvert lille barn bør kun gradvist blive overgivet ansvaret for sit eget liv, for livet er en overvældende størrelse.
Vi kan ikke kapere det hele på én gang eller helt alene.
Det skal læres.
Det skal øves.
Det skal absorberes.
Men pludselig står man der med sit eget liv og skal leve det.
Og godt det samme, for, for at tilværelsen skal give mening, må vi tage den i vores egne hænder og leve den.
Omfavne den på godt og ondt og ikke være bange.
Livet er som udgangspunkt godt – det er en velsignelse.
Men vi må også tage ansvaret.
Det ansvar, som vi kun kan tage i fællesskabet.
Når vi har lært livet i fællesskabet.
Det er livet.
Mit liv – dit liv.

Jeg er vejen, sandheden og livet.
Siger Jesus.
Jeg er!
Hvem er jeg?
Er jeg det andre siger om mig?
Er jeg det jeg selv tror jeg er?
Eller er jeg noget inde midt imellem?
Nok alle tre ting.

Men hvordan kan Jesus sige, at han ER vejen, sandheden og livet?
Det er en radikal udtalelse.
Ah ha, sagens natur.
Jesus er radikal. I alt han gør og siger.
Radikal uden fundamentalisme eller fanatisme.
Radikalt kærlig.
Fordi Jesus ER det kærlighedens fællesskab, der peges hen på, på den kristnes bugtede vej, pluralistiske sandhed og brogede liv.
Det er der den lander.
Hos Jesus.
Som rendte rundt her på jorden.
Som gik sin vej i livet og prøvede at omfavne de sandheder han mødte.
Derfor er vi så heldige, at vi ikke skal stige op til Gud, for Gud i Jesus er kravlet ned til os.
Afstanden mellem Gud og mennesket er helt fjernet, for Jesus/Gud er vejen.
Vi kan gå på livets vej uden helt at vide, hvor vi skal hen, men med tro og tillid til, at det nok skal gå alt sammen.

Den 2 maj 2020

Så er ugens evangelietekst klar.
En tekst, der indeholder eet af de mest berømte Jesus-citater: ”Jeg er vejen, sandheden og livet”.
Netop det siger jeg noget om i søndagens prædiken, som kommer både som tekst og podcast.

Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.« Johs. 14, 1-11

Kærligst
Stine, præst

Den 1 maj 2020

Der bliver for tiden sunget på livet løs.
Sammen- hver for sig.
Det er dejligt, og nogle herlige initiativer, der er sat i værk.
Der bliver sunget bredt fra den danske sangskat, lige fra Salmebogen og Højskolesangbogen til De Små synger.
Derfor har jeg også i stedet for den traditionelle salme til denne uge, valgt en sang fra Højskolesangbogen.
Jeg har valgt Nordahl Grieg og Otto Mortensens ”Kringsatt av fiender”.
Den vækker nok mange følelser hos de fleste af os, og minder os om de gange danskerne stået sammen, under besættelsen, ved terrorangrebet i 2015, og nu senest under coronakrisen.
Tematisk passer den også til denne uges prædiken, som også handler om menneskeligt fællesskab, om gensidig tillid.
Teksten får I her:
1. Kringsatt av fiender,
gå inn i din tid!
Under en blodig storm -
vi dig til strid!
Kanske du spør i angst,
udekket, åpen:
hvad skal jeg kjempe med,
hvad er mitt våpen?

2. Her er dit vern mot vold,
her er dit sverd:
troen på livet vårt,
menneskets verd.
For all vår fremtids skyld,
søk det og dyrk det,
dø om du må - men:
øk det og styrk det!

3. Stilt går granatenes
glidende bånd.
Stans deres drift mot død,
stans dem med ånd!
Krig er forakt for liv.
Fred er å skape.
Kast dine krefter inn:
døden skal tape!

4. Elsk og berik med drøm
alt stort, som var,
Gå mot det ukjente,
fravrist det svar.
Ubygde kraftverker,
ukjente stjerner -
skab dem, med skånet livs
dristige hjerner.

5. Edelt er mennesket,
jorden er rik!
Finnes her nød og sult,
skyldes det svik.
Knus det! I livets navn
skal urett falle.
Solskinn og brød og ånd
eies av alle.
6. Da synker våpnene
maktesløst ned.
Skaper vi menneskeverd
skaper vi fred.
Den, som med høire arm
bærer en byrde,
dyr og umistelig,
kan ikke myrde.

7. Dette er løftet vårt
fra bror til bror:
vi vil bli gode mot
menskenes jord.
Vi vil ta vare på
skjønnheten, varmen -
som om vi bar et barn
varsomt på armen!

