
V Coloris Quintet.
Den dansk-færøsk-rumænske blæserkvintet V Coloris har etableret sig som en af Danmarks og Rumæniens mest efterspurgte blæserkvintetter med sit intuitive, fortællende og farverige spil og sin nysgerrighed på, hvordan man kan syntetisere rumænsk og skandinavisk kultur.
Folkemusik og ny musik er de to hovedårer i V Coloris’ kunstneriske virke, og de samarbejder regelmæssigt med fremtrædende komponister. Bl.a. har de fået skrevet og uropført værker af Steingrimur Rohloff, Doina Rotaru og Karin Rehnqvist, og den næste i rækken er Mette Nielsen. V Coloris havde debut som koncertarrangører i 2022 med festivalen Once Upon… Infinity, og i 2023 vil de foruden at holde anden udgave af deres festival, denne gang Once Upon… Curiosity, blandt andet realisere en koncertrække med titlen “5Concerts” i kirker og kulturhuse langs den københavnske buslinje 5C’s rute.
V Coloris ser deres egen fremtid som ensemble som en, hvor de både er ude at spille på invitation og selv arrangerer events, som de inviterer dygtige kolleger både fra musikkens og andre kunstretningers verden til at være med til at gøre til virkelighed. 2023 byder foruden ovennævnte bl.a. på en festivalsommer rundt til Hindsgavl Festival, Schubertiaden i Roskilde, Frederiksberg Festspil og George Enescu Festival. Da V Coloris udgav deres første album i 2020, var det med musik af rumænske Dinu Lipatti, hvis kompositioner ikke har fået lige så megen opmærksomhed som hans tryllerier ved klaveret.
Debutalbummet Dinu Lipatti – Complete Work for Wind Instruments vil i 2023 blive fulgt op af en EP med to egne arrangementer af klaverstykker af Carl Nielsen og Béla Bartók.
EP’en kommer til at give eksempler på V Coloris’ helt eget kernerepertoire: Den efterhånden ganske tykke og støt voksende samling af folkemusikalske værker, bearbejdelser og transskriptioner, hvoraf de fleste er blevet til, takket være kvintettens fløjtenist Stefan Diaconus evner som arrangør.
V Coloris søger med stor iver og nysgerrighed efter at nuancere menigmands opfattelse og oplevelse af, hvad en blæserkvintet er for en størrelse, og gør det blandt andet gennem udnyttelsen af deres store instrumentsamling, tværæstetiske samarbejder og en humoristisk og personlig formidling.
Gratis og uden tilmelding.