Kærligst
Stine, præst

https://www.hojskolesangbogen.dk/syng-med/hoer-melodierne/

Den 29 april 2020

Selvom vi nu ser bidder af verdenen som vi kendte den, så er ensomhed stadig et stort problem.
Vi er på mange måder isolerede endnu, og for mange er det nok usikkerheden, der i særligt grad skaber ensomheden.
Vi ved ikke, hvornår vi kan vende tilbage til hverdagen,
Vi ved ikke, om vi overhovedet får en hverdag, som vi kendte den.
Det gør vi nok ikke.
Lige med det samme, i hvert fald.
Og det skaber bekymringer, angst og ensomhed.
En del af præsters opgave er at tage vare på de ensomme.
At yde omsorg for sjælen.
Det gør vi stadig.
Blandt andet på det, der hedder www.sjaelesorg.nu
Her sidder præster, hvis særlige opgave er at yde online sjælesorg, online samtale.
Man kan være ganske anonym og tavshedspligten gælder naturligvis stadig.
Ud over det er vi almindelige sognepræster også til rådighed.
Også selvom det er på andre måder end vi plejer.

De kærligste hilsner
Stine, præst

Den 28 april 2020

Dovenskab kan ramme os alle sammen.
Også hunde, præster og reformatorer.
Især på en tirsdag, hvor vejret er noget gråt i det.
Så her er en lille bøn skrevet af Martin Luther:

Herre,
jeg er en doven hund,
derfor kommer jeg til dig,
så du kan hjælpe mig
og sætte skub i mig.

Mange kærlige hilsner
Stine, præst

Den 26 april 2020

Ord skal I ikke snydes for.
Heller ikke denne søndag.
Idag som podcast.

Find link til podcasten her:

https://llk.dk/uukwqv

Den 25 april 2020

Ligesom sidste uge, står denne uges evangelietekst i Johannesevangeliet.
Jesus bliver trængt op i en krog af nogle jøder, der gerne vil udfritte, muligvis provokere ham lidt.
De havde måske håbet et raserianfald al la det vi ser, da Jesus rydder templepladsen.
Men Jesus er mere rolig, mere fattet, ikke desto mindre nok også irriteret.
I hvert fald får han givet dem svar på tiltale, og får fortalt dem, hvad han mener om dem.
Læs med her:
Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.« Johs. 10, 22-30

Den 24 april 2020

Kirken er lukket.
Endnu.
Vi ved ikke, hvornår vi får lejlighed til at synge salmer sammen igen.
Forhåbentligt bliver det snart.
Men denne uges salme, skal I ikke snydes for.
Jeg har valgt nr. 484 i salmebogen, ”Du, som vejen er og livet” med J.P.E. Hartmanns melodi.
Hvis jeg havde skullet holde almindelig højmesse, ville jeg have placeret den lige før prædikenen, for at anslå det tema jeg ville fokusere på i prædikenen: ”Fællesskabet gør stærk”.
I denne tid, kan det måske være ekstra godt at tænke på.
https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/484/517

Kh Stine, præst

Den 23 april 2020

Lige ved indgangen til præsteboligen er der en lille mosaik.
Et lille kunstværk, der pryder murværket.
Det ser ud til, at det engang har været et vindue.
Et vindue ud til verden.
Jeg har ikke tænkt så meget på mosaikken før.
Bare noteret mig, at den var der, og at det var underfundigt, at der var muret til bag den.
Men i denne her tid, hvor mange af os har været mere på vores egen matrikel end ellers og måske også i perioder har været mere eftertænksomme, har jeg funderet over det lille billede dér på gavlen, hvor jeg så ofte går forbi.
Det forestiller et kors, der bryder igennem en sol. Symbolikken er tydelig; Kristus som solen, der bryder igennem til livet, trodser døden.
Det er ikke det, jeg har tænkt så meget over, for det er jo lige til højrebenet.
Det jeg har tænkt over er, at dengang det var et vindue, så man ud på verden gennem korset og solen.
Kiggede man ud på verden med et kristent udsyn.
Det kan man jo mene meget om, men at se på verden og på andre mennesker med næstekærlighedens øjne kan vel aldrig være helt skidt.
Kan vel kun gøre både én selv og andre godt.

I skal se med kærlighedens øjne,
alt det skabte skal I passe på.
I skal ikke tro på gyldne løgne,
i mit rige er de store små.
I skal ikke frygte nogen fjende,
kærlighedens liv har ingen ende! DDS 369 v. 5

Kærligst
Stine, præst

Den 21 april 2020

Vi har stadig øjnene på klem, men er ikke desto mindre ved at vågne op igen.
Vågne op fra den døs, der nedsank over store dele af samfundet den 11. marts.
Vi har trykket på snoozeknappen mange gange, men nu er det ved at være tid.
Danmark skal så småt i gang igen.
Forsigtigt og under hensyntagen til, at vi ikke får lyset for skarpt i øjnene.
Men der lukkes så småt op.
Vi får en smag af, at der stadig er en verden derude.
På den anden side af gardinerne.
En verden som vi kendte før coronakrisen.
En verden med mennesker, arbejde, skole, butikker og alt det andet, der hører vores verden til.
Kirken sover stadig.
Den er ikke blevet hevet ud af fjerene endnu.
Men når den vågner, er den klar.
Klar til at rumme mennesker, der kommer med alt det de er.
Klar til at glædes og sørge, mindes og feste.
Og i Kapernaumskirken skal vi i særlig grad feste.
For den smukke gamle dame på Frederikssundsvej har jubilæum.
Den 20. september fejrer vi, at hun fylder 125 år.
Så der er hun – og os i den – vågen.
Hvordan og hvor meget vi skal fejre og feste ved vi ikke.
Men feste, det skal vi.
Vi glæder os.

Den 18 april 2020

I dag får I evangelieteksten til i morgen, 1. søndag efter påske.
Den er fra Johannes-evangeliet og som det så ofte er hos Johannes, så er ordene lidt kringlede og man kan let falde over dem.
Den handler om Jesus´ forhold til Peter.
Peter som fornægtede ham.
Peter som blev den discipel hele kirken blev bygget på.
Men den handler også om den tillid, Jesus ønsker vi mennesker skal møde hinanden med.
Den tillid som skal være hele grundlaget for vores sameksistens.
Læs med her:
Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!«
Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!«
Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får!
Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med.
Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!« Johs. 21, 15-19

Den 17 april 2020

Vi har netop fejret påske.
Vi har netop hørt det gennemgribende radikale budskab, at livet sejrer.
At Jesus trodsede døden.
At Gud, for vores skyld, trodsede døden.
Og det bliver vi aldrig færdige med at snakke om.
Slet ikke her 1. søndag efter påske.
Derfor er ugens salme også nr. 218 i salmebogen: Krist stod op af døde.
For påskens budskab er vedkommende hele året rundt og uanset, hvilken situation vi ellers måtte befinde os i.
https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/218

Den 16 april 2020

Bøn til eftertanken:
Kære Gud,
Du som er et sted derude.
Jeg kan mærke det boble.
Jeg kan mærke det spire.
Som en sitren.
Som en uro.
En uro af indespærrethed, som hænger over mig.
Jeg er spærret inde i mit eget hoved.
Hænger fast i min egen navle.
Jeg vil gerne bryde ud.
Ligesom Houdini.
Bryde ud i sang.
Synge i kor med alle de andre.
Ikke bare på altanerne.
Eller i fjernsynet.
Jeg vil danse.
Som Fred og Ginger.
Eller bare som min Mor.
For fuld kraft.
Med hele kroppen.
Jeg er utålmodig, Gud.
Kan næsten ikke vente mere.
Holde mere afstand.
Min krop skriger på kram og nærheden fra alle de andre.
Men så tænker jeg på alle dem, der kæmper mere end de fleste.
Kæmper for alt det vi har kært.
Og så kan jeg lidt endnu.
Amen.

Den 13 april 2020

Der er lys forude.
Uanset hvor mørkt det ser ud, eller hvor ulykkelig du er.
Så er der lys.
Hvis du tør tro.
Hvis du tør se.
Hvis du tør høre.
Så er der lys.
Glædelig 2. påskedag.

Kærlige hilsner
Stine, præst

Den 12 april 2020

Anemonerne har for længst fundet ud af det.
De holder påske i fuldt flor.
De har ladet livet og foråret sejre.
De lader sig ikke gå på af verdens omstændigheder, og er lykkeligt uvidende om den tilstand af limbo vi befinder os i.
Vi andre kunne også have brug for en stund af lykkelig uvidenhed, en pause fra det hele.
Hvor vi tager os tid til at lade livet sejre, suge foråret ind og nyde påsken.
Bare gå en tur i skoven eller sidde i vores bedste stol med en god bog.
For der er så meget at forholde sig til for tiden. Så mange informationer.
Så mange nyheder, at vi helt glemmer, at der var en verden før, og at der bliver en verden bagefter.
Verden er selvklart ikke den samme, vi er selvklart ikke de samme.
Der har sneget sig en fjende, et fremmedlegeme, ind, som vi ikke havde inviteret med til bords, som vi ikke havde lyst til at vaske fødder på, men som har lusket sig ind imellem os, så vi nu må holde afstand til hinanden.
Afstanden mellem os er heldigvis kun fysisk, desværre minder den os hele tiden om, hvilken situation vi befinder os i, men også om, hvor meget vores relationer betyder for os.
Hvor stor en del af hinandens liv vi holder i hænderne.
De viden er værd at holde påske på.
At vi er en del af hinandens liv, uanset hvor vi er, og hvor stor afstanden mellem os er.
På den bevidsthed blev også den første påske holdt.
Kvinderne forventede eet scenarie, eet ganske andet viste sig for dem.
Eet scenarie, der ikke kun vakte frygt, men også stor glæde.
For døden var åbenbart ikke det sidste, der var at sige.
Jesus havde været isoleret og ingen ved derfor, hvad der i virkeligheden skete mellem gravlæggelsen fredag, og søndag morgen, hvor kvinderne finder graven tom.
Men tom var den.
Det tror vi.
Og det giver os håb.
Håb om, at afstanden ikke er så stor alligevel.
At vi, selv når vi står ansigt til ansigt med døden, kan være nær hinanden.
At døden ikke behøver at være lig med afstand.
For livet sejrede, da kvinderne fandt den tomme grav.
Anemonerne sejrer også hvert år, når de overvinder vinterens kulde og frost.
De holder deres årlige påskefest, og også vi skal holde påskefest, på trods.
På trods af det, der sker i verden.
På trods af alt det, der gør os bange.
På trods af tvivl og stort besvær.
For kærligheden er og blir’.
Og hvad end hele verden sir’.
Så har den være hjerter.

Glædelig påske.
Kærlige hilsner
Stine, præst

Den 7 april 2020

Foråret er lige uden for vores vinduer.
Vi kan se det bag de ruder, der måske ikke er blevet pudsede for nyligt.
Påskeliljerne blomstrer, insekterne er begyndt at summe og alligevel er det som om, at foråret ikke rigtigt er her.
Som om vi stadig afventer, at det skal komme.
Som om vi ikke har tid til at tage os af, at det er forår.
Som om vi har forsømt foråret.
Eller som om det har forsømt os.
Det forsømte forår.
Nogle gange skal man forsømme noget, for at opdage noget andet eller for at genopdage dét man kender så godt.
Intet er som det plejer, men det har givet os en chance for at se på os selv og vores kære på en ny måde.
Og derfor er forsømmelsen måske slet ikke så dårlig.
Som Edward Ellerstrøm blev nødt til at dræbe Lektor Blomme (eller var det nu det, der skete?) for at frigøre sig og komme videre med sit liv, så er også vi nødt til at frigøre os fra alt det, der kan føles tungt og ubarmhjertigt for tiden.
For det ER forår.
Og forår er også en følelse vi tager ind og tillader os selv at føle.
Ligesom håbet.
Håbet, som vi med påskens snarlige komme, bevæger os mod.
Håbet om den genopstandelse, som vi fejrer påsken på.
Og håbet om den genåbning, som vi længselsfuldt venter på.
Begge dele kommer.
Vi ved bare ikke præcist, hvornår eller hvordan.
Men vi ved, at det er påske lige om lidt, at solen i skrivende stund skinner smukt udenfor, og at Hans Scherfigs geniale roman, fylder 80 år i år – tillykke med den.

”Livet ville føles lyst som på en solskinsdag;
selv på mørke dage ville du mærke morgenlyset.
Så kunne du stole på, at der var håb for dig,
se dig trygt omkring og lægge dig til ro.” Job.11, 17-18

Kærlige hilsner
Stine, præst

Den 4 april 2020

Vi bliver i dag deltagere i et drama.
Et drama i 5 akter.
Akter, der skal tage os igennem hele følelsesregistret.
Fra eufori til sorg, forfærdelse og lykke.
Det er palmesøndag og vi indleder derfor påsken.
Historien kender vi.
Historien om Jesus, der red ind i Jerusalem mod sin lidelse og død.
Men i fortællingen til i dag er der hverken æsler eller jublende folkemængde.
Men en kvinde.
En kvinde, der ødsler alt, hvad hun ejer og har på Jesus.
En kvinde, der skammes ud fordi hun på total ublufærdig vis viser sin kærlighed.
Med hende sætter vi dramaet i gang.
Med en kvinde starter det hele:

Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved.
Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: »Hvorfor ødsle sådan med olien?
Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.« Og de overfusede hende.
Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid.
Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen.
Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende. Mark. 14, 3-9 os jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid.
Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen.
Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende. Mark. 14, 3-9

Den 3 april 2020

Ugens salme er måske én af de mest kendte og elskede.
Nr. 192 i Den danske Salmebog: Hil dig, frelser og forsoner.
Den kan bruges hele året rundt, da den har en intensitet over sin måde at formidle det kristne budskab, og Jesu betydning på, men den knytter sig i særlig grad til fastetiden, som vi er på vej ud af og påsketiden, som vi er på vej ind i.
På søndag er det nemlig Palmesøndag og dermed startskuddet til påskeugen.
En anderledes påske for os alle sammen, men ikke desto mindre.
Og selvfølgelig skal vi fejre påske med hinanden, på den måde vi nu kan.
Vi starter på søndag.
Og du kan være med.

^{https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/192}

Den 2 april 2020

En bøn til eftertanken:
Far i himlen.
Alting er så anderledes.
Alting er på en måde nyt.
Og alligevel er alt det samme.
Foråret er her og giver os det længe ventede håb om sommer og varme.
Solen, som har været gemt væk så længe, viser sig og åbenbarer den klar-blå himmel.
Hvorfor kan jeg så ikke, trods alt, være glad?
Det her er jo kun en parentes, et lille bitte komma, i det store hele.
Jeg føler mig alene, Gud.
Alene i min lejlighed.
Alene med mine tanker.
Alene når jeg står to meter væk fra de andre.
Jeg vil gerne stå sammen.
Men jeg vil også gerne kunne hænge sammen.
Så jeg hænger i.
Det gør jeg virkelig.
For jeg vil gerne være én af dem, der har samfundssind.
Men mit sind er også bare fyldt.
Fyldt til randen.
Men jeg hænger i.
Det lover jeg.
Og suger til mig af solen gennem mit vindue.
Amen.

Den 31 marts 2020

3 uger er nu næsten gået.
3 uger i den her underlige tilstand.
3 uger med uvished, bekymringer, afsavn.
Stress, nervøsitet.
Men også 3 uger med forårssol, tid til eftertanke, et andet tempo.
Alting går på en måde langsommere, alting er sat på pause.
For mange af os, i hvert fald.
For en hel masse mennesker løber stærkere end nogensinde.
For din og for min og for vores skyld.
Her er tingene ikke sat på pause, her handler det mere end nogensinde om liv og død.
Påsken er over os fra på søndag.
En påske, der ikke bliver som den plejer.
Vi kan ikke komme i kirke.
Vi kan ikke mødes med familie og venner.
Men påskens budskab er stadig det samme.
Døden fik ikke det sidste ord, livet ER det stærkeste vi har.
Derfor skal vi også sørge for, at livet vinder.
Sørge for at så mange som muligt får glæde af påskeliljerne, når de – igen – spirer næste år.

”Kom til mig, alle I,
som slider jer trætte og bærer tunge byrder,
og jeg vil give jer hvile.
Tag mit år på jer, og lær af mig,
for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet,
så skal I finde hvile for jeres sjæle.” Matt. 11, 28-29

Kærlige hilsner
Stine, præst

Den 29 marts 2020

Meget bliver udsat for tiden.
Konfirmandernes konfirmation.
Fødselarens fødselsdag.
Brudeparrets bryllup.
Fodboldspillernes fodboldkonkurrence.
Præstens barns dåb.
Vi skyder alting.
Til senere.
Til en anden dag.
Måske til hjørne.
For det må vente.
Meget kan udsættes.
Meget kan vente.
For det skal det.
Det er et vilkår lige for tiden.
For os alle sammen.
Og selvom det kan gøre ondt.
Selvom det ikke er let.
Så lader vi det vente.
For der er noget, der for tiden er vigtigere.
Dog er der ting, der ikke kan vente.
Som ikke lader sig udsætte.
Som kommer, når de kommer.
Efter deres egen vilje.
Efter årstidernes kommen og gåen.
Efter livets gang.
Nullermændene i hjørnet.
Som måske for tiden får lov til at ligge lidt kortere end de plejede – eller længere.
Påskeliljerne.
Som blomstrer og folder sig ud, på trods af, at påsken også er lukket ned.
Døden.
Som er uhyggelig præsent for os alle lige nu, og som vi må og skal forholde os til.
Jordens rotation om solen, den spæde forårssols livgivende stråler i vindueskarmen, og en mængde andre ting, som vi ikke er herrer over.
Som sker, og som sker hver dag, pandemi desuagtet.
Sådan er livet fint og forunderligt.
Det tager på sin egen barske – og smukke - måde ikke hensyn til kriser og karantæne.
Men sker bare.
Rundt om os.
Børnene bliver også ved med at blive født.
Midt i en virustid.
Kvinder bliver også stadig gravide.
Livet fortsætter.
Det er værd at holde fast i, når vi står midt i orkanens øje og ikke ved, hvornår eller hvordan vi kommer ud på den anden side.
Derfor går en masse kvinder også rundt nu og er gravide.
Nogen ved det, andre har stadig ikke opdaget det.
En masse højgravide går også rundt – på behørig afstand af andre - og ved, at de skal føde.
De ved bare ikke, hvornår.
De ved ikke under, hvilke omstændigheder.
Sådan har det på mange måder altid været, ser vi bort fra de skærpede corona-omstændigheder, som naturligvis ikke gør det lettere at være gravid og skulle føde.
Men livets mirakel er altid dukket op, når det selv ville.
Når den lille spire i maven, havde groet sig stor og stærk.
Et mirakel er det.
At det, der starter som stort set ingenting og usynligt for det blotte øje, ender med et barn.
Det er også overvældende og angstprovokerende og alt muligt andet.
For det kræver, at man tager et umådeligt stort ansvar på sig.
Et ansvar for et andet menneske, som er helt og holdent afhængig af én.
Sådan har det gennem hele menneskehedens historie været og jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at det nogensinde bliver anderledes.
Et barn fødes uden evne til at tage vare på sig selv og det er forældrenes opgave at passe på det.
Derfor kan det også været overvældende at finde ud af, at man er gravid.
Uanset om det er planlagt eller ej.
Om man har prøvet at blive gravid længe eller det er sket som et lyn fra en klar himmel.
Så sætter det en strøm af tanker i gang.
Vækker nogle dybe bekymringer i os.
Når de to streger viser sig.

Den unge pige Maria, havde ikke planlagt at blive gravid.
Hun havde nok nærmest ikke engang tænkt på det.
Men pludselig får hun at vide, at det er hun.
Hun er gravid.
Og hun skal føde et barn, der er meget mere end et almindeligt barn.
Det har naturligvis sat et mylder af tanker i gang hos hende.
For hvordan skulle hun forholde sig til det?
Mange havde nok reageret med panik.
Mange havde nok reageret med at ville stikke af fra det hele.
Men ikke Maria.
Hun tager sin skæbne på sig.
Hun accepterer, at det er sådan det må være.
Og at hendes lod i livet må blive at være Mor til Guds Søn.
Hun tager ansvaret på sig.

Vores opgave lige nu er også at tage ansvaret for hinanden på os.
Derfor er kirkerne som store dele af resten af Danmark lukkede.
Det giver mening, fordi kirken skal passe på de svageste.
Derfor må vi vente med at være sammen.

Meget må vente for tiden.
Sådan er det.
Og vores opgave er at væbne os med tålmodighed.
Men børnene venter ikke.
De bliver stadig født.

Amen.
Ære være Faderen, Sønnen og Helligånden,
som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.

Den 26 marts 2020

I går den 25. marts var det Mariæ Bebudelsesdag.
Og på søndag er det Mariæ Bebudelsesdag i kirken.
Den dag i kirkeåret, hvor vi hører om dengang Maria fik besked om, at hun var gravid og skulle føde en helt særlig søn.
Hun fik at vide, at hun ikke skulle frygte, at hun ikke skulle være bange, men det må alligevel have været overvældende for den helt unge Maria.
Hun accepterer, at det er sådan, og hun tager sin skæbne på sig.
Men der må have været meget på spil for hende.
Masser af bekymringer og tanker. Tanker om udstødelse, bekymringer for barnet.
Vi vil alle sammen bare gerne høre til og være en del af noget; samfundet, et alternativt samfund, vores familie,
vores vennegruppe, noget.
I dag, såvel som dengang.
Det vil Maria også.
Hun vil høre til og derfor tager hun det på sig og til sig som hun får at vide.
Det, der bliver bebudet hende 9 måneder før jul.

”Da sagde englen til hende:
Frygt ikke, Maria! For du
har fundet nåde for Gud.” Luk. 1, 30

Kærlige hilsner
Stine, præst

Den 25 marts 2020

Ensomhed rammer nok os alle fra tid til anden.
Som en lille usynlig mide kommer den kravlende ind under huden og besætter os.
Ofte er den i følgeskab med sin onde fætter tomhed. De to går hånd i hånd.
Det kan være svært at vide, hvad man skal gøre, når ensomhed og tomhed melder sig, og det værste man kan få,
er næsten gode råd: Du skal ”bare” gøre dit eller dat…
For man orker jo hverken dit eller dat eller noget i det hele taget.
Nogle gange kan man måske føle sig så ussel, at ensomhed er det eneste, man kan forholde sig til. Det eneste, der giver mening.
For mange af os, er ensomhed en tilstand, der dukker op, besøger os, men som forsvinder igen.
Og som man med alderen lærer at håndtere og forholde sig til.
Men for andre er ensomhed og tomhed noget helt andet.
Nogle ganske få har positivt valgt den og ønsker det ikke anderledes.
Men for andre er ensomhed den knude i maven, der forhindrer dem i at stå op om morgenen, forhindrer dem i at leve.
Det er så let at sige, at vi bare skal række ud hinanden og være der for vores medmenneske.
For det er altså sværere end som så, og selvfølgelig specielt i øjeblikket.
Hvordan skal man tage det første skridt?
Vil den, der er ensom overhovedet have hjælp?
Hvordan ved man, om nogen er ensom?
Jeg er ikke orakel. Jeg er bare præst. Og jeg har ingen opskrift på, hvordan man skal gøre.
Men jeg ved, at det aldrig er forkert at tænke på andre mennesker.
Tage telefonen og ringe.
Skrive en sms.
Smile venligt over gaden.
Gøre eet eller andet, der viser, at du er der.
Også selvom vedkommende måske ikke havde brug for dig.

”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer,
siger Herren,
planer om lykke, ikke ulykke,
om at give jer en fremtid og et håb.” Jer. 29, 11

Kærlige hilsner
Stine

Foto af Mia Juul Otzen

Den 22 marts 2020

Miniprædiken til midfaste søndag:

For snart 80 år siden blev Danmark en del af den verdenskrig, der skulle hærge i Europa

og splitte befolkninger og lande ad i 5-6 år.
Den 9. april blev Danmark nemlig besat og intet blev som det plejede at være.
I disse dage, i disse tider, er det hele også lidt på den anden ende.
Der ER ikke noget, der er som det plejer at være.
De fleste af os har aldrig prøvet nogle lignende.
Nogle få kan kun sammenligne med begivenhederne for 80 år siden.
Dengang var der også behov for at stå sammen.
Man samledes mere end nogen sinde før.
Kreativiteten blomstrede.
Nye initiativer opstod.
Blandt alsangen.
Hvor høj og lav mødtes for at synge danske sange.
For tiden skal vi også stå sammen.
Men ved at være alene.
Det er det eneste rigtige at gøre.
Men mennesket er et socialt væsen.
Vi har brug for andre.
Også når vi ikke må være sammen.
Og derfor blomstrer kreativiteten også.
Nye omgangsformer opstår.
Og selvom man kan sige meget dårligt om digitaliseringen og alle de sociale medieplatforme, så kommer de allerhøjeste grad til deres ret lige nu.
Vi kan hver morgen synge morgensang sammen-alene med Philip Faber på DR1.
Vi kan drikke morgenkaffe sammem-alene med influencerne på instagram.
Vi kan mødes sammen-alene til fyraftensøl med vennerne på Skype.
Og vi kan komme til gudstjenester på Facebook.
Sammen-alene
Fantasien kender ingen grænser lige nu.
Det er betagende.
Og viser, at vi vitterligt har brug for hinanden.
Vi har brug for at være sammen.

I evangelieteksten til den her søndag, midfaste søndag, taler Jesus og disciplene om brød.
Det brød, der er brug for til livets almindelige opretholdelse.
Disciplene vil mættes.
Men Jesus lader dem forstå, at mæthed er ikke kun en fysisk ting.
Brød er ikke kun en fysisk ting.
Brød er også noget åndeligt.
For selvfølgelig har vi brug for føde.
Men ikke kun den egentlige, så sandelig også den åndelige.
Og måske især i den her tid, hvor vi går og bliver nervøse for, om der bliver ved med at være nok af den egentlig føde til os alle, kan vi have brug for lidt mere af den åndelige føde.
For den åndelige føde kan give os håbet om, og troen på, at det bliver godt igen.

Derfor skal vi blive ved med at være kreative i bestræbelserne på at mødes.
Vi skal synge sammen på altanerne, vi skal mødes online og vi skal vise hinanden, at vi er der.
I salmen ”Spænd over os dit himmelsejl” (DDS 29) synger vi om fællesskabets Herre, der satte fredens bue som et skjold mod mørke, død og krigens vold.
Gud satte nemlig regnbuen på himlen som et symbol på den aftale han havde lavet med Noah, som et symbol på den fred han ville holde med menneskene.
Og som Gud gjorde det, så sætter børn her i byen også lige nu regnbuen i deres vinduer med teksten ”Det bliver godt igen”.
For at række ud mod hinanden og for at vise, at selvom vi er for os selv, så er vi ikke alene.
Som mennesker og befolkninger rakte ud mod hinanden for 80 år siden, så rækker vi også ud nu.
Og står sammen.
Alene.
Sammen-alene.

Amen.

Kh
Stine

Den 17 marts 2020

For 100 år siden stod verden i en lignende situation som den vi står i i dag.
En pandemi hærgede og folk blev nødt til at tage deres forholdsregler i forsøget på at undgå smitte.
Sygdommen skelnede ikke mellem høj og lav, og klassesamfundets skel blev udlignet, mens sygdommen bredte sig med en hast man ikke havde set siden pesten.
Den forsvandt lige så hurtigt den var dukket op, men i dag ved vi, at den var en forfader til den pandemi vi står midt i lige nu.
Som den spanske syge forsvandt, forsvinder også det her udbrud af den her sygdom.
Pandemien går over.
Verden bliver en version af sig selv igen.
Men det er vores opgave indtil da at bevare håbet.
Håbet om, at vi får mindsket pandemiens skader.
Håbet om, at vores bidrag, hvor lille det end må føles, gør en forskel
Troen på, at bliver godt igen.
Så vi også husker på, at før alt dette skete, var krokussen sprunget ud på Assistens kirkegård.

”Tro er fast tillid til det, der håbes på,
overbevisning om det, der ikke ses.” Hebr. 11, 1

Kærlige hilsner
Stine, præst

Den 16 marts 2020

Den nuværende situation er på alle måder speciel.
Vores kirke, som ellers altid i nødens stund er et samlingspunkt, er lukket ned.
Må være samlingspunkt ved ikke at være fysisk til stede.
Men kirken er her stadig, bare på en anden måde, og vi står stadig til rådighed.

Kirkekontoret:

Åbningstider:
tirsdag, onsdag, fredag kl. 9-13
torsdag kl. 14-18.
Telefon: 38 10 65 76
Mail: kapernaums.sogn@km.dk

Præst:
Skriv gerne en mail på srd@km.dk, så kan der aftales derfra

Den 15 marts 2020

Den 3. oktober 1943 er en helt særlig dato i Folkekirkens historie.
Her blev et hyrdebrev læst op fra landets prædikestole som en protest mod tyskernes jødeaktioner i landet i dagene op til.
Folkekirken stod med få undtagelser sammen. Viste sig som en folkets kirke.
Den 12.marts 2020 kommer også til at gå over i historien som en særlig dato i Folkekirkens historie.
Her viste vores biskopper, ikke civil ULYDIGHED, men tværtimod civil lydighed.
De stod sammen og udstedte retningslinjer for hele kirken.
Ligesom hyrdebrevet af oktober 1943 blev et fredens våben i kampen for at tale mindretallets sag og ret, så er den nuværende nedlukning af Folkekirken også et udslag af at ville beskytte de svage.
For det er dét vi skal.
Passe på de svageste, passe på hinanden, ved at holde os for os selv.

” Vær modige og stærke! Vær ikke bange,
og nær ikke rædsel for dem, for Herren
din Gud går selv med dig, han lader dig
ikke i stikken og svigter dig ikke.” 5. Mosebog 31, 6

Kærlige hilsner
Stine, præst

Den 13 marts 2020

Kommunikation er en ligeså vanskelig som det er en vigtig størrelse.
Måske særligt i den her tid.
Men vi bombarderes også med den, og skal selv sørge for at forholde os kritiske og sortere i alle de informationer vi får.
Så selvom det er vidunderligt at få så meget viden som muligt, så bliver den ubegrænsede adgang til, og forholden sig til, de mange daglige informationer også hurtigt misforståelsernes holdeplads.
Der kan blive en afgrundsdyb forskel på intentionen bag en handling eller nogle ord, og på hvordan selvsamme bliver modtaget.
På den måde døjer vi kollektivt med dårlig hørelse og er svagtseende.

På søndag er gudstjenesterne landet over, aflyst.
Det fik biskopperne meget præcist kommunikeret i torsdags.
Dét er, ud over at være umisforståeligt, næstekærlighed.
For, ved så vidt muligt at holde os for os selv, udviser vi samfundssind og passer på vores nabo, udviser næstekærlighed.
Det er netop, hvad vi skal lige nu, udvise samfundssind. Og holde frygten fra døren.
For frygten driver os til at handle egoistisk.
Til at handle (i Netto?) ud fra vores egen navle, i stedet for at tænke på, at næsten altså også har brug for toiletpapir.
”Frygt ikke, tro kun” Lukas 8, 50

Kærlige hilsner
Stine, præst

Den 12 marts 2020

Kirken har et ansvar i samfundet og skal tage vare på mennesker. Derfor følger vi i Kapernaumskirken myndighedernes anbefalinger og aflyser alle gudstjenester og arrangementer frem til 13 april. Kirkelige handlinger som ikke kan aflyses eller udskydes, afholdes under særlige forhold.

Har du brug for at tale med en præst, kan Stine kontaktes på mail eller telefon.